torsdag den 30. september 2010

9 soundtracks til Rose Ekens "Because the Night (Belongs to us)"

Jeg har tidligere nævnt Rose Ekens udstilling på Overgaden og fremhævede den gang videoinstallationen "Because the Night (Belongs to us)". I aften kan du i radioprogrammet Mod Strømmen (København 98.9 FM / 98.8 Hybrid) mellem 18 og 20 høre de 9 soundtracks til installationen. Med i programmet er Rose Eken selv samt de to musikere Maria Køhnke og Gry Bagøjen.

Du kan læse mere om de 9 soundtracks ved at følge dette link.
Og læse en kort biografi af de to musikere gennem dette link.

Still fra videoinstallationen "Because the Night (Belongs to us)" af Rose Eken

onsdag den 29. september 2010

Når kunsten interagerer og forandrer - New Life Horbelev

I august kunne man i den lille by Horbelev på Falster opleve en 52 meter lang skulptur blive til. Beboerne stillede selv materialer og arbejdskraft til rådighed. De opgav oven i købet deres fjernsyn i en uge og lod det blive til  en del af skulpturen. Projektet var sat i gang af kunstnergruppen Wooloo, under kunstfestivalen Tumult (22. august - 24. oktober).


Fællesskab er ikke længere, hvad det var en gang. Ingen er bundet til sin hjemstavn og arbejdet foregår udenfor hjemmet. Alle har travlt med deres og selv i en lille by som Horbelev kender alle ikke længere hinanden. Wooloo udfordrede i projektet New Life Horbelev begrebet fællesskab og undersøgte sammen med beboerne om det er muligt i 2010 at finde nye udtryk for dette. Et vigtigt spørgsmål i denne sammenhæng var, hvem der skaber fællesskabet?

Wooloo har lavet fire gode videoer som dokumentation af projektet og det er umuligt at vælge blandt disse. De udgør nemlig en serie på godt og vel 20 minutter, som, udover at vise forløbet, også er en udviklingshistorie og måske et svar på ovenstående spørgsmål. Den røde tråd er Jørgen.








tirsdag den 21. september 2010

Karoline H. Larsen: Kropsskilte

En lille uges tid endnu kan du i Søndermarken opleve Karoline H. Larsens fortolkning af Skov- og Naturstyrelsens piktogrammer. Strøet med rund hånd i det hjørne af Søndermarken, som hedder Sibirien (v. Roskildevej), finder du anvisninger på Salamander Svup, Bøffel Rullefald, Kyssetrold og meget mere. Om de utallige joggere, der løber i området har kastet sig ud i disse sjove øvelser er uvist, men måske ville det ikke være så dumt at tilføje træningsprogrammet lidt leg.


Hvis jeg havde været lidt frisk, havde jeg kastet mig ud i et kronhjorte spring. Om ikke andet for at se, hvordan de forbipasserende ville reagere. "Kropsskilte" er nemlig en del af projektet "Creative Actions". Et projekt som involverer og undersøger menneskers kreative bevægelser i byrummet. Ikke mindst, hvordan andre reagerer på disse bevægelser, men også hvad der sker med ens egen opfattelse ved at bevæge sig anderledes. En del af udfordringen er også at undersøge ens egne mentale og fysiske grænser og vi jo må nok konkludere, at jeg har en meget snæver grænse for, hvor kreativt jeg vil opføre mig i det offentlige rum. Måske hvis jeg havde været sammen med andre, men ikke hvem som helst. Det kræver et helt specielt selskab, hvis jeg skal rulle rundt på græsplænen i Søndermarken.

Har du været i Søndermarken og testet dine og andres reaktioner, så læg gerne en beskrivelse af din oplevelse i kommentarfeltet.

mandag den 13. september 2010

Rose Eken på Overgaden

I lørdags var vi til koncert med Emma Acs and The Inbred Family. Et nyt spændende dansk band, som jeg har fået kendskab til gennem Mod Strømmen. Ikke direkte ved at læse bloggen eller høre radioprogrammet, men fordi jeg er gift med en af radioværterne. Det var da også ham jeg var ude med og som så ofte før hentede han sætlisten efter koncerten. En vane jeg aldrig har skænket en tanke før, men efter at have set Rose Ekens udstilling på Overgaden kunne jeg alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet og spørge om han skulle hjem og brodere.


Rose Ekens undersøgelsesfelt er rockmusikken, som hun ser på gennem broderi, papmache og video.
På Overgadens hjemmeside kan man læse, at Rose Ekens fascination af rockmusikken som kulturelt fænomen blandt andet kommer til udtryk i hendes korsstingsbroderier af forskellige bands’ håndskrevne sætlister: "Det fine hvide silke og det detaljerede håndarbejde står i skarp kontrast til den oprindelige sætlistes flygtige natur; efter koncerten har sætlisten udtjent sin funktion og efterlades skødesløst på scenekanten eller glemmes mellem de halvtomme flasker i bandrummet. Ved at stille skarpt på dette ellers oversete element ved en koncert, peger Eken på listens betydning, som det eneste konkrete objekt der står tilbage når lyden forstummer". Man kan også sige, at ved netop at bruge broderiet, som typisk er en kvindelig beskæftigelse, sætter hun dette op mod den meget maskuline energi, der ofte er i rockmusikken.


Personligt er jeg dog mest begejstret for hendes videoinstallation, "Because the Night (Belongs to Us)". En videocollage af dokumentar, filmklip og Ekens egen miniatureverden i papmache.

I forbindelse med udstillingen afholdes der en række koncerter. Programmet kan ses på Overgadens hjemmeside.

Læs interview med Rose Eken
Rose Eken har også været gæst på radioprogrammet Mod Strømmen. Link til udsendelsen kan findes på Mod Strømmens blog.

Og, hvorfor ikke slutte, hvor jeg startede. Her Emma Acs and The Inbred Family med Green Stars and an Orange Sun. God fornøjelse.

søndag den 5. september 2010

På museum en mandag

I morgen er det mandag og alle museer har lukket. Hvis du alligevel har frygteligt lyst til et museumsbesøg, så tag en (virtuel) tur til Bremen Kunsthalle. Det kan klares fra computeren. Det virtuelle museum lukker aldrig.


torsdag den 2. september 2010

Kunstquiz


Der er da ikke noget som en Kunstquiz fra 1980 ´erne. Hvis du er enig i det synspunkt, kan jeg anbefale at gå ind på DR Bonanza. Selv så jeg med stor fornøjelse dagens genudsendelse på DRK, hvor eks-skolens kunstnere havde en fremtrædende plads. Blandt andet opførte en ung Eric Andersen  en performance. Absolut ikke kedeligt! Desværre er  lige det program ikke lagt på hjemmesiden.
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH