Museumsbygningen

Den 6.december afholder Museumsbygningen aktion over en privat samling af Skagens malerier og tegninger. Blandt disse befinder, der sig forunderligt nok et maleri af Harald Slott-Møller(1864-1937). Den store forundring over, hvordan en symbolist kan skifte til at være Skagensmaler går over, når man ser motivet. Titlen, som ikke kommer fra kunsterens hånd, lyder "En dame stående ved husmur, antagelig Marie Krøyer". Der er ingen datering, men det er med meget stor sandsynlighed malet før 1900. Omkring årtusindeskiftet tog uoverensstemmelserne mellem ægteparret Slott-Møller og den øvrige kunstnerverden til og Harald Slott-Møller har næppe været inviteret til Skagen efter denne periode. Samtidig er det et meget atypisk maleri for ham. Det kunne derfor godt være malet af en ung Slott-Møller som et eksperiment.

Et andet atypisk maleri er et efterårsmotiv af P.S.Krøyer: " Kunstnerens hus i Skagen". Det er heller ikke dateret. Det atypiske er naturligvis årstiden. Sjældent ser man et efterårsmotiv fra Krøyers hånd.

Der er eftersyn fra d.24.november - 8.december og der udgives et katalog skrevet af Elisabeth Fabritius og Peter Broe. Dette kan rekvireres ved henvendelse til Museumsbygningen Kunstauktioner og udkommer medio november.

Frans Schwartz Selvportr�t

Frans Schwartz

På Østerbro ned mod søerne ligger et hus, der længe har fascineret mig. Huset ejes af Soldenfeldts Stiftelse af 1894. Grundlagt for at give et hjem til enlige kvinder som gennem livet havde arbejdet som lærerinder, hus- eller syjomfruer og som tjenstepiger, men som i alderdommen ikke havde de fornødne midler. Helt op til i dag kan lejlighederne kun lejes af enlige kvinder på 50 år eller derover, men der er slækket på den tidligere stillingsbetegnelse og i huset bor i dag også kvinder, der stadig er i arbejde. Selve huset vil jeg vende tilbage til en anden dag. Det der i dag intereserer mig er festsalen. Her malede Frans Schwartz en allergori over lignelsen om de syv gode og syv dårlige jomfruer. Som det sikkert er bekendt gik alle 14 jomfruer ud for at møde Jesus, men kun de syv gode jomfruer havde taget ekstra olie med til deres lamper og var derfor de eneste, der så ham. Frans Schwartz havde jeg aldrig hørt om før jeg begyndte at læse om stiftelsen. Måske ikke så mærkeligt. Et opslag i Weilbach viser, at litteraturen om ham er meget ringe og ikke inkluderer nyere kunsthistoriske værker eller monografier. Senest har han været udstillet på Fyns Kunstmuseum i 1990. Museet har selv 6 værker af Schwartz. Født i 1850 var han en del af den generation, der gjorde oprør mod Kunstakademiet og han var medstifter af De frie Kunstskoler, hvor han fra 1884-85 ledede forberedelsesklassen. Selv gik han dog på Akademiet fra 1866-72. Han havde penge nok til at være økonomisk uafhængig og kunne derfor frit male som han ville. I Weilbach knyttes han til Carl Bloch og den franske salonkunst og der i ligger nok en del af grunden til hans manglende eftermæle. Denne del af kunsthistorien har været betragtet som lettere underlødig og betragtes stadig stort set sådan. Festsalen i Soldenfeldts Stiftelse og Fløjtespillerske på Fyns Kunstmuseum viser muligvis en inspiration, der peger tilbage på præ-rafaelitterne, men uden deres skarphed. Det ville der ikke være noget underligt i, da de kredse Schwartz færdedes i diskuterede og kendte til strømningerne i blandt andet England, men det kræver naturligvis en større undersøgelse at underbygge den strøtanke. Det kunne dog være en ekstra grund til glemslen.