mandag den 11. oktober 2010

Sine Lewis på Kunstfestivalen Tumult

I fredags var jeg ude at gå en tur på en meget anderledes bro. Den bugtede og snoede sig i landskabet for at ende som udsigtsplatform over den smukkeste sømose.



Sine Lewis har omsat bevægelserne på en blød mosegrund i en bro. Et valg som forbinder mosen med den fjord den var engang. En fjord som løb ud i havet med varierende vandspejl alt efter vejret. Bølger i blæsevejr og stille blankt vand på en vindstille dag. Fjordens form kan man aflæse i udsigtsplatformen. 

I middelalderen var Borre Sømose på Møn,  hvor værket står, en fjord og grunden til, at Borre var en driftig købstad. Omkring 1500 sandede vigen til og selvom mindre skibe kunne sejle ind til byen helt op i 1700 tallet var det ca. 100 år efter helt slut. Byen var ikke længere en havneby og havde allerede i 1648 mistet sine købstadsrettigheder. Fjorden blev inddæmmet, men det tidligere vådområde sætter sine spor, når husene i byen sætter sig. Et faktum som det også er muligt at læse ind i Sine Lewis´ værk.

Det er naturligvis på eget ansvar at gå på broen og værket kan også opleves uden, selvom jeg vil vove at påstå, at det ikke er med samme intensitet.

"Broen" er Sine Lewis´ bidrag til kunstfestivalen Tumult (22. august - 24. oktober 2010)

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH