agnes b

agnes b er mere end bare tøj. Det er også 2 gallerier, et filmselskab og et kunstmagazin, som kommer af en ejer, der brænder for kunst.
Tøjet begyndte hun at sælge for 30 år siden og først i 90érne blev hendes cardigan pression - en jersey cardigan med trykknapper - æret på en udstilling over det bedste inden for fransk design på Centre Pompidou. Hun siger selv i et interview i Art Review (2004), at hun ikke er så interesseret i mode "I love to circulate art, and I like artist to be free to make work". Derfor laver hun sammen med Hans Ulrich Obrist kunstmagazinet Point d´Ironie. I hvert nummer - der kommer seks numre om året - får en kunstner carte blance til at fylde siderne.Magasinet uddeles gratis i agnes b´s butikker, i hendes galleri og på udvalgte museer.I interviewet fra 2004 drømmer hun om at dele det ud i busser og på metrostationer. Tænk sig, hvis du istedetfor Metro, Urban og hvad de nu ellers hedder, fik stukket et kunstmagasin i hånden i morgen, når du søvndrukken kører gennem byen for at komme på arbejde! Desværre kun en drøm.

Documenta og kogekunst

Marina Calamei "Tuffo zen"



Ja, ja, knap har man udskrevet gastronomien af kunstens historie før Documenta med vanlig sans for at gøre det usædvanlige indskriver den. Documenta 12 løber af stablen i Kassel til næste år og har inviteret stjernekokken Ferran Adriá (Rest. el Bulli). En ikke helt almindelig kok med usædvanlige sammensætninger af ingredienser og fantastiske tallerkenkreationer. Ferran Adriá er selv ikke helt sikker på om han deltager. I en samtale mellem ham og museumsdirektør Manuel Borja-Villel (Museum for Samtidskunst Barcelona, MACBA) i kunstmagasinet "art" siger han, som han også tidligere har gjort det, at han er kok, ikke kunstner.Han påpeger, at en så klar forudsætning som, at hans arbejde ikke kan udstilles gør deltagelsen til en stor og vanskelig udfordring. Dette er der dog mange kunstnere, der har været stillet over for tidligere og Borja-Villel fejer da også dette argument af bordet. Til gengæld rejser han spørgsmålet om, hvorvidt et værk, der udelukkende er skabt for at tilfredsstille nydelsen kan finde plads inden for en kritisk kunstpraksis. Der overser han dog en væsentlig ting i det kunst også er at stille spørgsmålstegn ved det givne, sætte tingene anderledes sammen og der ser jeg klart, hvorfor Documenta har valgt Ferran Adriá. Hans tallerkner er nok skabt til nydelse, men han har bragt ingredienser ind i gastronomien som ikke tidligere har været der og sat gamle sammen i nye kombinationer. Dog vil det ikke være muligt for samtlige gæster på Documenta 12 at opleve smagen og dermed vil det kun være muligt at dokumentere værket. Lidt som den performance man aldrig så live og nu må se på video. Det er en interessant diskussion Documenta rejser og om ikke andet fik vi den. Jeg er spændt på, om vi får Ferran Adriás værker at se til næste år og i så fald, hvordan han løser opgaven.

Viva Italia

Kan mad sidestilles med kunst eller høre ind under denne kategori? Nogen vil måske mene det. At lave god mad ér en kreativ proces, at se på mad kan være en æstetisk nydelse eller afsky, men der er én væsentlig forskel: mad indtager vi og den vil derfor altid have den ekstra dimension, at den på denne måde spiller på et følelsesregister, der rækker ud over det æstetiske. Alligevel får maden lov til at komme ind på min blog i dag. Simpelthen fordi god mad er lige så vigtig som god kunst. Vi skal have mad for at overleve fysisk, men for at overleve åndeligt vil jeg vove at påstå, at den mad skal være af høj kvalitet.
Ude på Østerbro ligger det Sicilianske Kulturhus. En lille butik drevet på entusiasme og kærlighed til Sicilien. De afholder nogle vældig hyggelige vinsmagninger, hvor maden er lige så vigtig som vinen. I den usnobbede atmosfære der er over disse smagninger, vil jeg vove at påstå at man lærer mere om vin og sammensætningen af vin og mad end man gør til en hvilken som helst anden vinsmagning, hvor det går ud på at kunne sætte en masse fagudtryk på vinen, gurgle og endelig ikke synke. Man bliver måske også en smule mere beruset, men så går snakken også bedre :-)




Siciliansk rock er ikke det vi hører mest herhjemme, men det er lykkedes mig at finde et band fra Catania, som jo mere jeg hører det, jo mere vinder det. Du kan selv lytte til dem her

Og endelig for at blive i det italienske, så har jeg i dag startet en ny serie på Myspace: Italian Contemporary, som skal køre sideløbende med Danish Contemporary. Todays picture er af Marta Dell Angelo