Sonia Delaunay

"I have led three lives:one for Robert, one for my son and grandsons, a shorter one for myself. I don´t regret not having given myself more attention. I really did not have the time"

Sonia Delaunay (1885-1979) vigede som så mange andre af datidens kvinder staffeliet for at give plads til sin mand, Robert Delaunay. Det gjorde hende nu på ingen måde inaktiv, blot var der ikke plads til to malere i samme hus. Den farveteori som de i fælleskab udviklede og kaldte simultanisme omsatte hun, mens hendes mand levede, i design. Efter hans død i 1941 tog hun igen maleriet op.
Simultanisme baserer sig i korte træk på Chevreuils bog "On the law of the simultaneous contrast of colours". Ved at overlappe cirkler og flader sat sammen efter teorien om kontrastfarver skabes en dynamisk flade, der udtrykker det moderne livs rytme.
Sonia Delaunays modedesign blev en kontrast til datidens mere konservative og ensformige farver og former.



Hensigten var at forøge kroppens naturlige bevægelser og gennem dem etablere en flimrende bevægelse af farver. Dette budskab gik rent ind hos andre af datidens kunstnere, som tog tråden op med at designe tøj.



Sonia Delaunay kom ud af en rig russisk familie og flyttede til Paris i 1905. Denne rigdom gav hende en hvis form for frihed men efter den russiske revolution blev det en nødvendighed for hende at tjene penge. Den familieformue, der tidligere havde hjulpet hende, blev konfiskeret. Hun udvidede sit repertoire til også at omfatte teaterkostumer, producerede mode kommercielt og åbnede en butik: Den Simultane Boutique. Af mere kontroversielle designs er de hun udarbejdede til biler.



Jeg kan kun anbefale at kigge nærmere på denne Bugatti T35 fra 1924. Sonia Delaunay lavede flere designs for Bugatti. Hvorvidt designet for Citroen B12 fra 1925 blev sat i produktion ved jeg ikke, men det var muligt at iføre sig en matchende dragt bestående af nederdel, frakke og tørklæde.

Når man kigger på Sonia Delaunays aktiviteter, som foruden de nævnte også omfattede bogomslag, plakater, lampeskærme, puder, gardiner og andet til hjemmet, er det ikke svært at se, hvorfor hun "really did not have the time".

Ha´et rigtig godt nytår

Tre dage-To udstillinger

Regnen slog mod ruden og vinden peb om hushjørnerne - ikke et vejr at jage en kommende kunsthistoriker ud i. Slet ikke når der lå en god stak kunstbøger og ventede foran lænestolen. Så altså ingen udstilling i dag. På sin vis tog vi også to i går idet øverste etage i Kunstforeningen rummer en udstilling med kunstnergruppen "Paint over"(Jonas Hvid Søndergaard, Lars Christensen, Ivan Andersen & Troels Aagaard, læs mere her). Det kan man vist godt kalde en fornyelse af maleriet:flydende maleri. Sjovest er værket Accelerator. 4 skærme, 4 i første omgang ubevægelige malerier og bang ryger en grøn kugle gennem dem alle fire. River fra hvert maleri en genstand eller et fragment med sig som igen river et andet fragment med sig som ind i mellem strander i et hjørne for senere at blive revet videre. Et af de to andre værker der er udstillet har navn efter gruppen. Det spiller mere på grænsen til animation, men du kan selv tjekke det ud ved at et klik artpod. Her kan du også se det tredie udstillede værk: Digitale Interventioner, foruden en række andre værker af danske videokunstere som Jesper Just, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Pernille With Madsen. Artpod er lavet af organisationen Artnode.



En af de kunstbøger der lå ved siden af lænestolen var "Kunstnere på tale" af Lisbeth Bonde. Den havde jeg egentlig glædet mig til at læse, men desværre ved Lisbeth Bonde ikke, at der er et specielt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden- og der er hedt. Så på trods af, at der er tale om interviews med nulevende kunstnere har hun kun taget to kvindelige med nemlig Anna Thommesen og Jane Muus. Fokus er ifølge indledningen rettet mod de sporskift, som den danske kunst oplevede i tiden op til krigen og årtierne lige efter. Ved at interviewe fortrinsvis mandlige kunstnere viser Bonde sig som en kunsthistoriker af den gamle skole, som mener at kun de kanoniserede, hyldede og ærede (Bondes eget ordvalg) er en del af kunsthistorien. Hun gentager dette synspunkt senere i indledningen:....her må man have for øje, at de kvindelige billedkunstnere - i modsætning til deres forfatterkolleger - først i de seneste to årtier er rykket frem i forreste linje på kunstscenen, og det står stadig sløjt til med hensyn til deres museumsrepræsentation. Det er ikke et synspunkt jeg deler. Hverken kunsthistorien eller historien består udelukkende af kanoniserede helte. De kvinder der arbejdede som kunstnere i tiden op til krigen og de årtier lige efter, der i følge Bonde går helt op til 60 ´erne qua interviews med Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen, er også en del af historien. Selvom de er sparsomt repræsenterede på museer skabte de også kunst og er dermed en del af kunsthistorien. Nogle af dem gør det endnu - måske var Ursula Reuter-Christiansen ikke hjemme den dag Bonde tog til Bogø, så hun måtte nøjedes med manden - Henning Christiansen

Det er vist tid til en Guerrilla Girls aktion.

Tre dage - tre udstillinger. Dag 2

Olivia Holm-Møller

Vi er nu nået til dag 2 i min miniferie og dagens udstilling er Moderne Kvinder, Kunstforeningen Gl. Strand (til 28.januar). Det er en lille, men måske dermed så meget stærkere udstilling. Hvor Impressionismens Kvinder har kvinden som motiv i fokus har Moderne Kvinder den kvindelige maler som sit omdrejningspunkt. Vi er rykket frem i tiden, om på den anden side af 1900 og kvindens stilling har ændret sig. Alligevel er kønnet stadig en forhindring for succes (og som Bente Scavenius skriver i sin anmeldelse af udstillingen er der ikke rykket væsentlig ved det faktum selvom vi nu har passeret endnu et årtusindskifte). Det er slående, når man går rundt i udstillingen. Motiverne er ikke væsentligt forskellige fra de motiver deres mandlige kollegaer valgte og hverken teknikken eller udtrykket adskiller sig fra hvad man ser hos periodens berømte mænd. Kønnet er forskellen.
Franciska Clausen, Christine Swane, Ebba Carstensen og Olivia Holm-Møller er blandt de danske repræsentanter og vel nok kendt af de fleste kunstintresserede i Danmark. Alle tre er, så vidt jeg er orienteret, repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling, men hvorvidt de hænger fremme vil morgendagen vise.Desuden er der værker af Astrid Holm og Anna Klindt Sørensen.



Af de øvrige nordiske repræsentanter gjorde finnen Helene Schjerfbeck et dybt indtryk på mig. Hendes rene linier taler direkte til mig. Det afbillede værk er ikke med på udstillingen, men der i mod en række andre i samme stil.