Arthur Köpcke

Der er mange gode oplevelser som kurator. En af de helt store i forbindelse med Laboratorium var at pakke Arthur Köpckes værker ud. Lidt ligesom at åbne et brev fra en længe savnet ven. Og spændingen holdt længe, da Köpckes værker er skrøbelige og derfor pakket omstændigt ind.

Da værkerne blev udstillet for første gang i 1969 var lærredet tomt, men alle havde en titel. Budskabet var enkelt:

Og eviggyldigt:

Det kan måske undre en, at så mange gik rundt med bolde i lommen, men mindre, at mange havde et lommespejl i tasken. Ikke alle kvinder havde smidt læbestiften ud. Enkelte mænd havde også stadig et stribet lommetørklæde i bukselommen......

Det handlede om at skabe i fællesskab og få folk til at arbejde sammen. Da jeg for et par uger siden talte om Köpckes værker på udstillingen til en, som havde været med i Fluxus bevægelsen, fortalte han om dengang, de havde sat folk på en bus. Ingen vidste hvor de skulle hen og hvad der skulle ske. Bussen kørte til Ringsted, satte folk af og kørte hjem igen. For at komme hjem måtte de samarbejde. I dag var den nok ikke gået, men der er heldigvis stadig kunstnere som skaber værker, der kræver, at vi deltager for at fuldende det. Både i bogstavligste forstand og inddirekte i vores opfattelse af værket. Hvis ikke er vi blot beskuere.

Værkerne  på udstillingen er udlånt af Kunst på Arbejdspladsen.