En af de ting der optager mig meget for tiden er det svære i at beskrive en kunstoplevelse. Hvordan forklarer jeg det indtryk, som værket gjorde på mig? Det unikke ved kunst er jo, at det tilhører et helt andet sprog. Det giver os et frirum og mulighed for at opleve andre sider af livet end den umiddelbart nære tekstlige virkelighed. Derfor tyr vi oftest til de mere faktuelle ting, når vi skal beskrive et kunstværk. Det gør jeg også her, men værket er altså meget mere end det.
Til forskel fra sidst havde jeg denne gang bedre tid og jeg så derfor værket tre gange. Det lønnede sig. For det første nåede jeg at nå ind i den nærmest meditative tilstand, som værket lægger op til. For det andet så jeg for hvert gennemsyn nye detaljer.
Den altovervejende følelse, som jeg stod tilbage med var, at jeg havde fået et kig ind i paradis før syndefaldet. Eva er sorgløs og fri. Hun kender ikke til den syndige krop og hun kender ikke til det hårde arbejde, som menneskeheden blev dømt til, da hun spiste af æblet.
Udover værkets oplagte reference til barokken bed jeg også mærke i en anden. Nemlig referencen til Sergio Leones spaghettiwesterns og Morricones musik til samme. Prøv selv at lyt til musikken og se så på ovenstående still foto, som muligvis også får nogen til at tænke på Dreyers Jeanne D´Arc.
Resten af oplevelsen sidder i kroppen på mig og har ingen forbindelse med sprogcenteret i hjernen.
Værket kan ses ind til d.25. april - søndag er altså sidste chance. Louisiana har åbent 11-22 tirsdag - fredag. Lørdag og søndag 11-18.
