Foto: Allan Grant LIFE magazine
Aktionen var en opfølgning af "Homage to New York" som Tinguely opførte i MOMAs Skulturhave i 1960. Tanken var, at skulpturen som bl.a. bestod af et piano, et badekar og 80 cykelhjul, skulle destruere sig selv og forsvinde. I New York gik det ikke helt som planlagt. Den selvdestruktive maskine havde svært ved at eksplodere og selve aktionen løb mere eller mindre ud i ingenting. Dog lykkedes det tilsidst, hvorefter en brandmand straks ilede til og slukkede ilden. Det lykkedes flere af tilskuerne at samle stumper af installationen som souvenirs og MOMA har i dag også enkelte dele af den i deres samling. Der i mod fungerede "Study for an end of the world" i Nevada Ørkenen i 1962 helt efter planen. Desværre er der ikke skrevet helt så meget om denne aktion.
Tinguely har selv sagt om de selvdestruktive maskiner, at tanken var kunstnerens totale frigørelse fra materialet. I opbygningen af installationen var det ikke så vigtigt om konstruktionen var stabil. Dens levetid var alligevel kort. Samtidig blev selve eksplosionen en uforudsigelig del af værket. Røgen der steg op kunne kunstneren ikke styre. Ligesom lyden. Endelig var tanken med den totale destruktion, at værket skulle stå tilbage som en ide. Et værk som kun eksisterede i bevidstheden på dem, som havde set det destruere sig selv. Dette betød for Tinguely endnu en frihed. Nemlig friheden til et uendeligt antal af fortolkninger. Nogle ville se værket som en joke, nogle ville tillægge det symbolsk værdi, andre igen ville sige, at det ikke havde nogen betydning.
Læs om "Homage to New York" i Time Magazines arkiv
Lyt til Kaira Cabanas frokosforedrag på MOMA om "Homage to New York"
