Viser opslag med etiketten Museer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Museer. Vis alle opslag

tirsdag den 8. september 2009

Nyt museum i Malmø

D.26. december i år åbner Moderna Museet en filial i Malmø. Museet får til huse i John Smedbergs gamla elektriktetsværk fra 1901. Bygningen rummede indtil 2006 kunsthallen Rooseum og det har altså taget 3 år at forhandle sig frem til en ny funktion.


Foto: Jan Engsmar

Fokus vil naturligt være på den moderne kunst og det er hensigten både at have en flydende samling, som skiftes ud ca. hvert år, samt særudstillinger. Den første særudstilling bliver dels med Luc Tuymans, dels med Astrid Svangren og den første samling sætter fokus på 60´ernes kunst.

I min research faldt jeg over følgende sætning på Rooseums hjemmeside:"När Nittve slutade tog Bo Nilsson över vilket tyvärr inte gick lika bra.". Undskyld, men den kunne jeg bare ikke lade være med at give videre......

Leder af det nye museum er Magnus Jensner, som kommer fra Dunker Kulturhus i Helsingborg. Det lover ganske godt, når man tænker på, hvilke udstillinger der trak en til Helsingborg, før byrådet besluttede sig for at Dunkers Kulturhus skulle have en lokal fremfor international profil.

Læs mere om Moderna Museet, Malmø
Læs mere om det hedengangne Rooseum

torsdag den 3. september 2009

Det lærende museum

En af de mange opgaver et museum har er efter min mening at give museets brugere mulighed for at blive klogere. Der er mange måde at gøre dette på. Oplevelse og leg er en af dem, men for dem, som vil dybere ind i stoffet end en oplevelsesorienteret formidling af en udstilling, er internettet en oplagt mulighed. Til forskel fra et museumsbesøg, som ofte er bundet sammen med det sociale, som ligger i at se en udstilling sammen med familie eller venner, kan internettet give mulighed for en større fordybelse og tilegnelse af viden.

Dette har TATE taget til sig og på museets hjemmeside finder du en hel side med e-læring.
Et af disse programmer er forbundet med museets åben universitets dage og på siden kan alle (gen)se dagens forelæsninger. Det tager desværre ret lang tid at overføre de enkelte videoer, men det kan sagtens skyldes min computers langsommelighed.
Et andet program er et samarbejde med iTunes U, den del af iTunes, hvor du finder undervisningsmateriale. Her ligger en række videoer med kunstnerinterviews, forelæsninger, samtaler og diskussioner og en pakke til undervisere. Desuden ligger der en række podcasts.
Og endelig er der blandt de 10 tilbud siden byder på en serie med artist talks - BT series. En introduktion til tre kunstnere (Tracey Emin, Antony Gormly og Rachel Whiteread) blandet med spørgsmål til kunstneren. Spørgsmålene er stillet på forhånd og det er desværre ikke lykkedes mig at gennemskue om de kommer fra museets brugere eller den der har udført interviewet, men spørgsmålene giver nogle nedslag i kunstnerens arbejde.

Ideen bag e-læring folder TATE også ud på YouTube, hvor du blandt andet kan se dette interview med Elmgreen og Dragstedt.



Krydsblogget på min hjemmeside

tirsdag den 17. marts 2009

Direktørens nyhedsbrev


Fra The Metropolitan Museum of Arts YouTube side

På The Metropolitan Museum of Art kan du for øjeblikket blandt andet se en udstilling med Pierre Bonnard samt tegninger fra Jean Bonnas samling. Se mere om museets udstillinger i denne "Nyhedsvideo" fra direktør Thomas P. Campbell. Hør desuden om deres Flickr konkurrence It´s Time We Met og se billederne ved at følge dette link

Dette indlæg er krydsblogget på Webformidling med en længere tekst rettet mod dig, som arbejder med eller har anden interesse i webformidling.

onsdag den 11. februar 2009

Down the subway

MoMA bringer nu kunsten ud til alle. I et større projekt, som skal gøre opmærksom på museet, tårner billboards af museets værker op i undergrunden. Men vi andre kan også være med.



projektets hjemmeside kan du tage en videotur rundt i "udstillingen" og du kan klikke på udvalgte værker, som Meret Oppenheimers pelsbeklædte kop. Du kan downloade en audioguide til værket og enten høre den på din pc eller overføre den til din mp3 afspiller eller ipod. Det sidste giver rigtig god mening, hvis du er på vej til New York. Men skulle du pludselig stå der uden at have downloadet guiden, kan du ringe gratis til en MoMA faktalinie. På hjemmesiden kan du også downloade et kort, så du er sikker på, at du får det hele med. Og, hvis du er i New York har du sikkert dit kamera med og knipser løs. Bagefter kan du tilføje dine fotos på hjemmesiden.

Det skal måske lige nævnes, at hjemmesiden kræver Internet Explorer 7 eller de to alternativer Safari og Mozilla Firefox.

tirsdag den 10. februar 2009

Portrætter af høj kvalitet

The National Portrait Gallery i London har lanceret deres nye hjemmeside og der er en del gode ting at hente.

Det første der skal nævnes er introduktionen til udstillingen Taylor Wessing Photographic Portrait Prize. Her er der audio interviews med de 5 pristagere og det fungerer rigtigt godt sammen med det højkvalitet foto af vinderværket, der følger med. Det, at fotoet dukker op som et ekstra lag på siden, er en teknisk detalje, som tiltaler mig.
For os som kan lide at lege, er det muligt at designe en plakat af egne fotos og sende den til vennerne. Der er nogle tekniske begrænsninger, som gør, at det ikke bare lige er at gøre, hvis ens fotos ligger på computeren i en høj opløsning. En anden forhindring er, hvis fotoet er på langs. Det kræver altså lidt arbejde i et fotoprogram inden legen starter, men så kan det også gå hen og blive sjovt. Endelig kan man købe kataloget on-line.



En sjov detalje på forsiden er Today´s the day. I dag er det for eksempel Harold Macmillans fødselsdag (tidligere premierminister), hvilket giver museet mulighed for at vise samlingens portrætter af Macmillan.

Der er tænkt meget over systematiken på hjemmesiden og det kommer til udtryk i den måde samlingen er inddelt. Desværre går jeg altid død i så stor en mængde information, men for mere tålmodige og målbevidste sjæle er der helt sikkert noget at hente. De lynnedslag jeg lavede, bekræftede mig i, at jeg slet ikke er sikker på, at det er en god ide at lægge så stor en del af ens samling ud på hjemmesiden. Måske ville det være en lang bedre ide at lave en særskilt database udenfor hjemmesiden, hvor brugeren kan søge, når behovet er der. Ganske enkelt fordi det jo er en database og ikke formidling. Jeg ville langt hellere have haft en mindre mængde, og jeg tænker i størrelsesorden 10 stk, og så en jævnlig udskiftning. Med en mindre mængde ville der også have været mulighed for at tænke på formidlingen. Jeg ville rigtig gerne have fortsat med at høre og se og undrer mig over, at der ikke er gjort brug af de audio guides museet er i besiddelse af.

Foruden udstillinger og samlingen kommer hjemmesiden også rundt om museets forskning, formidling og udadvendte liv, men det er en ganske anden historie.

Læs om hjemmesiden på artdaily.org

lørdag den 24. november 2007

Hvem sagde det mørke Jylland?

For et stykke siden havde Kristeligt Dagblad et tema om kulturen i provinsen under overskriften "Kulturen flytter til Provinsen". Igen var det de store kulturinstitutioner, der fik omtalen, men der er andet end AROS og Horsens Ny Teater i Jylland. Bare i området omkring Thy er det lykkedes mig at finde flere steder, der er værd at kigge nærmere på.

Landart Vester Thorup Klitplantage



Det hele startede i 2004 med et symposium på Kirsten Kjærs Museum, Metamorfose. En gruppe kunstnere diskuterede begrebet land-art og diskussionerne satte spor i landskabet. Projektet fortsatte i 2005 og nu står der i Vester Thorup Klitplantage en række værker, der forholder sig til og lever med skoven.

Kirsten Kjærs Museum



Som så mange andre - især kvindelige - kunstnere er Kirsten Kjær svagt repræsenteret på de danske museer, men her i Vester Thorup, hvor hun kom fra, har hun fået sit helt eget museum.
Kirsten Kjær malede fortrinsvis portrætter både af kendte og mindre kendte. Malerierne er ekspressive, ind i mellem med et satirisk strøg.
Museet fungerer også som udstillingssted og kreativt center. Gæsteboliger og værksteder står åbne for besøgende kunstnere og museet arrangerer kurser for alle interesserede.

Hygum Kunstmuseum



Tæt ved Lemvig ligger Hygum Kunstmusem. I et gammelt missionshus er det lykkedes Lisbeth Hermansen at skabe et eksperimenterende kunstmuseum, der rummer kunstnere som Ursula Reuter Christiansen, Eva Öhrling, Niels Erik Gjerdevik og Anita Jørgensen. Alle værker er lavet på stedet og doneret til museet.

Jens Søndergaard



Jens Søndergaard møder du flere steder i Thy. Billedet her er fra Thisted Bibliotek,som Jens Søndergaard udsmykkede i perioden 1937-39.
Længere sydpå i Heltborg ligger der et lille museum, som ændrede mit syn på Jens Søndergaard som mørkemaler. Her møder du den glade Jens, der maler solskinsmotiver fra livet i Thy.
Endelig kan du tage over mod Lemvig, til Ferring/Bovbjerg og se Jens Søndergaards Museum. Her hænger der store malerier af det hav, der bruser lige udenfor og af det folkeliv der udspillede sig på egnen. Her møder du kun i et enkelt maleri den mørkemaler, som kunsthistorien har lagt så stor vægt på og som giver et ensidigt billede af en maler med mange udtryk.

lørdag den 27. oktober 2007

Kan pingviner flyve?

Skive Kunstmuseum optimerer og har ambitiøse planer om Skive NY Kunstmuseum. Indtil da kan du fornøje dig med deres online udstilling.



Hvis jeg skal vælge tre ud af dem, som jeg har set indtil nu, så bliver det disse tre:
Frédéric Durieu "Zoo". Jeg valgte den med pingvinerne.
Trevor van Meter "Flyguy" For at få noget ud af den, må du selv være aktiv på piletasterne.
Kassandra Wellendorf "Don´t Leave Me Alone". Her bruger du musen.

tirsdag den 31. juli 2007

Vestsjællands kunstmuseum - Sorø

Jeg bliver aldrig træt af at lede opmærksomheden hen på Jens Søndergaards "solskinsværker". Det ensidige billede, der i den meste litteratur om hans værker tegnes, giver det indtryk, at han var en "mørkemaler" præget af det indremissionske miljø han levede i. Dog var han en mere kompleks kunstner, der også kunne se det lyse i tilværelsen.



Et eksempel på dette hænger på Veststjællands Kunstmuseum i Sorø. Et fint lille museum med et varieret udvalg af kunst i perioden middelalder - samtid. Har du lyst til en lille appetitvækker inden du tager afsted, kan du se et 10 minutters indslag fra TV Øst om museet, der af seerne er kåret som Sommerens Bedste Museum.
Vi testede museets børnevenlighed, men fik aldrig brug for det udleverede materiale. Der var nok trolde, badende nymfer, små piger med perlekæder, cowboyer og andet godt til at holde en 5-årig fanget.



En is er jo aldrig af vejen, så da Sommerens Bedste Is (igen kåret af TV Øst) også ligger i Sorø, måtte vi forbi Emils Chokolade for at se om det nu også er rigtigt. Og, det er det!



I den anden ende af byens hovedgade ligger butikken Bellis. Her er der et bredt udvalg af alt fra køkkenudstyr til kjoler, men aller mest spændende er det bagerste hjørne med udvalgte loppefund og ikke mindst disse puder, som er butikkens eget design.







Og, ikke mindst kan man gå en tur i akademiets have. Hvis man altså kan nå det, inden det begynder at regne igen.
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH