Viser opslag med etiketten Ture. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ture. Vis alle opslag

søndag den 20. januar 2008

Thingbæk Kalkminer

Min barndoms sommerferier foregik altid i Danmark. Et par enkelte gange på Sjælland og Fyn, men oftes kørte den lille Opel Kadet, pakket med utålmodige børn på bagsædet, mod Jylland. Det er egentlig ikke meget konkret jeg husker, mere stemninger, men en gang var vi i Daubjerg kalkgruber. Måske kan jeg huske det på grund af osten, der også den gang blev lagret i kalkgruben. Om vi også var i Mønsted Kalkgruber erindrer jeg ikke, men jeg ved med sikkerhed, at vi aldrig var i Thingbæk Kalkminer.



Thingbæk kalkminers ejer var billedhuggeren Anders Bundgaard og da kalkbrydning på et tidspunkt ikke længere var rentabelt, fik han den ide at lave minerne om til skulpturmuseum. Grundbestanden er hans egne skulpturer, men i 1969 skænkede Ålborg kommune C.J. Bonnesens (1868-1922) gibsmodeller til Thingbæk Kalkminer.



Anders Bundgaard er nok mest kendt for Gefionspringvandet og det var da også mit første møde med ham. Springvandet har fascineret mig lige siden. Fuld af kraft og dynamik fortæller det myten om Gefion, der på en nat skabte Sjælland ved at pløje et område ud af Sverige, som senere blev kastet i havet mellem Fyn og Sjælland.

lørdag den 24. november 2007

Hvem sagde det mørke Jylland?

For et stykke siden havde Kristeligt Dagblad et tema om kulturen i provinsen under overskriften "Kulturen flytter til Provinsen". Igen var det de store kulturinstitutioner, der fik omtalen, men der er andet end AROS og Horsens Ny Teater i Jylland. Bare i området omkring Thy er det lykkedes mig at finde flere steder, der er værd at kigge nærmere på.

Landart Vester Thorup Klitplantage



Det hele startede i 2004 med et symposium på Kirsten Kjærs Museum, Metamorfose. En gruppe kunstnere diskuterede begrebet land-art og diskussionerne satte spor i landskabet. Projektet fortsatte i 2005 og nu står der i Vester Thorup Klitplantage en række værker, der forholder sig til og lever med skoven.

Kirsten Kjærs Museum



Som så mange andre - især kvindelige - kunstnere er Kirsten Kjær svagt repræsenteret på de danske museer, men her i Vester Thorup, hvor hun kom fra, har hun fået sit helt eget museum.
Kirsten Kjær malede fortrinsvis portrætter både af kendte og mindre kendte. Malerierne er ekspressive, ind i mellem med et satirisk strøg.
Museet fungerer også som udstillingssted og kreativt center. Gæsteboliger og værksteder står åbne for besøgende kunstnere og museet arrangerer kurser for alle interesserede.

Hygum Kunstmuseum



Tæt ved Lemvig ligger Hygum Kunstmusem. I et gammelt missionshus er det lykkedes Lisbeth Hermansen at skabe et eksperimenterende kunstmuseum, der rummer kunstnere som Ursula Reuter Christiansen, Eva Öhrling, Niels Erik Gjerdevik og Anita Jørgensen. Alle værker er lavet på stedet og doneret til museet.

Jens Søndergaard



Jens Søndergaard møder du flere steder i Thy. Billedet her er fra Thisted Bibliotek,som Jens Søndergaard udsmykkede i perioden 1937-39.
Længere sydpå i Heltborg ligger der et lille museum, som ændrede mit syn på Jens Søndergaard som mørkemaler. Her møder du den glade Jens, der maler solskinsmotiver fra livet i Thy.
Endelig kan du tage over mod Lemvig, til Ferring/Bovbjerg og se Jens Søndergaards Museum. Her hænger der store malerier af det hav, der bruser lige udenfor og af det folkeliv der udspillede sig på egnen. Her møder du kun i et enkelt maleri den mørkemaler, som kunsthistorien har lagt så stor vægt på og som giver et ensidigt billede af en maler med mange udtryk.

fredag den 23. november 2007

Niels Gjerdevik i Fields

For ikke så lang tid siden var jeg for første gang i Fields. Storcentre er ikke lige min kop te og jeg havde ikke den store grund til at bevæge mig ud på Vestamager for at se endnu en af slagsen.



Så læste jeg Rune Gade og Camilla Jalvings "Nybrud" og blev opmærksom på, at der nok alligevel var en grund til at pumpe cyklen. Nemlig Niels Gjerdeviks udsmykning af centeret.



Vejen der ud var meget lang, men nu er det jo heller ikke tænkt ind i placeringen, at man skal komme cyklende - bil eller metro tænkte byplanlæggerne. Desværre tænkte de ikke, at lige meget hvilket transportmiddel, der vælges, så skal området omkring Fields fremstå som et attraktivt boligområde. Faktisk troede jeg, at man havde lært af områder som Høje Tåstrup og Ishøj, men det er lige før, at de fremstår attraktive i forhold til de boligområder, der ligger op ad storcenteret.



Det hjalp at komme indenfor. Niels Gjerdevik har løst opgaven fint.
Der er meget, der konkurrerer med kunsten, men lige så stilfærdigt finder den sin plads i arkitekturen. Den prøver ikke at overdøve butikkernes udsmykninger og reklameskilte. I stedet underspiller den sin rolle og vinder der ved.



Samtidig står den i kontrast til alt det hurlumhej, der er i et butikscenteret. Efter en rum tid, måtte jeg trække mig. Ør i hovedet af dårlig popmusik, men en kunstoplevelse rigere.

torsdag den 4. oktober 2007

Skulp-tur

I kunsthistoriestudiet er der et krav om spredning. Denne spredning ligger både i valg af indgangsvinkler - metode/histografi, formidling etc. - og i perioder. Hvorfor spredningen er lagt som en periode før 1400 og en periode mellem 1400 og 1800 kan vel kun de, der har bestemt det, svare på. Et bud kunne naturligvis være, at der her er lagt vægt på historiebegrebet i studiet.
Før 1400 var ikke svært og det var oven i købet sjovt, men nu står jeg med den håbløse 1400-1800. Middelalderen er brugt, så den med lige at snige sig over 1400 går nok ikke - suk. Derfor tog jeg i dag på skulp-tur i håb om at blive inspireret til en opgave om rytterstatuer i København. Ikke fordi rytterstatuer får mit hjerte til at banke, men for at se om der er stof til en opgave om skulpturen og byrummet.
Første stop var ridebanen ved Christiansborg. Godt nok udenfor perioden.


Anne Marie (Carl) Nielsen "Christian IX" på Christiansborg Slots Ridebane, opstillet i 1927, næsten 20 år efter at AMCN vandt den indbudte konkurrence.


H.W.Bissen & Wilhelm Bissen "Frederik VII", 1873. Christiansborg Slotsplads.


Wilhelm Bissen & Martin Nyrop:"Absalon". Opstillet 1902 på Højbro Plads.


Abraham - César Lamaroureux: "Christian V", 1688. Kongens Nytorv.


Jacques-Francois-Joseph Saly: "Frederik V", 1755-71. Amalienborg Slotsplads.

Endelig en konge uden hest:

Knud Nellemose: "Frederik IX", opstillet 1982 på Langelinie.

Over en kop kaffe fra mit yndlingskaffested:

Kafferiet, Esplanaden 44, Kbh.K

tænkte jeg lidt over det. To rytterstatuer falder ind under perioden og hvad jeg mener om dem er forbeholdt en dag i munter lag. Måske er jeg simpelthen der, hvor gode ideer er velkomne.

tirsdag den 31. juli 2007

Vestsjællands kunstmuseum - Sorø

Jeg bliver aldrig træt af at lede opmærksomheden hen på Jens Søndergaards "solskinsværker". Det ensidige billede, der i den meste litteratur om hans værker tegnes, giver det indtryk, at han var en "mørkemaler" præget af det indremissionske miljø han levede i. Dog var han en mere kompleks kunstner, der også kunne se det lyse i tilværelsen.



Et eksempel på dette hænger på Veststjællands Kunstmuseum i Sorø. Et fint lille museum med et varieret udvalg af kunst i perioden middelalder - samtid. Har du lyst til en lille appetitvækker inden du tager afsted, kan du se et 10 minutters indslag fra TV Øst om museet, der af seerne er kåret som Sommerens Bedste Museum.
Vi testede museets børnevenlighed, men fik aldrig brug for det udleverede materiale. Der var nok trolde, badende nymfer, små piger med perlekæder, cowboyer og andet godt til at holde en 5-årig fanget.



En is er jo aldrig af vejen, så da Sommerens Bedste Is (igen kåret af TV Øst) også ligger i Sorø, måtte vi forbi Emils Chokolade for at se om det nu også er rigtigt. Og, det er det!



I den anden ende af byens hovedgade ligger butikken Bellis. Her er der et bredt udvalg af alt fra køkkenudstyr til kjoler, men aller mest spændende er det bagerste hjørne med udvalgte loppefund og ikke mindst disse puder, som er butikkens eget design.







Og, ikke mindst kan man gå en tur i akademiets have. Hvis man altså kan nå det, inden det begynder at regne igen.
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH