Nina Kleivan - Laboratorium Viborg

Nina Kleivan fortæller om, hvordan det at arbejde med kul bliver en meget fysisk oplevelse.

Laboratorium på Brænderigården - Viborg

"Det føles lidt underligt at skulle tale om ens forhold til papir", sagde en af kunstnerne til mig, da jeg var ud at interviewe til udstillingen Laboratorium. "Det er jo noget vi alle bruger. Og, alle har tegnet på papir som barn også dem som ikke blev kunstnere". Og, det er lige det, som udstillingen tager sit udgangspunkt i.

Papir er et af de mest tilgængelige materialer af alle. Det er netop noget vi alle har. Vi køber det i stakkevis og får det ind ad brevsprækken i form af konvolutter, breve, aviser og reklamer. I bogreolen står bundter af papir samlet i et omslag af kraftigt papir eller karton. På loftet står den ene papkasse efter den anden. Vi er i det hele taget så omgivet af papir, at vi ikke tænker over det som noget særligt. Det har været de 10 kunstneres udfordring. At se på noget så almindeligt med nye øjne. Og det er i høj grad lykkedes.

Mange slags papir er blevet taget i brug - også længe før udfordringen blev givet

Albert Mertz

Der er blevet tegnet, malet og trykt 

Cai Ulrich von Platen

....med tusch, blyant, oliefarve og kul

Nina Kleivan

Skåret i silkepapir og karton

Camilla Gaugler og Mikkel Larris

Og i pap

Mikael Thejll

Pappet er blevet tredimensionelt

Malene Hartmann

Og papiret er blevet bearbejdet og formet

Milena Bonifacini

Netop mangfoldigheden er udstillingens styrke. Og, det kan jeg godt tillade mig at sige, for æren er helt og holdent kunstnernes.

Laboratorium på Kunsthal Brænderigården - Viborg

ENGLISH

For mere end to år siden fik Nina Kleivan og Pernelle Maegaard en ide til en udstilling. De manglede bare lige en der kunne skrive projektbeskrivelsen. Det blev mig. Oprindeligt skulle jeg bare gøre det og så ville Nina og Pernelle fortsætte derfra, men jeg syntes, at ideen var så god, at jeg blev mere og mere engageret. Nu er vi så i Viborg og sætter udstillingen op.

Nina og Pernelle kigger Albert Mertz værkerne i gennem.

Det som jeg syntes så godt om var de tre bærende elementer i udstillingen:

1. Den skulle udelukkende være med værker af/på papir
2. Der skulle både være samtidskunstnere og ældre kunstnere med
3. Titlen Laboratorium skulle samtidig være en arbejdstitel kunstnerne kunne arbejde ud fra. En illustration af det eksperiment, som papiret i høj grad tillader, fordi det er så tilgængeligt og billigt.

Da jeg så hvilke kunstnere Pernelle og Nina som udgangspunkt havde valgt begyndte der at tegne sig tre temaer: Formen, Fragmentet og Tegnet. Dem gav jeg følgende ord med på vejen:

Formen

Formen skaber orden i kaos. Den er systemer, strukturer og veje. Former kan blive til bygningskonstruktioner og landskaber, men kan også danne ornamenter og bearbejde geometriske figurer. Beskuerens blik følger linierne og roen falder over hende.

Fragmentet

Fragmentet er det løsrevne. Der, hvor beskueren selv må lægge til, for der er ingen fuldendt fortælling, kun et brudstykke.

Historien kan være absurd, melankolsk, mystisk eller humoristisk. Det er op til beskueren selv at lade sig inspirere af fragmentet og fortælle en historie.

Tegnet

I tegnet forenes formen og fragmentet. Stregernes linier og buer danner ord og begreber, som beskueren bearbejder og skaber mening i. I samspil med former og figurer leger kunstneren med ordene og hjælper beskueren på vej til selv at digte videre og skabe nye billeder. Det kan være løsrevne ord og det kan være mere eller mindre absurde former for tegneserier.

   

De gode folk fra Brænderigården bygger

Så arbejdede vi videre ud fra det og endelig var kunstnerne valgt og projektbeskrivelsen skrevet. Tid til at sende ansøgninger ud. Vi sendte en del, modtog mange søde og venlige afslag og så lige midt i sommerferien 2008 lå der en e-mail afsendt af Karen Lintrup fra Kunsthal Brænderigården i Viborg. Hun var meget interesseret.

Vi pakker Arthur Köpcke ud

Resten er historie og så alligevel ikke. For i mellemtiden har Pernelle og Nina knoklet med at tage kontakt til de steder vi ønskede at låne værker fra (af Arthur Köpcke, Albert Mertz, Franciska Clausen og J.F. Willumsen). De har haft kontakt med de samtidskunstnere, som er med på udstillingen og har i høj grad været bindeleddet mellem Brænderigården og os. Imens har jeg i kulissen arbejdet med at lave video interview med kunstnerne til YouTube og har udarbejdet en plan for udstillingens Facebook side.

Nu er der mindre end 3 dage til, at udstillingen åbner med fernisering på fredag kl.16.00 og den ide der blev født for mere end 2 år siden er blevet til virkelighed.

Hvis du har lyst til at følge udstillingens opbygning, så klik på dette link hver dag i denne uge.

En baby klædt som diktator og lort på dåse

ENGLISH

"Man kan sige sig selv, at "kunst" må være et yderst porøst ord. Det er ikke absolut. Men det er man tilbøjelig til at tro, fordi man er vant til at regne med ordenes pålydende værdi. Man er sikker på, at kunstbegrebet er en cirkel, som en gang for alle er slået med fast hånd af Vorherre, så man kan putte de "rigtige" ting ind i den (f.eks. billeder der "ligner") og lade de "forkerte" blive udenfor. Men så opstår der problemer, fordi der hele tiden dukker "forkerte" ting op  inde i cirklen, som man ikke véd, hvad man skal stille op med. Det skyldes, at man ikke opdager, at det er cirklen selv, der forandrer sig! Cirklen er nemlig snarere en amøbeform med arme, der hele tiden trækker sig ud og ind, forandrer sine omrids og - med andre ord: er højst dynamisk. Den er et dynamisk felt!" Lise Gotfredsen

Pierre Manzoni Merde d´Artiste 1961

(Foto lånt fra blog.art21)

Lort på dåse ligger indenfor denne dynamiske cirkel ligemeget, hvad vores kulturminister Per Stig Møller siger. Det er sikkert ikke nødvendigt at póintere overfor denne blogs læsere, men jeg gør det alligevel. Manzoni bidrog i højeste grad til dynamikken i cirklen. Det er den korte version. På Herning Kunstmuseums hjemmeside står der meget mere om Manzonis kunst.
I en opsummering af debatten skriver DR, at mange læsere har givet udtryk for den samme holdning som kulturministeren. Han er altså helt på linie med "folket", men skal en kulturminister være det? Personligt gør det mig temmelig utryg, at en kulturminister ikke har styr på de mest basale skift indenfor den kunsthistoriske dynamik. At forstå kunst er ofte hårdt arbejde, men man går glip af uendeligt mange indsigter, hvis man bare forkaster det man ikke forstår.

Nina Kleivan Potency 2005

(Foto: Nina Kleivan)

I marts rejste der sig også et andet ramaskrig over et kunstværk. Jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljerne i virakken omkring Nina Kleivans serie Potency fra 2005, da jeg formoder de fleste læsere er helt på det rene med den. Men problematikken er den samme. Nogen ser kun en lort i en dåse. Andre ser kun en kunstners baby udklædt som Hitler. Problemet er, at de dermed forhindrer sig selv i at se ideen bag værket. I Manzonis værk er det personlige vigtigt. Det er vigtigt for ideen, at det er kunstnerens egen lort der sælges til skyhøje priser. Hermed sætter Manzoni kunstnerrollen til diskussion. I Nina Kleivans værk er det personlige for mig at se ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er en baby. Noget af det mest uskyldsrene vi kender. Men Hitler, Mussolini og andre diktatorer var også en gang uskyldsrene babyer. Det er der fokus skal ligge. Vi bliver langt klogere hvis vi diskuterer, hvad der kan forandre en uskyldsren baby til diktator end, hvorvidt det er legitimt at bruge sin egen baby som model. For det er for mig at se dét kunstnerens baby er. En model. Babyen som begreb og dermed katalysator for ideen bag værket og den diskussion det rejser.