På biennalen i Venedig er Danmark repræsenteret ved Ann Lislegaard ( 1964), Peter Land (1966), Joachim Koestner (1962), Gitte Villesen (1965) og Eva Koch (1953). Alle videokunstnere og stort set samme årgang. Da jeg er lidt doven i dag, kommer her pressemeddelelsen:
Udvalget for dansk billedkunst i udlandet har den store glæde at meddele, at kunstnerne Eva Koch, Gitte Villesen, Ann Lislegaard, Peter Land og Joachim Koester er udpeget til at repræsentere Danmark ved den kommende Venedig Biennale i 2005.
Udnævnelsen præsenterer et højt kvalificeret spænd af fem kunstnere, som op gennem 90erne og til i dag har været toneangivende for diskussionen af samtidskunstens fortællestrategier. Hver på deres måde indkredser de væsentlige problemstillinger for en diskussion af individet og dets indplacering i historiske, kønsspecifikke, men også politiske og medieskabte virkeligheder. Denne kunst har med en række perceptionelle eksperimenter sat nyt fokus på betragteren i forhold til værket og aflæsningen af verden her igennem.
De fem kunstnere arbejder alle med en idébaseret fotografisk eller videoinstallatorisk rekonstruktion af virkelighedens mange fortællinger. Værkerne er semi-dokumentariske, mentale eller sågar absurde beretninger, der relaterer sig til nutidens menneskelige livsvilkår, steder, begivenheder eller lokale eksistentielle situationer.
Fælles for kunstnerne Eva Koch, Gitte Villesen og Joachim Koester er en næsten etnografisk eller antropologisk udforskning af virkeligheden, dens persongalleri og imaginære værdier. I Gitte Villesens videoværker og installationer er portrætteringen af excentriske samlere og gøglerdronningen Ingeborg ligeværdige figurer for en beretning om mennesket og livsformer i dag. Villesen er vor tids opdagelsesrejsende ud i menneskelig eksistens og hverdag og hun formår på suggestiv vis at gøre op med enhver forestilling om en gennemsnitlig beskrivelse af eksistensen.
For Eva Koch og Joachim Koester har fortidens fortællinger en særlig tiltrækningskraft. I Kochs seneste videoinstallation "Villar" bliver den spanske borgerkrig genfortalt af nutidens overlevende. De mange personlige beretninger fremstår som usystematiske, subjektive og følelsesmæssige vidnesbyrd om en svunden og dog nærværende mentalhistorisk begivenhed. Værket peger på en subjektiv erindring, der løber parallelt med den autoritære historiefortælling, og på det altid aktuelle spørgsmål, nemlig hvordan vi er i stand til at rekonstruere én fælles historisk bevidsthed?
For Joachim Koester rummer det historiske materiale et imaginært potentiale, som på paradoksal vis undersøges gennem den materielle virkelighed. Når Koester således rejser til det canadisk-amerikanske luftvåbens base Resolute i det arktiske Canada gør han det for at dokumentere et sted, der eksisterer konkret fysisk, men også imaginært gennem kulturelle overleveringer. Koesters fortælling om militærbasen Resolute eller fristaden Christiania fremlægges i fotografiske landskabsscenarier, hvis udsigelseskraft beror på den mytologiske og imaginære kraft stederne rummer.
Ann Lislegaard derimod arbejder med tid og rum i fænomenologisk forstand. Selvom fortællingen er til stede i Lislegaards produktion er hendes arbejde med rum, krop og identitet af helt anden karakter. Udgangspunktet for Lislegaard er virkelighedens rum, som dekonstrueres og sættes i forbindelse med betragterens subjektive mentale og fysiske erfaringer. Betragteren er på denne måde hovedpersonen i Lislegaards fortællinger, der stedse kredser om vor oplevelser af en ydre fysisk virkelighed og dens forankring i subjektets indre mentale konstitution.
Peter Lands tragisk humoristiske videofilm og installationer kredser hele tiden om individet, og de sociale roller det tildeles. I videoværkerne er kunstneren selv hovedfiguren, der gennem selviscenesættelser som entertainer eller cellist, fremfører en præcis koreografi over hovedrollens totale fiasko. Scenen er sat, rekvisitterne er bragt ind, men fremførelsen og udfyldelsen af rollen mislykkedes. Peter Lands drejebog over eksistensen forbinder sig på én gang med Søren Kierkegaards filosofiske skrifter og Buster Keatons filmunivers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar