torsdag den 29. december 2005
Skulp-tur 1
Kai Nielsen "Venus med æblet" - Enghaven, Vesterbro
En bronzeafstøbning af den oprindelige marmorskulptur ( bestilt af af norsk skibsreder i Lysaker) blev opstillet i Enghaven ved dens indvielse i 1929. Her står den stadig lige indenfor hovedindgangen med vandanlægget som baggrund og sigtelinie for parkens allé. Oftest er skulpturen omkranset af duer. Om det er fordi, de understøtter den traditionelle ikonografi som forspand for gudindens triumfvogn og derfor er parat til at blive spændt for, er ikke til at sige. For det meste er der en bunke brødkrummer indblandet. Kai Nielsen har tolket det guldæble som Afrodite vandt i konkurrence med Hera og Athena i prins Paris´ skønhedskonkurrence. I hans tolkning er det blevet til kærlighedens frugt, et lille barn og i stedet for Afrodite har han valgt den romerske betegnelse for kærlighedens gudinde, Venus.
Skulpturen består af bløde organiske former og rytmiske former der går fra soklen og op gennem figuren ud i armene og ender i det runde barnehovede. Samtidig har Kai Nielsen valgt dels en naturalisme, som kommer til udtryk i den måde kvinden står på og i udformningen af barnet. Dels et mere stiliseret udtryk, som ses i kvindens hoved der minder om noget græsk arkaisk. Jens Peter Munk sammenligner i "Skulpturer i København" hovedet med et hoved af en græsk ung mand, der findes i Glyptotekets samling. Hovedet kaldes for "Rayethovedet" efter den franskmand som Carl Jakobsen købte det af i 1879. Jeg har valgt at tage et billede med for at vise, hvor tydelig inspirationen er.
Det er ganske nemt at komme til Enghaven, der et busstoppested lige udenfor parken på begge sider af vejen og den ligger heller ikke langt fra Enghave Station.
En bronzeafstøbning af den oprindelige marmorskulptur ( bestilt af af norsk skibsreder i Lysaker) blev opstillet i Enghaven ved dens indvielse i 1929. Her står den stadig lige indenfor hovedindgangen med vandanlægget som baggrund og sigtelinie for parkens allé. Oftest er skulpturen omkranset af duer. Om det er fordi, de understøtter den traditionelle ikonografi som forspand for gudindens triumfvogn og derfor er parat til at blive spændt for, er ikke til at sige. For det meste er der en bunke brødkrummer indblandet. Kai Nielsen har tolket det guldæble som Afrodite vandt i konkurrence med Hera og Athena i prins Paris´ skønhedskonkurrence. I hans tolkning er det blevet til kærlighedens frugt, et lille barn og i stedet for Afrodite har han valgt den romerske betegnelse for kærlighedens gudinde, Venus.
Skulpturen består af bløde organiske former og rytmiske former der går fra soklen og op gennem figuren ud i armene og ender i det runde barnehovede. Samtidig har Kai Nielsen valgt dels en naturalisme, som kommer til udtryk i den måde kvinden står på og i udformningen af barnet. Dels et mere stiliseret udtryk, som ses i kvindens hoved der minder om noget græsk arkaisk. Jens Peter Munk sammenligner i "Skulpturer i København" hovedet med et hoved af en græsk ung mand, der findes i Glyptotekets samling. Hovedet kaldes for "Rayethovedet" efter den franskmand som Carl Jakobsen købte det af i 1879. Jeg har valgt at tage et billede med for at vise, hvor tydelig inspirationen er.
Det er ganske nemt at komme til Enghaven, der et busstoppested lige udenfor parken på begge sider af vejen og den ligger heller ikke langt fra Enghave Station.
torsdag den 15. december 2005
Juletravlhed
Midt i al juletravlheden med gavekøb og kagebagning, julepost der skal ud og eksamen, der altid kommer på det forkerte tidspunkt er der mere end på noget andet tidspunkt brug for en Heerup nisse til at minde os om, at vi også skal huske at lege og være barnlige.
torsdag den 17. november 2005
Viollet-le-Duc
At restaurere et bygningsværk, det er ikke at vedligeholde det, reparere det eller genskabe det, det er at reetablere det i en fuldfærdig skikkelse, som måske aldrig har eksisteret på noget bestemt tidspunkt.
søndag den 13. november 2005
Stem på en kvinde
Ved det sidste kommunalvalg blev resultatet, at byrådene de sidste 4 år har haft en repræsentation af kvinder på gennemsnitlig 25%.
Normalt plejer vi ikke at sammenligne os med Grækenland, Portugal og Italien, men det nordiske Italien får her en ganske ny betydning, da det er på niveau med disse tre lande. Til forskel er kvindernes repræsentation i Finland, Norge og Sverige på 40 %.
Gennemsnittet dækker over en meget skæv fordeling med 0% kvinder i byrådet på Læssø og 56% i Horsens. København ligger på 43,5, det gør Stubbekøbing bedre repræsenteret med 45,5. I amterne "topper" Vestsjællands Amt med 34,5 % og Ribe skraber i bunden med 14,3 % - Kbh. er på 29%. Det kan vi gøre bedre !!!!
Normalt plejer vi ikke at sammenligne os med Grækenland, Portugal og Italien, men det nordiske Italien får her en ganske ny betydning, da det er på niveau med disse tre lande. Til forskel er kvindernes repræsentation i Finland, Norge og Sverige på 40 %.
Gennemsnittet dækker over en meget skæv fordeling med 0% kvinder i byrådet på Læssø og 56% i Horsens. København ligger på 43,5, det gør Stubbekøbing bedre repræsenteret med 45,5. I amterne "topper" Vestsjællands Amt med 34,5 % og Ribe skraber i bunden med 14,3 % - Kbh. er på 29%. Det kan vi gøre bedre !!!!
lørdag den 12. november 2005
This is Our Music
Sveriges TV2 kører en tredie omgang This is Our Music. Et interessant musikprogram som præsenterer kunstnere der brænder mere for deres musik end kommercielle interesser. Programmet kører sent mandag aften ( kl.23.oo) og genudsendes søndag formiddag. Denne søndags genudsendelse omhandler den finske kunstner Islaja - konceptpop på finsk i et forunderligt univers. Udsendelsen starter 11.45.
mandag den 7. november 2005
Superflex
En lille times tid med Superflex kan høres på http://www.dr.dk/p1/ondemand/cocktail_oversigt.asp?action=paging&side=2
fredag den 4. november 2005
tirsdag den 1. november 2005
Venedig Biennalen - Runa Islam
Det mest spændende område på biennalen var Arsenale, hvor den spanske kurator Rosa Martínez havde sat en udstillling op med et umiddelbart feministisk og postkolonialistisk perspektiv. Hendes hensigt har dog i følge hende selv været at vise kunst der med Samuel Beckets ord: "er træt af små ubetydelige bedrifter, er træt af at lade som om, at den kan gøre den samme gamle ting en lille smule bedre, som er træt af at gå længere ned ad en kedsommelig gade" . Hvis det står til mine ledsagere lykkedes det ikke for hende, men jeg er ikke helt enig. Der var mange gode værker som strakte sig lidt længere og Runa Islams var en af dem.
Runa Islam blev født i Bangladesh i 1970, men har fået sin uddannelse i Europa. På den måde adskiller hun sig ikke fra størstedelen af de ikke-vestlige kunstnere, vi kender her i Europa. Der er altså ikke tale om et kontroversielt eller specielt modigt valg og Runa Islam beskæftiger sig heller ikke med en problemstilling, der er specilet ikke-vestlig eller har referencer til sit hjemlands kunst i sine værker. Hun kan nærmere ses som et udtryk for en gammel problemstilling, nemlig den at kunstnere fra lande udenfor de etablerede vestlige kunst metropoler ( p.t. Berlin, London, New York), må tage dertil for at blive verdenskendte. At være bosiddende i London hjælper altså godt på vej og at have The White Cube som galleri er nærmest en garant. Samtidig kan man vælge at se hendes vestlige udtryk som en del af det at være et globalt menneske, der ikke er bundet til sit ophav. En problematik som f.eks. er rejst af yngre grønlandske kunstnere, der føler sig bundet af det grønlandske.
Runa Islam beskæftiger sig med film og hendes værker er ofte genskabelser af kendte film. For at nå dertil dekonstruerer hun den oprindelige film, som f.eks. i værket "Tuin" (1998) hvor hun genskaber en scene fra Fassbinders "Martha". I den oprindelige film er der brugt en kameravinkel på 360 grader til at beskrive et flygtigt møde mellem en mand og en kvinde. I Runa Islams værk er mødet filmet fra tre forskellige perspektiver og på denne måde er den oprindelige scene "brudt op" og sat sammen igen. I det værk der var udstillet på biennalen ( og er det 6 dage endnu) er der en reference til den første film optaget i slow motion. I den ser man en mand der vælter en spand med vand. I værket "Be the first to see what you see as you see it" (2004) ser man i slow motion en række porcelæn falde ned fra en piedestal for at splintres på gulvet. Inden det kommer så vidt, ser man en velplejet kvinde gå rundt om porcelænet i langsomt tempo ,inden hun lige så langsomt skubber til det. Der er altså også for mig at se en historie i værket. Den frustrerede kvinde spærret inde i det pæne repræsenterende hjemmeliv. Det må udløse en reaktion.
Runa Islam blev født i Bangladesh i 1970, men har fået sin uddannelse i Europa. På den måde adskiller hun sig ikke fra størstedelen af de ikke-vestlige kunstnere, vi kender her i Europa. Der er altså ikke tale om et kontroversielt eller specielt modigt valg og Runa Islam beskæftiger sig heller ikke med en problemstilling, der er specilet ikke-vestlig eller har referencer til sit hjemlands kunst i sine værker. Hun kan nærmere ses som et udtryk for en gammel problemstilling, nemlig den at kunstnere fra lande udenfor de etablerede vestlige kunst metropoler ( p.t. Berlin, London, New York), må tage dertil for at blive verdenskendte. At være bosiddende i London hjælper altså godt på vej og at have The White Cube som galleri er nærmest en garant. Samtidig kan man vælge at se hendes vestlige udtryk som en del af det at være et globalt menneske, der ikke er bundet til sit ophav. En problematik som f.eks. er rejst af yngre grønlandske kunstnere, der føler sig bundet af det grønlandske.
Runa Islam beskæftiger sig med film og hendes værker er ofte genskabelser af kendte film. For at nå dertil dekonstruerer hun den oprindelige film, som f.eks. i værket "Tuin" (1998) hvor hun genskaber en scene fra Fassbinders "Martha". I den oprindelige film er der brugt en kameravinkel på 360 grader til at beskrive et flygtigt møde mellem en mand og en kvinde. I Runa Islams værk er mødet filmet fra tre forskellige perspektiver og på denne måde er den oprindelige scene "brudt op" og sat sammen igen. I det værk der var udstillet på biennalen ( og er det 6 dage endnu) er der en reference til den første film optaget i slow motion. I den ser man en mand der vælter en spand med vand. I værket "Be the first to see what you see as you see it" (2004) ser man i slow motion en række porcelæn falde ned fra en piedestal for at splintres på gulvet. Inden det kommer så vidt, ser man en velplejet kvinde gå rundt om porcelænet i langsomt tempo ,inden hun lige så langsomt skubber til det. Der er altså også for mig at se en historie i værket. Den frustrerede kvinde spærret inde i det pæne repræsenterende hjemmeliv. Det må udløse en reaktion.
mandag den 24. oktober 2005
Venedig here we come!
Så er jeg på vej til Venedig og biennalen. Hvis der bliver mulighed rapporterer jeg naturligvis her på siden.
Venedig here we come!
Så går turen til Venedig og biennalen. Hvis det lykkedes mig at få internetadgang, rappoterer jeg naturligvis her på siden.
torsdag den 13. oktober 2005
Efterårsferie
Nu holder jeg efterårsferie en uges tid og den bedste illustration til det er efter min mening Kirsten Kleins landskabsfotografier. Hun kan fra på fredag og indtil d.26.nov. ses på Galleri Birthe Laursen i Bredgade, for dem der skulle blive fristet.
onsdag den 12. oktober 2005
Det sidste land af Hans Schabus
Den østrigske pavilion i Venedig er overdækket af et kæmpebjerg. Værket er skabt af Hans Schabus ( 1970) og relaterer sig både til forholdet Venedig/Østrig og til biennalegrunden specifikt. Selve området hvor de nationale pavilioner ligger, er opstået ud af affald fra opbygningen af industrihavnen i Venedig i d.19.årh. Udover at have tjent som eksecerplads for militæret, blev her senere under Mussolini i 1920erne grundlagt et arbejderkvarter - selve biennale området blev grundlagt 1895 og en del af det blev inddraget i kvarteret. Hans Schabus har arbejdet sig ind på stedet på forskellige måder, bl.a. ved at optage en film ,Val Canale, en tur hen over kanallandet i helikopter og forlanger på samme måde en aktiv deltagelse af beskueren. Det bliver derfor lidt spændende at se, hvilket indtryk værket vil gøre på os. Især hvis vi ikke når at læse katalogteksten. Om ikke andet får et kig udover Venedig, når vi når til toppen af bjerget.
Abonner på:
Opslag (Atom)
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH