mandag den 25. februar 2008

Las Meninas 1

"Las Meninas" (1656) af Diego Velázques (1599-1660) er en af de malerier, der har den mest omfattende litteratur tilknyttet. Utallige er de kunsthistoriske, men også litterære, fortolkninger maleriet har givet anledning til. Maleriet har fascineret sin beskuer i så høj grad, at også de visuelle fortolkninger er talrige, som for eksempel Picassos fra 1957.



Andre berømte malerier, som Manets "Baren i Folies-Bergére" (1882) har en lige så lang række af litteratur bag sig, men det, der gør litteraturen omkring "Las Meninas" så unik er, at den på samme tid er et studie over kunsthistoriens metoder. Og, det er det studie jeg har tænkt mig at kaste mig over i den kommende tid.



Den første gang "Las Meninas" nævnes i en kunstnerisk sammenhæng er i 1724. Her skriver Antonio Palomino (1655-1726) 3. og sidste bind af kunsttraktaten "El museo pictórico y escala óptica" (1715-1724). Palominos beskrivelse af billedet er en ekphrasis, en, ofte dramatisk, beskrivelse af et kunstværk. Det interessante ved Palominos tekst er ikke, hvorvidt den er en erstatning for et foto (hvad den ikke er, da vi aldrig vil kunne genskabe værket ud fra hans beskrivelse, men kun danne vores eget billede af det), men de udvalgte komponenter i værket og den rækkefølge han beskriver dem i.



Når vi ser et kunstværk første gang, starter vi med at kaste et hurtig blik på det og skaber på denne måde et overordnet, men meget upræcist, overblik over værket. Da vores blik er skarpest på midten af nethinden, begynder vi straks derefter at scanne billedet samtidig med øjeblikke af fastholdelse af blikket på det område vi scanner. Alt dette går naturligvis meget hurtigere end det tager at skrive eller læse om det og udmunder sig i, at blikket skaber sig en sammenhæng i det registrerede og processen med at danne billeder er i fuld gang. Billederne skabes dog ikke af blikket alene, men også udfra vores erfaring.
Det at se er oftest en ikke-lineær handling og taler vi med en god ven om værket, mens vi ser på det, vælger vi oftest enkelte dele ud. Noget helt andet bliver det, hvis vi skal beskrive værket. Vores sprog er lineært og med det kommer i beskrivelsen en form for hierakisk orden af det sete. (Alt dette og meget mere har Michael Baxandall skrevet om i bogen "Patterns of Intention")


(klik på billedet for en forstørrelse)

Det første Palomino beskriver er prinsesse, senere Doña, Margarita María , hvilket er meget naturligt, da hun befinder sig centralt i billedet. Desuden er den første nedskrevne titel på maleriet "Infanta Margarita". Den forekommer i en optegnelse over kongens malerier kort efter hans død. Først i 1843 får maleriet betegnelsen "Las Meninas" - hofdamerne. Det er da også disse to Palomino nævner som de næste: Doña María Agustina og Doña Isabel de Velasco. De to figurer der "peger" på hovedpersonen ved at vende deres kroppe og opmærksomhed mod hende.



Hernæst går Palomino i sin beskrivelse ned i højre hjørne, hvor Nicolasito Pertusato sparker til hunden og dværgen Mari Barbolá kigger ud mod beskueren. Disse to er hver især optaget af deres eget og har ingen forbindelse med hinanden ligesom Donã Marcela de Ulloa og den Guarda Damas, som står sammen med hende, nok står tæt op af hinanden, men hver for sig er hensunket i deres egen verden.



Herefter foretager Palomino et spring over til venstre side, hvor Velázques står med det store lærred, som for altid vil være udsat for spekulationer over, hvad det er han maler - dig?, mig? eller kongeparret?. Velázques har portrætteret sig selv med de nøgler, der symboliserer hans position ved hoffet, men som Palomino skriver, har han ikke selv malet det røde kors, der symboliserer Santiago ordenen, da han på dette tidspunkt ikke havde fået den. Palomino er af den overbevisning, at maleriet på staffeliet er af kongeparret, som vi ser i spejlet på væggen, men han dvæler ikke længe ved dette. Han bruger det mere som et springbrædt til at nævne, at malerierne på væggen er af Rubens og repræsenterer scener fra Ovids "Metamorfose".
Som det sidste nævnes José Nieto i døråbningen.



Beskrivelsen af værket viser ikke kun en hierakisk orden af kompositionen, men gør det også klart, at der er flere uafhængige "scener" i maleriet. En beskrivelse af et værk er første skridt til at komme "ind under huden" på det og få en begyndende forståelse af det. Det er det sproget kan og som blikket ikke behersker, men det kan så give en anden og mindre intellektuel oplevelse af værket.

onsdag den 13. februar 2008

Hele Rum - Nina Kleivan på Vesterbro

Skulle du få lyst til at gå en aftentur, så gå forbi NLH Space på Vester Fælledvej 63 (Vesterbro)



Der er åbent hele døgnet, da udstillingen ses fra gaden, men med lyset i installationen tager den sig bedst ud i mørke.

Her Nina Kleivans egne ord om installationen:

"Op. Op i kirketårnet, op i Eiffeltårnet, op på øverste etage. Opad, hele tiden opad.

Installationen dyrker udsigten, overblikket, muligheden for at hæve sig op, at se helheden. I byen er vi alle mursten, vi er en del af og falder i med kulissen. Vi ser ikke forløbene, linierne, vi er nedsunkne i dem. Perspektivet er den knækkede flise, udsalgsskiltet, graffitien på facaden.
”Utilsigtet skønhed” er en miniby opbygget af bemalede mælkekartoner, cornflakespakker og skotøjsæsker, tilføjet store udskårne vinduespartier, lysende og hvide i det ellers mørke rum.

En renset by, en by uden mennesker, uden biler, uden liv. Men det er ikke arkitektens perfekte modelby. Byen er skæv, den er tegneserieagtig, håndholdt. Den er som helikopterturen over storbyens skyline. Og så alligevel ikke. Den er drøm, sådan som natten er drøm. Eller mareridt. Hvorfor er der intet liv? Hvorfor er der ingen mennesker? Hvad sker der bag de overbelyste vinduespartier?

Storby i storby, trukket ned på gadeplan, der hvor storheden knapt længere anes. Bare et rum i en by, i en halvtom gade. Byen som by, den offentlige men usynlige helhed ført tilbage til sin mindste del, sit udgangspunkt, det private rum"



Udstillingen er en del af projektet Hele Rum, hvor følgende kunstnere udstiller:

- Charlotte Grum (januar 2008)

- Nina M. Kleivan (februar 2008)

- Marie Louise Vittrup og Kasper Oppen Samuelsen (marts 2008)

- Ina A. Mance (april 2008)

- Michael Isling (maj 2008)

fredag den 8. februar 2008

Danilo Correale

Den seneste tid har jeg været optaget af fotografiet og en af mine absolutte favoritter er Danilo Correale (Napoli 1982-)



Det der fascinerer mig er, at hans fotos ligger så tæt op af maleriets blanding af fiktion og virkelighed. De gengiver en konstrueret stemning, der sætter fantasien igang hos beskueren og er altså ikke dokumentarfotos men kunstfotos.
Du kan se flere fotos på Saatchi Online

Og, så glæder jeg mig til marts.



En anden yndling - Astrid Kruse Jensen udstiller på Vestsjællands Kunstmuseum 14.3. - 8.6., så det er bare at komme afsted til Sorø til den tid.

torsdag den 7. februar 2008

Flickr

Endelig fandt jeg ud af, hvad jeg kan bruge Flickr til udover at dele fotos med mine venner og familie. Hvilket det lige skal siges, at jeg har haft meget glæde af.



Det hele startede med, at jeg søgte på web 2.0, for at finde ud af mere nøjagtigt, hvad det er udover anden generation Internet. I min søgen faldt jeg over et indlæg på bloggen Om Flash: Hvad er Web 2.0 egentlig for en fisk?. Her skriver Mads Buch Stage blandt andet om, hvordan Google maps er blevet integreret i Flickr. Det måtte jeg straks undersøge og begejstringen ville ingen ende tage.
For det første giver det nu rigtig god mening at uploade mine fotos af kalkmalerier til Flickr. Enhver der er i tvivl om, hvor Sværdborg kirke ligger, kan nu bare klikke på "map" til højre for fotoet - smart!



For det andet fandt jeg en masse gode fotos, som andre havde taget. Det er sjovt at udforske kortet og der kan gå meget tid med det! Som en bonus fandt jeg en fotogruppe : Udfordr! • Nye emner - gå ud og skyd løs! , som jeg nu er medlem af. Nye udfordringer til legen med kameraet. Februar måneds udfordring er Tallet 5. Et ikke helt nemt emne, men her er mit bud



En god lejlighed til at løsrive sig fra cyberspace og gå ud i den virkelige verden!
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH