Andre berømte malerier, som Manets "Baren i Folies-Bergére" (1882) har en lige så lang række af litteratur bag sig, men det, der gør litteraturen omkring "Las Meninas" så unik er, at den på samme tid er et studie over kunsthistoriens metoder. Og, det er det studie jeg har tænkt mig at kaste mig over i den kommende tid.
Den første gang "Las Meninas" nævnes i en kunstnerisk sammenhæng er i 1724. Her skriver Antonio Palomino (1655-1726) 3. og sidste bind af kunsttraktaten "El museo pictórico y escala óptica" (1715-1724). Palominos beskrivelse af billedet er en ekphrasis, en, ofte dramatisk, beskrivelse af et kunstværk. Det interessante ved Palominos tekst er ikke, hvorvidt den er en erstatning for et foto (hvad den ikke er, da vi aldrig vil kunne genskabe værket ud fra hans beskrivelse, men kun danne vores eget billede af det), men de udvalgte komponenter i værket og den rækkefølge han beskriver dem i.
Når vi ser et kunstværk første gang, starter vi med at kaste et hurtig blik på det og skaber på denne måde et overordnet, men meget upræcist, overblik over værket. Da vores blik er skarpest på midten af nethinden, begynder vi straks derefter at scanne billedet samtidig med øjeblikke af fastholdelse af blikket på det område vi scanner. Alt dette går naturligvis meget hurtigere end det tager at skrive eller læse om det og udmunder sig i, at blikket skaber sig en sammenhæng i det registrerede og processen med at danne billeder er i fuld gang. Billederne skabes dog ikke af blikket alene, men også udfra vores erfaring.
Det at se er oftest en ikke-lineær handling og taler vi med en god ven om værket, mens vi ser på det, vælger vi oftest enkelte dele ud. Noget helt andet bliver det, hvis vi skal beskrive værket. Vores sprog er lineært og med det kommer i beskrivelsen en form for hierakisk orden af det sete. (Alt dette og meget mere har Michael Baxandall skrevet om i bogen "Patterns of Intention")
(klik på billedet for en forstørrelse)
Det første Palomino beskriver er prinsesse, senere Doña, Margarita María , hvilket er meget naturligt, da hun befinder sig centralt i billedet. Desuden er den første nedskrevne titel på maleriet "Infanta Margarita". Den forekommer i en optegnelse over kongens malerier kort efter hans død. Først i 1843 får maleriet betegnelsen "Las Meninas" - hofdamerne. Det er da også disse to Palomino nævner som de næste: Doña María Agustina og Doña Isabel de Velasco. De to figurer der "peger" på hovedpersonen ved at vende deres kroppe og opmærksomhed mod hende.
Hernæst går Palomino i sin beskrivelse ned i højre hjørne, hvor Nicolasito Pertusato sparker til hunden og dværgen Mari Barbolá kigger ud mod beskueren. Disse to er hver især optaget af deres eget og har ingen forbindelse med hinanden ligesom Donã Marcela de Ulloa og den Guarda Damas, som står sammen med hende, nok står tæt op af hinanden, men hver for sig er hensunket i deres egen verden.
Herefter foretager Palomino et spring over til venstre side, hvor Velázques står med det store lærred, som for altid vil være udsat for spekulationer over, hvad det er han maler - dig?, mig? eller kongeparret?. Velázques har portrætteret sig selv med de nøgler, der symboliserer hans position ved hoffet, men som Palomino skriver, har han ikke selv malet det røde kors, der symboliserer Santiago ordenen, da han på dette tidspunkt ikke havde fået den. Palomino er af den overbevisning, at maleriet på staffeliet er af kongeparret, som vi ser i spejlet på væggen, men han dvæler ikke længe ved dette. Han bruger det mere som et springbrædt til at nævne, at malerierne på væggen er af Rubens og repræsenterer scener fra Ovids "Metamorfose".
Som det sidste nævnes José Nieto i døråbningen.
Beskrivelsen af værket viser ikke kun en hierakisk orden af kompositionen, men gør det også klart, at der er flere uafhængige "scener" i maleriet. En beskrivelse af et værk er første skridt til at komme "ind under huden" på det og få en begyndende forståelse af det. Det er det sproget kan og som blikket ikke behersker, men det kan så give en anden og mindre intellektuel oplevelse af værket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar