søndag den 27. maj 2007

Pinse

Den korte version af pinsedag er, at Helligånden kommer til jorden og gør apostlene i stand til at tale alverdens sprog, så de kan gå ud og sprede det gode budskab. Det bringer mig tilbage til portalen i Vezélay som jeg også skrev om sidst i forbindelse med Kr. Himmelfartsdag.

Som jeg skrev da, er den fortolket som et billede på Pinsen og muligvis Kr. Himmelfart i et. I midten sidder Jesus på en bygning som kan være kirken. Hans arme er åbne som til et favntag og omkring ham står apostlene. Hovedmotivet er omgivet af alverdens skabninger, blandt andet panotiier, som bor ude øst på og har så store ører, at de bruger dem som dyne om natten.



Som Lars Qvortrup siger i et interview så udgør kristendommens model med den treenige Gud et system som giver mennesket mulighed for at håndtere livets paradokser. Filosofien rummer ikke denne mulighed, men filosoffer som Niklas Luhmann og Spencer Brown hentede blandt andet redskaberne til at behandle store eksistentielle spørgsmål i den treenige Gud og ignorerede dermed Wittgensteins standpunkt om, at man bør tie om dét, man alligevel ikke kan vide noget om. Idet at Gud rummer både immanens - altså en samhørighed med den verden vi befinder os i, hvilket han gør i kraft af Jesus - og transcendens - det der ligger udenfor denne verden - er det muligt at bekrive begge sider. Det giver menneskets erkendelsestrang en ny og ellers utilgængelig dimension til rådighed.

Det er da værd at tænke på, når vi om lidt læner nakken tilbage for at skylle silden ned med en snaps, om ikke andet for at holde varmen i tilfælde af endnu et skybrud.

torsdag den 17. maj 2007

Kr. Himmelfart

Dagen i dag - Kr. Himmelfart - fik mig til at lede i mine noter efter et eksamensoplæg jeg lavede for et par år siden. Kurset jeg havde fulgt omhandlede romanske skulpturer i Frankrig og underviseren var Dorthe Falcon Møller.
Jeg gik til eksamen i fortolkninger af den centrale portal i Vezélay og det var oplægget til den eksamen jeg ledte efter og fandt.




Da der findes flere forskellige fortolkninger af portalen vil det være alt for omfattende at gå ind i dem her. Adolf Katzenellenbogen skrev i sin fortolkning,"The Central Tympanon at Vézelay", 1944, ganske rigtigt, at portalen giver én mening, hvis tympanon forbindes med lintellen og en anden, hvis den forbindes med arkivolterne. Dertil kommer min teori, at portalen er skabt så den giver én mening for de pilgrimme som ventede foran portalen og en anden for de munke, der havde deres daglige gang i kirken. Denne teori bygger dels på Peter Low "You who once were far off: Enliving scripture in the main portal at Vezelay", 2003 og dels på Michael Taylor "The Pentecost at Vezelay", 1980.
Katzenellenbogen er den eneste, der forbinder portalen med korstogene. Hans argumentation er ikke skudsikker og der er da heller ikke nogen, der har forfulgt tanken efterfølgende. Selvom jeg fandt tanken interessant, måtte jeg ret hurtigt indse, at jeg ikke havde den fornødne tid til at forfølge den.



Den del af portalen som er interessant for dagen i dag er midterpartiet af tympanon. De fleste fortolkninger knytter portalen til pinsen, men også her går Katzenellenbogen sine egne veje og lige på dette punkt er jeg tilbøjelig til at gå med ham. Katzenellenbogen siger, at dette billede af Kristus i mandorla med sus i skørterne omgivet for oven af skyer er et billede på Kr. Himmelfart. Teorien forudsætter, at det er muligt at skildre både Kr. Himmelfart og Pinse i samme "billede" og det er da også set i middelalderlige manuskripter.


Angouléme

For at stadfæste en ikonografi må der være flere lignende billeder med samme mening, så til sammenligning får du her tilsidst en række skildringer af Kr. Himmelfart.


Chartrés


Civray

søndag den 13. maj 2007

Peter og Ping

Storm P (1882-1949) var både forfatter, maler, skuespiller, tegner og kabaretartist. De fleste af os kender ham som den humoristiske tegner, der i virkeligheden grinede af os, hvor vi troede, at vi grinede af hans påfund: "Jeg er ikke morsom. Jeg tegner det jeg ser".
Med en mandag morgen forude er det slet ikke så dårligt med lidt Peter Og Ping:



Man taler om en fyr med hjertesorger:

- Det er sørgeligt - han er begyndt at drikke.

- Det er for at glemme hende!

- Har han så glemt hende?

- Ork nej - nu ser han hende dobbelt.



Peter og Ping besøger en gammel bekendt:

- Kom indenfor kære venner.

- Hvad er det - vasker du op? Jeg troede du havde husholderske.

- Ja, men vi har giftet os!



- Drikker du kaffe med eller uden konjak?

- Tak med konjak - men uden kaffe.



Peter skal høre, om Ping har lært noget i skolen:

Peter: - Hvad skete der i 1483?

Ping: - Der blev Morten Luther født!

Peter: - Rigtigt. Og hvad skete der i 1487?

Ping: - Da blev han fire år!



På gaden står Peter med en bekendt og kigger ind gennem fiskehandlerens rude. Der ligger en stor hummer:

- Hvad lever sådan en hummer af?

- Udelukkende af småfisk!

- Men hvad bruger den så de skarpe kløer til?

- Ja, det er hvis den skulle finde en dåse sardiner!

Hvis du har lyst til at grine mere med Peter og Ping kan hæftet købes på Storm P. muset

fredag den 11. maj 2007

2 x Mette Vangsgaard

Selvom man ikke hedder Hansen kan det forekomme, at der findes andre, der hedder det samme som en selv. Det kan måske forekomme ligegyldigt, men i disse tider, hvor alle bliver googlet er det en fordel at skille sig ud, så ingen er i tvivl om, at de har fundet den rigtige. Et mellemnavn som man måske ikke tidligere har brugt eller et -sen efternavn man ikke altid har været så begejstret for kan pludselig give mening. Når man er kunstner er det endnu vigtigere. To kunstnere med det samme navn, det skaber forvirring!
Og, det er lige nøjagtig det, der kan ske når man i kunstverdenen støder på navnet Mette Vangsgaard. Det er her mellemnavnet får en betydning.

Mette Skaatland Vangsgaard



Mette Skaatland Vangsgaard er født i 1977 og uddannet grafiker og autodidakt kunstner. Det er især i hendes tudstegninger på sort bund, at hun går udover det grafiske og bliver kunstner. Tudstegningerne fortolker det virvar af elektronik vi omgiver os med og Mette Skaatland Vangsgaard viser os det smukke i det rod af ledninger vi dagligt bander over. Tegningerne danner baggrund for malerierne. I de nyeste værker - endnu ikke tilgængelige på hjemmesiden - er der mere volumen og mindre enkelhed over fladen end de tidlige. Det virker ganske godt og skaber et forunderligt univers, der bestemt er værd at udforske.
Mette Skaatland Vangsgaard er Todays Picture Danish Contemporary 18 på artblog.myspace i dag

Mette Vangsgaard



Mette Vangsgaard er født i 1968 og uddannet på Kunstakademiet i København. Hun arbejder med forskellige medier og udfolder sig både indenfor billedkunsten og skulptur. Naturen spiller en stor rolle i hendes værker ligesom børnenes legetøj er et element, der går igen. I et værk som det ovenstående trækker hun linier tilbage til 1970ernes feministiske kunst, hvor typiske "kvindesysler" som broderi og vævning blev brugt som medie til at udtrykke sig kunstnerisk.
Mette Vangsgaard var Todays Picture Danish Contemporary 7 på artblog.myspace 26. nov. 2006

torsdag den 10. maj 2007

Fabrikken for Kunst og Design




I 1984 grundlagde Københavns Kommune Fabrikken for Kunst og Design som et tilbud til vækstlaget af unge kunstnere. Huslejen var billig og de unge kunstnere fik en chance for at komme igang samtidig med, at de udførte udsmykningsopgaver for kulturinstitutioner i Københavns Kommune.



Hanne Linde

I 1994 besluttede kommunen, at den ikke længere ville give tilskud og en gruppe af kunstnere overtog Fabrikken og gjorde den til en selvstændig forening. Det betød en fordobling af antallet af atelierer men også en voldsom stigning i huslejen.
I dag ledes Fabrikken af en brugergruppe på fire og der er mange gode tiltag. Blandt andet samarbejder Fabrikken med Københavns Kommune om Copenhagen Artist in Residence, CPH Air. Et nyt tiltag fra kommunen for at styrke Kulturudvekslingen mellem danske og udenlandske kunstnere.



Astrid Kruse Jensen

Desuden er Fabrikken hjemsted for Copenhagen Alternative Art Fair, der i 2007 løber af staben 21. -23. september.
Fabrikens showroom er et fleksibelt udstillingsrum som rummer udstillinger af forskellig varighed. For tiden vises Unmanned Future af Karen Land Hansen (Omtalt her på siden 10. aug.2005)



Unmanned future #4

Karen Land Hansen kommer udefra mens kunstnere som Hanne Linde, Astrid Kruse Jensen, Lise Blomberg Andersen og Kathrine Ærtebjerg er tilkyttet stedet som også rummer scenografer, arkitekter, tekstildesignere og mange andre faggrupper inden for den kreative branche.

Fabrikken ligger på Sundholmsvej 46, København S.

søndag den 6. maj 2007

Looking for Jerry

Kastrupgårdsamlingen vises i øjeblikket udstillingen "Looking for Jerry" med undertitlen: "Den mandlige muse":
"Op gennem kunsthistorien har den mandlige kunstner altid haft kvinden som muse og inspiration. Men hvorfra kommer egentlig den kvindelige kunstners inspiration? Er det faderen, vennen, ægtemanden, sønnen eller?"(fra udstillingens hjemmeside). En række kvindelige kunstnere blev sat på opgaven at udtrykke denne inspiration og det er der kommet en interessant udstilling ud af.

De tre der gjorde det største indtryk på mig var Jeanette Land Schou



Nina Maria Kleivan



Pernelle Maegaard



Jeanette Land Schou er repræsenteret med videoen og fotocollagerne "Pere Ubu Parafraser". Inspireret af den franske forfatter Alfred Jarry, der ikke gjorde meget på samme måde som andre og døde som 33-årig af tuberkulose og druk, er værket en hyldest til alle "de skønne skiderikker" (af katalogteksten) Jeanette Land Schou faldt for i sin vilde ungdom. I videoen optræder gravkøer i en destruktiv men også graciøs og fascinerende dans for to i et landskab der består af bygninger under nedrivning. De fotografiske collager der ligeldes består af billeder fra forskellige nedrivninger og med Jeanette Land Schous ord, simple organiseringer (et begreb lanceret af billedhuggeren Villy Ørnskov), er portrætter af umulige mænd.

Nina Maria Kleivans skulptur "Hochsitz" er inspireret af de høje platforme vi ser i skove, hvor der drives jagt. Et opslag i ordbogen siger det der skal siges om værket:"hochsitz er en kunstigt bygget platform ell. siddeplads anbragt så højt over jorden, at færten af jægeren i bogstavligste forstand går over hovedet på vildtet"
Her en anden stol i skoven af Nina Kleivan



Pernelle Maegaard fangede på denne udstilling min opmærksomhed med en video hun har lavet sammen med Nina Maria Kleivan: "The Search". En række kvinder går rundt om natten i en ukendt og meget tom by trækkende en kuffert efter sig. Kataloget giver ikke megen hjælp til forståelse af værket, men selve værket udtrykker en søgen som både kan være en søgen efter et sted at sætte kufferten eller en søgen efter noget at komme i den, forstået som erfaring, "have noget med i bagagen"
Pernelle Maegaard laver ikke kun video, men også nogle fascinerende malerier



Udstillingens kurator er kunsthistorikeren Marianne Barbusse.

fredag den 4. maj 2007

16 cm



16 cm falder en kvindes baller i gennemsnit fra hun er ung til hun bliver gammel. I udstillingen 86/77/96 fokuserer designeren Karoline Kjeldtoft på den ældede kvindekrop ved hjælp af konceptuel beklædning. Udstillingen åbner i dag i Øksnehallen i København. Her vises 25 fotografier taget af fotografen Søren Rønholt, hvor ældre kvinder bærer ni kjoler designet af Karoline Kjeldtoft. Kjolerne fremhæver kroppens form og går dermed i mod det gængse kvindeideal.

tirsdag den 1. maj 2007

God 1. maj


Clara Zetkin og Rosa Luxemburg

Ha´ en rigtig god 1.maj og glem nu ikke helt hvorfor vi fejrer den :-)
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH