Selvom man ikke hedder Hansen kan det forekomme, at der findes andre, der hedder det samme som en selv. Det kan måske forekomme ligegyldigt, men i disse tider, hvor alle bliver googlet er det en fordel at skille sig ud, så ingen er i tvivl om, at de har fundet den rigtige. Et mellemnavn som man måske ikke tidligere har brugt eller et -sen efternavn man ikke altid har været så begejstret for kan pludselig give mening. Når man er kunstner er det endnu vigtigere. To kunstnere med det samme navn, det skaber forvirring!
Og, det er lige nøjagtig det, der kan ske når man i kunstverdenen støder på navnet Mette Vangsgaard. Det er her mellemnavnet får en betydning.
Mette Skaatland Vangsgaard
Mette Skaatland Vangsgaard er født i 1977 og uddannet grafiker og autodidakt kunstner. Det er især i hendes tudstegninger på sort bund, at hun går udover det grafiske og bliver kunstner. Tudstegningerne fortolker det virvar af elektronik vi omgiver os med og Mette Skaatland Vangsgaard viser os det smukke i det rod af ledninger vi dagligt bander over. Tegningerne danner baggrund for malerierne. I de nyeste værker - endnu ikke tilgængelige på hjemmesiden - er der mere volumen og mindre enkelhed over fladen end de tidlige. Det virker ganske godt og skaber et forunderligt univers, der bestemt er værd at udforske.
Mette Skaatland Vangsgaard er Todays Picture Danish Contemporary 18 på artblog.myspace i dag
Mette Vangsgaard
Mette Vangsgaard er født i 1968 og uddannet på Kunstakademiet i København. Hun arbejder med forskellige medier og udfolder sig både indenfor billedkunsten og skulptur. Naturen spiller en stor rolle i hendes værker ligesom børnenes legetøj er et element, der går igen. I et værk som det ovenstående trækker hun linier tilbage til 1970ernes feministiske kunst, hvor typiske "kvindesysler" som broderi og vævning blev brugt som medie til at udtrykke sig kunstnerisk.
Mette Vangsgaard var Todays Picture Danish Contemporary 7 på artblog.myspace 26. nov. 2006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar