torsdag den 30. november 2006

Antikke flyveører


Som en af mine venner sagde:"Nu begynder det at ligne noget". Antikke flyveører fra en fresco i Pompeji.

Todays picture på Myspace er af Ursula Reuter Christiansen

tirsdag den 28. november 2006

søndag den 26. november 2006

Det net er da uudtømmeligt!

Ulla Lehrskov Uden titel


Her troede jeg, at jeg bare skulle sidde og drømme mig væk i magasinverden. Godt nok uden et glitterende magasin i hænderne, men bare sådan lige orientere mig om der er andet end Country Living der dur. Derfor gik jeg ind på Country Lifes hjemmeside. Det har indtil videre bragt mig forbi The Art Funds hjemmeside, ud i en diskussion om, hvorvidt vi har sådanne kunststøttende medlemsbaserede fonde herhjemme, en tur forbi National Trust , som jeg gerne ville have støttet ved at købe en fantastisk julemus til toppen af juletræet, men de sender umiddelbart ikke ud af landet og nu sidder jeg og hører tekno fra MoMas radioside . Et indlæg på Country Lifes side om kunst , bragte mig til en artikel: Listen online , hvor der foruden linket til MoMas radio er link til blandt andet BBC Arts . På MoMas radioside kan du foruden musik hører adskillige interwiev med kunstnere - blandt andet Guerilla Girls som tidligere har været omtalt her - Artist to Artist talks og meget meget andet.

lørdag den 25. november 2006

Træer - igen

Min samling af flyveører er gået lidt i stå, men her er et bidrag til samlingen af træer - Anne Marie Ploug (1966-) Yellow Wooded .

fredag den 24. november 2006

Nye fund

Ind i mellem dukker der nye fund op, når man søger på Google Billeder. Som nu for eksempel dette maleri af Bertha Wegmann (1847-1926), "Frk. Inger Levin" fra 1916. Det blev udstilliet på Charlottenborg i 1917, men er nu af uransaglige grunde endt i Canada, hvor det er til salg hos en candadisk kunsthandler, Uno Langmann Limited .


I det hele taget var søgningen på Bertha Wegmann noget mere udbytterig end da jeg sidst søgte på hende, hvilket må være 1-2 år siden. For eksempel er det nu muligt at erhverve sig 3 højkvalitets postere med motiver af Bertha Wegmann på AllPosters.com , hvor man også kan købe en poster med Frants Henningsens "Industricafeen" fra 1906


En gennemgang af deres Danish Masterpieces var en interessant oplevelse. Foruden de sædvanlige blå skagensmalerier har de en række i Danmark mindre eksponerede malere fra 1800 tallet: Malthe Engelsted for eksempel som var med til at danne Den Fri Udstilling og Viggo Pedersen, som var inspireret af nabierne. Motivet på posteren må dog være et tidligere værk, da stilen er anderlededs. Der er også enkelte, det ikke er muligt at slå op: Wenzel Thornø for eksempel og en enkelt smutter: Nelly Erichsen som er britisk.

torsdag den 23. november 2006

Todays Picture på Myspace



























For et par dage siden startede jeg en Todays Picture serie på min Myspace side. En oplagt chance til at eksponere danske samtidskunstnere jeg holder af. Dagens billede er i dag af Kathrine Ærtebjerg.

tirsdag den 21. november 2006

Arty


Sveriges Television har gjort det igen. Endnu et godt kulturprogram viser sig på skærmen i aften kl. 20.30 på SVT2. Der er tale om del 4 af i alt 8 programmer om kunst. Du kan se de forrige her.
Skulle du have lyst til at starte lidt tidligere viser samme kanal Musikbyrån kl.19.30.
Og helt ærligt, det blæser og regner, er vådt og koldt, så hvorfor ikke tænde nogle stearinlys, lave en god kop the og fornøje sig med et par gode tv-programmer.

mandag den 20. november 2006

Lise Blomberg Andersen






















I dag faldt jeg lige over dette maleri af Lise Blomberg Andersen og efter en weekend, hvor Søndermarken har vist sig fra sin smukkeste efterårsside fuld af farver, passer det perfekt.

søndag den 19. november 2006

The Guardian



En af mine yndlingsbeskæftigelser har længe været at læse The Guardians kunstsider på nettet. I en periode måtte jeg dog holde en pause, da det gjorde mig opmærksom på alt det jeg gerne ville se i London uden muligheden for at gøre det. Men deres artikler er for interessante til at det skal holde en tilbage. Nu har de også lavet en blog, hvor læserne har mulighed for at kommentere indlæggene. Et indlæg om diskussionen af hvem der købte verdens dyreste maleri Who bought the Pollock hører denne uge til. Man skal være registreret for at kommentere, men det er ganske gratis, så det kan ikke være det der stopper kommentarerne. Dem er der nemlig ikke mange af, men måske er de fleste bare endnu ikke vant til denne debatform.




En boganmeldelse er i dagens Observer blevet til en reflektion over vores manglende betagelse af de udstillede værker, når vi går på udstilling. Menneskemængden, antallet af reproduktioner - I´ve got the postcard - mængden af værker, som kan være overvældende er alle emner som reflektionen berør. Fools rush in giver også en selv noget at tænke over og på trods af at anmelderen finder T.J.Clarks "The Sight of Dead" meget kedelig og søvndyssende, føler jeg mig fristet til læse den. Mest fordi, at jeg synes eksperimentet med hver dag at gå ind og se de samme to værker og føre dagbog over oplevelsen er interessant. Desværre er jeg aldrig kommet igennem en eneste bog af T.J.Clark, da jeg faktisk har været ved at falde i søvn, når jeg forsøgte, men det er vel altid værd at prøve igen. Nu er jeg jo ihvertfald advaret.
De to værker T.J.Clark så på hver dag er Nicolas Poussin: Landscape with a Calm (Getty Museum) og Landscape with a Man Killed by a Snake National Gallery, som jeg også har "lånt" biledet fra)

onsdag den 15. november 2006

Lineker-lugs

Da jeg nu også har fået en profil på Myspace skriver jeg ind i mellem også på engelsk. Det er ikke altid lige så let. For eksempel måtte jeg søge hjælp hos min engelskkyndige kollega på kontoret til at finde det engelske ord for flyveører. Vi fandt dette uddrag af en artikel fra The Independent:"Having large, protruding ears wasn't a problem in the days when men wore their hair long. Many a pair of bat ears, or "Lineker lugs" as they have come to be known..."(Source: The Independent. Author:Roger Dobson). "Lineker lugs" kan kun referere til den engelske fodboldspiller Gary Lineker, så vi googlede straks for at finde et passende billede!


































Man kan ikke beskylde Zidane for at have flyveører, men nu vi alligevel taler om fodbold viste Grand i mandags koncept- og videokunstneren Douglas Gordons Zidane film. Filmen der hedder "Zidane, un porttrait du 21eme siecle" har han lavet sammen med Philipe Parreno og den var et af de store samtaleemner på årets Cannes festival. 17 kameraer følger Zidane under en helt almindelig kamp mod Villareal på en helt almindelig dag foråret 2005. Den lægger sig et sted mellem det at være et videoværk og det at være en dokumentarfilm. Som sådan fungerer den, også når den er allermest kedelig, for det er nemlig en af de helt ordinære kampe, hvor der ikke sker meget og Real Madrid alligevel mander sig op og vinder 2-1. Sådan er fodbold også, både for spiller og tilskuer. Lidt sjovt at se en fodboldkamp med fokus på en spiller og ikke kampen. Alligevel formår Gordon og Parreno med enkle greb at delagtiggøre beskueren i kampens forløb. Hvordan skal ikke røbes her. Et andet greb de benytter sig af er at filtrere lydene. Forestil dig lyden af et spark mod en fodbold eller et par fodboldstøvler der glider hen over græsset afbrudt af en tilbagevend til tilskuerlarmen med fornyet styrke. Mogwai har lavet soundtracket til filmen og deres musik er ligeledes en del af lydbilledet.
Skulle du være interesseret i fodboldfilm, kan jeg anbefale denne artikel fra The Telegraph: Fodboldfilm

tirsdag den 14. november 2006

Viggos flyveører





Mine to studier i oktober af flyveører kan måske udvikle sig til en hel lille samling. Ihvertfald har de affødt, at en god ven sendte mig dette Viggo Johansen (1851-1935) maleri, hvor ørerne bliver et studie i lys både hos moderen og barnet.




Maleriet er fra 1885 og har titlen Sovekammerscene. Viggo Johansen hørte til i kredsen af Skagensmalere og hans vel nok mest kendte maleri er Glade Jul (1891). Selv husker jeg det fra et hæfte med julesange fra Familie Journalen. Maleriet hænger på den Hirschsprungske Samling, hvor også Sovekammerscene i følge Weilbach befinder sig. Jeg husker ikke selv at have set det, men måske har jeg bare ikke været opmærksom på det eller også er det på magasin.

fredag den 10. november 2006

November


"Det bliver november, en måned der ikke fører noget godt med sig, november er tophue og vinterstøvler, regn i stride strømme og blæst og mørke, den er forkølelser fordi man ikke tager den tophue på så snart man er kommet ud fra svømmehallen med vådt hår, men tramper barhovedet hen til stoppestedet på Fersenväg fordi nogle piger, som man har haft et godt øje til i femogtyvemeterbassinet, går ti meter foran én, hueløse også de, men det er piger altid, i hvert fald de piger som fanger ens interesse, og for ikke at skilte med en åndsvag hue på hovedet, lader man dem forsvinde med linje 38 som krænger afsted i mørket med regnen som tårer ned ad ruderne mens man selv venter på den næste, men så kommer der andre piger fra svømmehallen som man også har et godt øje til, og resultatet bliver at man sidder smægtende længst tilbage på bagsædet i bussen med huen i hånden, forelskelsen i brystet og infektionen også naturligvis, og må tilbringe en uge i sengen med feber og snot."
Torbjörn Flygt "Underdog" - en fabelagtig fortælling fra den gang vi der blev født i starten og midten af tresserne voksede op og langsomt nærmede os voksenlivet.
Her tilføjet et maleri af L.A.Ring "Landevejen ved Mogenstrup. Efterår" 1888 som p.t. kan ses på Statens Museum for Kunst på udstillingen "L.A.Ring. På kanten af verden". En udstilling der varmt kan anbefales.

tirsdag den 7. november 2006

The Strawberry Girl


Fans af Helen Mirrens fabelagtige fremstilling af Jane Tennyson i krimi serien "Mistænkt" sad klæbet til fjernsynet i går aftes og vil gøre det igen i aften. The final Act. Ikke flere afsnit, tilbage er efter i aften kun at se de gamle afsnit igen og igen. I gårdsdagens afsnit mødte vi ikke kun en gammel kending fra tidligere afsnit - Bill, men også en af mine gamle bekendte - The Strawberry Girl af Joshua Reynolds. Hun spiller en stor rolle i min beslutning om at læse kunsthistorie. Fire dage i London tog det mig at komme så langt, at jeg vidste det måtte være næste skridt. Dage fuld af kunst. Og, hvorfor skulle så et så nærmest sødladent maleri være en væsentlig faktor? Jo, fordi det er mere end "grædende børn". Maleriet besidder en social indignation bag det "nuttede". Reynolds var præget af oplysningstidens idealer og pigen kigger ikke anklagende på beskueren, blot nærmest resignerende, afventende. Maleriet er et af mange portætter af børn, som han malede i 1770erne og et af de stærkeste. Reynolds har i sine memoirer selv beskrevet maleriet som et af sine bedste. Det er svært at være uenig i det.
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH