lørdag den 29. december 2007

Arabien

En af pakkerne under juletræet viste sig at være Alaa Al-Aswanys roman "Yacoubians Hus". En dejlig bog, som foregår i nutidens Kairo.


Huguette Caland (1931-)

At læse den blev startskudet til endelig at få undersøgt den arabiske kunstscene. Det er der kommet en del interessant kunst ud af. Blandt andet stødte jeg på Huguette Caland, som nok vil være værd at undersøge nærmere. Ikke kun ud fra hendes ornamentale malerier at dømme men hendes papmache skulpturer virker også et studie værd ligesom hendes Nude Kaftans



Det står dog ikke mål med den interesse Buthanaya Alis værker vakte i mig. Hvornår kommer hun på et udstillingssted nær mig?


Buthanyan Ali We,nous, 2006

Født 1974 i Damaskus, Syrien tilhører hun den yngre generation. Hendes instalationer tiltrækker min nysgerrighed, som ikke helt kan tilfredsstilles ved et kig på Internettet. Ung som hun er, spår jeg dog, at vi nok skal få mere at se til hende.



På fotosiden rykker den libanesiske fotograf Munir Nasr. Ikke kun hans fotos for FN, som er fabelagtige, men også enkelte fotos fra blandt andet Ægypten, Beirut og Jordan skiller sig ud. Jeg overvejer bestemt at købe hans fotobog "Lebanon"


Munir Nasr, Baalbeck

Da det hele jo startede med en bog slutter det også med litteratur. Nemlig med den marokanske forfatter Laila Lalami, hvis blog allerede har inspireret til yderligere læsning og utvivlsomt vil fortsætte med det. Jeg kan næsten ikke vente.

fredag den 28. december 2007

Dagens høst i cyberspace

I Manchester har der siden 2000 hvert år været en digital festival med musik og visuel kunst, Futuresonic. I 2008 er temaet Det Sociale. Festivalen involverer hele byen og hensigten er at trække kunsten ud af gallerierne og museerne, ud hvor folk er. Tilknyttet er også en konference.



Jeg fandt den i en søgen efter spændende projekter på Internettet. Futuresonic foregår ikke i cyberspace, men inddrager teknologiske medier såsom overvågningskameraer, internettet, mobiltelefoner og lignende. Det der tiltaler mig er tanken om at trække kunsten ud af de hellige haller. For eksempel inkluderede festivalen i år et projekt, der bragte kunsten ud i indkøbscenteret og en del af det projekt er The Duellists optaget via centerets overvågningskamerear en sen nattetime.



Et dansk projekt på Internettet er Netfilmmakers. Et projekt jeg desværre synes er ualmindeligt kedeligt. Internettet egner sig ikke til videofilm. De har dog lavet et projekt, som er interessant: BlogArt/Blog_umentary. Det, der gør kunst på Internettet interessant er jo netop, når den arbejder med aktiviteter, der er knyttet til mediet, ligesom kunsten udenfor cyberspace griber fat i den virkelighed vi er omgivet af til daglig. I dette tilfælde griber projektet fat i bloggen og det er der kommet mindst et godt "værk" ud af. Mogens Jacobsen har oprettet bloggen glemsel.net. Kunstneren beskriver selv projektet: "Glemsel.net er en åben og glemsom blog. At den er åben betyder at du kan skrive indlæg uden at registrerer dig. At den er glemsom betyder at indlæg forsvinder ord for ord. Til sidst er der kun indlæggets dato og skribentens navn tilbage."



Mogens Jacobsen har lavet andre spændende projekter og de der jævnligt besøger Museet for Samtidskunst kender helt sikkert Hørbar/Audiobar. På Internettet findes også projektet Kanonkultur, hvor alle kan bidrage med forslag til, hvad en dansk kanon bør indeholde. Endnu et projekt som inddrager mediet og "beskueren" som dermed ikke længere er tilskuer men aktivt deltagende. Projektet er lavet sammen med Jacob Lillemose fra netgalleriet artnode. Tjek Mogens Jacobsens hjemmeside for flere spændende projekter.



Tilsidst en temmelig omfattende side, hvor der jævnligt lægges nye værker ud: Rhizome. Dagens anbefaling må være IPicons af Aaron Siegel. Endnu et interaktivt værk, hvor du selv må deltage for at få det fulde udbytte.

torsdag den 27. december 2007

Bloggertip

Faldt lige over denne blog: Your Daily Art
Ikke så meget snak, billeder og links til dem, der vil vide mere. Kan anbefales.

Det smukke i mørket

Det er svært at forestille sig, at dagen er blevet længere. I de sidste dage har mørket svøbt sig om København og lyset har været langt væk. De to minutter i går tæller ikke.
På sådanne dage er det rart at læne sig op ad malere som Albert Gottschalk (1870-1905) og Paul Fischer (1860-1934), som fik en regnsvejrsdag til at fremstå poetisk.


Paul Fischer 1916

Hvor Gottschalk holdt sig til den brune farveskala udnyttede Paul Fischer den grå til fulde.


Paul Fischer 1904

Der kan næppe herske tvivl om at han kendte til den franske kemiker Chevreuls (1786-1889)teori om farveharmoni. Fischers malerier er fulde af kontraster. I alt det grå lyser det kridhvide op, rød/grøn og blå/gul udnyttes til at skabe liv. Ikke som dominerende farver, men som nøje afmålte flader på den grå baggrund. Netop denne udnyttelse af kontrastfarverne er en del af grundlaget for Chevreuls teori.


Horace Vernet (1789-1863)

Hvilken indflydelse en maler har været under vil altid være rene gisninger, så det vil jeg holde mig fra.
Ovenstående og følgende er derfor bare illustrative eksempler på Chevreuls teori.
Horace Vernet var en personlig ven, som måske ikke lyttede helt og fuldt, men alligevel tog dele af teorien til sig.
Selv nævnte Chevreul Ingres, som den der beherskede principperne.


Jean Auguste Dominique Ingres (1780-1860)

Da det kom frem, var der en del, der undrede sig, da man i mange år havde antaget, at det var Delacroix


Eugéne Delacroix (1798-1863)

Selv stødte jeg første gang på Chevreul indenfor havearkitekturen, da jeg lærte Gertrude Jekyll (1843-1932) at kende, men det er en ganske anden historie, som handler om kunsten og dens indflydelse på vores daglige liv, fremfor noget, som vi ser om søndagen på et museum.

Den indflydelse Paul Fischer har haft de seneste dage, har været at åbne mine øjne for farverne i mørket og det har bestemt gjort det grå mere udholdeligt.

lørdag den 24. november 2007

Hvem sagde det mørke Jylland?

For et stykke siden havde Kristeligt Dagblad et tema om kulturen i provinsen under overskriften "Kulturen flytter til Provinsen". Igen var det de store kulturinstitutioner, der fik omtalen, men der er andet end AROS og Horsens Ny Teater i Jylland. Bare i området omkring Thy er det lykkedes mig at finde flere steder, der er værd at kigge nærmere på.

Landart Vester Thorup Klitplantage



Det hele startede i 2004 med et symposium på Kirsten Kjærs Museum, Metamorfose. En gruppe kunstnere diskuterede begrebet land-art og diskussionerne satte spor i landskabet. Projektet fortsatte i 2005 og nu står der i Vester Thorup Klitplantage en række værker, der forholder sig til og lever med skoven.

Kirsten Kjærs Museum



Som så mange andre - især kvindelige - kunstnere er Kirsten Kjær svagt repræsenteret på de danske museer, men her i Vester Thorup, hvor hun kom fra, har hun fået sit helt eget museum.
Kirsten Kjær malede fortrinsvis portrætter både af kendte og mindre kendte. Malerierne er ekspressive, ind i mellem med et satirisk strøg.
Museet fungerer også som udstillingssted og kreativt center. Gæsteboliger og værksteder står åbne for besøgende kunstnere og museet arrangerer kurser for alle interesserede.

Hygum Kunstmuseum



Tæt ved Lemvig ligger Hygum Kunstmusem. I et gammelt missionshus er det lykkedes Lisbeth Hermansen at skabe et eksperimenterende kunstmuseum, der rummer kunstnere som Ursula Reuter Christiansen, Eva Öhrling, Niels Erik Gjerdevik og Anita Jørgensen. Alle værker er lavet på stedet og doneret til museet.

Jens Søndergaard



Jens Søndergaard møder du flere steder i Thy. Billedet her er fra Thisted Bibliotek,som Jens Søndergaard udsmykkede i perioden 1937-39.
Længere sydpå i Heltborg ligger der et lille museum, som ændrede mit syn på Jens Søndergaard som mørkemaler. Her møder du den glade Jens, der maler solskinsmotiver fra livet i Thy.
Endelig kan du tage over mod Lemvig, til Ferring/Bovbjerg og se Jens Søndergaards Museum. Her hænger der store malerier af det hav, der bruser lige udenfor og af det folkeliv der udspillede sig på egnen. Her møder du kun i et enkelt maleri den mørkemaler, som kunsthistorien har lagt så stor vægt på og som giver et ensidigt billede af en maler med mange udtryk.

fredag den 23. november 2007

Niels Gjerdevik i Fields

For ikke så lang tid siden var jeg for første gang i Fields. Storcentre er ikke lige min kop te og jeg havde ikke den store grund til at bevæge mig ud på Vestamager for at se endnu en af slagsen.



Så læste jeg Rune Gade og Camilla Jalvings "Nybrud" og blev opmærksom på, at der nok alligevel var en grund til at pumpe cyklen. Nemlig Niels Gjerdeviks udsmykning af centeret.



Vejen der ud var meget lang, men nu er det jo heller ikke tænkt ind i placeringen, at man skal komme cyklende - bil eller metro tænkte byplanlæggerne. Desværre tænkte de ikke, at lige meget hvilket transportmiddel, der vælges, så skal området omkring Fields fremstå som et attraktivt boligområde. Faktisk troede jeg, at man havde lært af områder som Høje Tåstrup og Ishøj, men det er lige før, at de fremstår attraktive i forhold til de boligområder, der ligger op ad storcenteret.



Det hjalp at komme indenfor. Niels Gjerdevik har løst opgaven fint.
Der er meget, der konkurrerer med kunsten, men lige så stilfærdigt finder den sin plads i arkitekturen. Den prøver ikke at overdøve butikkernes udsmykninger og reklameskilte. I stedet underspiller den sin rolle og vinder der ved.



Samtidig står den i kontrast til alt det hurlumhej, der er i et butikscenteret. Efter en rum tid, måtte jeg trække mig. Ør i hovedet af dårlig popmusik, men en kunstoplevelse rigere.

mandag den 19. november 2007

Ny udstilling - stutz kunsthandel

Så er Hanne Lindes værker kommet op at hænge.
Du kan læse mere om udstillingen på stutz kunsthandel og så synes jeg bestemt, at du skulle kigge forbi.
Det tager kun 5 min., men kommer du lørdag, vil jeg prøve at holde på dig med en kop kaffe :-)



Der er også blevet tid til endelig at få lavet min personlige hjemmeside. Der venter stadig lidt finpudsning, men jeg tør alligevel godt lægge linket ud, hvis du skulle være nysgerrig: Birgitte Sværke Pedersen

onsdag den 14. november 2007

Peter og Ping

Hele dagen i går gik jeg rundt med mit gamle badge fra Ping klubben. Forudsigelelserne omkring valget krævede lidt Storm P trøst.
Det er ikke blevet bedre i dag, så her kommer lidt at smile af

onsdag den 7. november 2007

Livet på nettet - brugervenlighed og netværk

Alfa og omega for at trænge igennem på Internettet er brugervenlighed - eller usability, som det vel hedder i dag. Og, den bedste dag at teste en sides tilgængelighed, er en dag, hvor man er en smule træt.


Anders Bundgaard Og dagen rinder med sine tusinde krav, 1929-35

For mig skal en side være let at gennemskue, teksten skal være kort og teknikken skal fungere. I virkeligheden kan det koges ned til "Don´t make me think", som også er titlen på en bog af Steve Krug om netop webdesign.
Nu skal jeg selvfølgelig passe på med at kaste sten, da jeg jo selv bor i et glashus med egen hjemmeside - stutz kunsthandel - men lad dette være en opfordring til konstruktiv kritik.


Rodin Grubleren

Anledningen er, at jeg for kort tid siden var inde på artcompaz´side. Allerede i starten var jeg på vej til at forlade den igen. Jeg gik ind på siden om deres Julestue og missede al den tekst, der lå udenfor mit skærmbillede. Lidt forbavset ledte jeg efter min scrollbar i højre side, men væk var den. Nu giver jeg ikke op så let, så jeg gik videre ind under udstillinger og valgte kvindelige kunstnere. Her gik det endelig op for mig, at de har lavet deres egen scrollbar - i venstre side! Godt nok er jeg venstrehåndet, men min mus er altså, som hos så mange andre, i højre side. Herefter løb skærmbilledet i galop og jeg kunne ikke stoppe det med det sædvanlige løft af højre pegefinger. Jeg havde sat pilen på scroll normalt! Først senere gik det op for mig, at der var forskellige tempi. Endelig gik det også op for mig, at jeg skulle fjerne musepilen fra scrollbaren for at standse skærmbilledets ridt ud over stepperne. Ærgeligt, for jeg er ikke i tvivl om, at artcompaz har mange gode kunstnere og andet godt på deres side.
Udover det kommer teksten op i et popup vindue, der er mindre end den oprindelige side, som derfor ligger omme bagved og forstyrrer læsningen.
Tekst er noget af det sværeste. En almindelig skærm er ikke velegnet at læse på og det er af stor vigtighed at vælge skrift, baggrundsfarve og mængde af tekst. Nu var jeg allerede irreteret, da jeg nåede til teksten. Derfor vil jeg undlade at kommentere den, men begejstret var jeg ikke.


Mette Vigga Vangsgaard Musselabyrint

Endelig forsøger jeg ihærdigt at være med på tidens bølge med at netværke på Internettet. Men jeg forstår mig vist ikke helt på fænomenet. Måske lærer jeg det en dag, måske klarer jeg mig uden.

tirsdag den 6. november 2007

Skal du til London

Skal du til London? Så er denne udstilling måske noget for dig



Læs mere her

Interaktiv formidling

Det hjælper utvivlsomt at have en masse penge i ryggen, så dette skal ikke være en kritik af danske museer, men tjek lige MOMAs side for formidling



Selv havde jeg stor fornøjelse af en flok teenageres interview af Shazia Sikander. Hvornår ville jeg ellers få at vide, hvorvidt hun har en hobby :-) Derudover stiller teenagerne ganske gode spørgsmål til Shazia Sikanders kunst.
Interviewet er en del af Red Studio, MOMAs formidling til teenagere. Her kan du også lytte til teenageres podcast om værker på MOMA, få ideer til at lave et dadaistisk digt og meget mere.
Er du mere interesseret i formidling til børn, så er Destination Modern Art sikkert noget for dig. Et rumvæsen lander udenfor MOMA og går på opdagelse i museet. Der er lagt små opgaver ind, som børnene selv kan løse og gennem dem få en fornemmelse af kunst.

fredag den 2. november 2007

Boghandlere i London

Den anden dag kom jeg forbi Guardians side med boghandler i London og blev helt overvældet. Der er boghandler nok til alene at tage til London med det formål. Alligevel mangler jeg en, som jeg aldrig undlader at kigge forbi, når jeg er i London. Nemlig Books for Cooks.



I en sidegade til Portobello Road ligger denne lille perle for elskere af kogebøger. Selvom lokalet er meget lille, har de fundet plads til en sofa og her har jeg siddet mange gange med en stabel bøger og forsøgt at vælge. De har kogebøger fra gulv til loft og inden for stort set alle kategorier. Tilknyttet er også en afdeling med kurser i madlavning. Det skal jeg prøve en dag!

lørdag den 27. oktober 2007

Kan pingviner flyve?

Skive Kunstmuseum optimerer og har ambitiøse planer om Skive NY Kunstmuseum. Indtil da kan du fornøje dig med deres online udstilling.



Hvis jeg skal vælge tre ud af dem, som jeg har set indtil nu, så bliver det disse tre:
Frédéric Durieu "Zoo". Jeg valgte den med pingvinerne.
Trevor van Meter "Flyguy" For at få noget ud af den, må du selv være aktiv på piletasterne.
Kassandra Wellendorf "Don´t Leave Me Alone". Her bruger du musen.

fredag den 26. oktober 2007

Der Blaue Reiter

Tankerne kredser stadig om periodeopgaven (1400-1800) og hestene bliver ved at komme tilbage. En lille udveksling af opgaveideer i går førte hen til kunstnergruppen Der Blaue Reiters kritik af "de gamle former" - og så dukkede Franz Marcs blå heste naturligt op

torsdag den 25. oktober 2007

Agneta Werner - Møstings Hus

I Møstings Hus ved Frederiksberg Have udstiller for øjeblikket Agneta Werner.
Udstillingen består af en række videoværker, nye såvel som et enkelt ældre fra 2006.


Bemærk:Billedet er ikke fra udstillingen

Det nyeste,Tender southern journey, er lavet til udstillingen. På tre skærme udfolder sig, ikke en fortløbende historie, men fragmenter af virkeligheden. Disse fragmenter bindes sammen af isolerede reallyde og det overlades til beskueren selv at lade tankerne flyde. Der er en vekselvirkning mellem ude og inde, som bindes sammen af motivet. Udenfor kan det være en rytterstatue, indenfor er det terrakotta krigere. På lydsiden skabes en spænding mellem skulpturen og virkligheden ved, at vi hører den isolerede lyd af hestehove i galop. Denne spænding mellem det stivnede (skulpturen) og det levende (heste i galop) fungerer rigtig godt.


Agneta Werner "Position of the cycles"

Et andet værk fra 2007 er Position of the cycles. Værket var tidligere i år udstillet i Århus Kunstbygning. I Møstings Hus vises fragmenter af værket.
Endelig vises værket The lonesome cowboy journey fra 2006.

mandag den 15. oktober 2007

Wauhhhh

Wauhhh, sagde jeg, da jeg så "To badepiger på stranden en sommerdag" af Paul Fischer - også da jeg så prisen. Se det selv hos Bruun Rasmussen, hvor der også er et par gode Harald Slott-Møller til ikke helt så afskrækkende priser: "En herre med fuldskæg drikker øl" og "Parti fra Munkebjerg"

Kvinden

Kai Nielsen "Leda med Svanen"



"er der så stor forskel paa den trætte levemand, der paa 3 mils afstand fra badepigerne tilfredsstiller sig med en kikkert, og den paa akademiet praktiserede, systematiserede, minutiøse, mikroskopiske, gennem maaneder varende undersøgelse og synsdissektion af en stakkels nøgen, betalt kvindes anatomi?/.../mød nu ikke op og sig kunstneren er et specialmenneske, der kun oplever kvinden som form. - !! den heromtalte stagnerende, systematiserede opleven af feminin exhibitionisme maa forekomme de fleste for tør til brug som inciterende, livgivende inspiration"
(Richard Mortensen)


Erik Thommesen "Kvinde"

Pornografi pakket ind i lyrik: "Lydia" malet af Matthew William Peters, 1777 (Lydia er en figur i John Drydens "Amphitryon", skuespil fra 1690)

søndag den 14. oktober 2007

3 x skulptur

Et lille tip til en søndagstur kan være at tage på Gl.Holtegaard og se Bjørn Nørgaards skulpturudstilling. Den er godt sat op og viser indenfor rammerne en bredde i skulpturen som kunstnerisk udtryk.


Karin Lorentzen

Har du lyst til at ruste dig inden du tager afsted, kan jeg varmt anbefale Grethe Ørskovs "Skulptur og Skulpturoplevelse". En fantastisk pædagogisk bog, der indfører dig i skulpturens opbygning. Endnu har jeg ikke læst den hele, men bare den smule jeg har læst, har givet mig en helt anden oplevelse af skulpturen end før.


Eva Steen Christensen

Vil du hellere sidde hjemme foran computeren, så gå ind på www.skulpturi.dk.
En gruppe af kunstnere med skulpturen som udtryksmiddel har skabt et forum for skulptur, som, hvis visionerne holder, tegner ganske spændende.

fredag den 5. oktober 2007

Heste

På trods af alle gode intentioner i går, da jeg lavede research på byens rytterstatuer, måtte jeg erkende, at jeg faktisk fandt hestene betydelig mere interessante end alt det andet.


Anne Marie (Carl) Nielsen "Christian IX" på Christiansborg Slots Ridebane

At forholde sig til en rytterstatues placering i byrummet er ikke lige til, når statuen er sat op på et tidspunkt, hvor byen så helt anderledes ud. Man kan selvfølgelig forholde sig til, hvordan arven er forvaltet og i de fleste tilfælde er det nære rum nogenlunde intakt. Hvilken indflydelse har så for eksempel den massive trafik. Hvis udgangspunktet er, at statuen går ind og aktiverer rummet, så må der nødvendigvis også ske noget, når rummet forandres. Spørgsmålet er så, hvor stort er det rum? Er det kun det nære eller strækker det sig videre? Der må ud og søges litteratur og ind til da holder jeg mig til hestene.


H.W.Bissen & Wilhelm Bissen "Frederik VII", 1873. Christiansborg Slotsplads.


Wilhelm Bissen & Martin Nyrop:"Absalon". Opstillet 1902 på Højbro Plads.


Abraham - César Lamaroureux: "Christian V", 1688. Kongens Nytorv.


Jacques-Francois-Joseph Saly: "Frederik V", 1755-71. Amalienborg Slotsplads.


Stephan Sinding: "Valkyrie", 1908. Churchill-parken ved Esplanaden.

torsdag den 4. oktober 2007

Skulp-tur

I kunsthistoriestudiet er der et krav om spredning. Denne spredning ligger både i valg af indgangsvinkler - metode/histografi, formidling etc. - og i perioder. Hvorfor spredningen er lagt som en periode før 1400 og en periode mellem 1400 og 1800 kan vel kun de, der har bestemt det, svare på. Et bud kunne naturligvis være, at der her er lagt vægt på historiebegrebet i studiet.
Før 1400 var ikke svært og det var oven i købet sjovt, men nu står jeg med den håbløse 1400-1800. Middelalderen er brugt, så den med lige at snige sig over 1400 går nok ikke - suk. Derfor tog jeg i dag på skulp-tur i håb om at blive inspireret til en opgave om rytterstatuer i København. Ikke fordi rytterstatuer får mit hjerte til at banke, men for at se om der er stof til en opgave om skulpturen og byrummet.
Første stop var ridebanen ved Christiansborg. Godt nok udenfor perioden.


Anne Marie (Carl) Nielsen "Christian IX" på Christiansborg Slots Ridebane, opstillet i 1927, næsten 20 år efter at AMCN vandt den indbudte konkurrence.


H.W.Bissen & Wilhelm Bissen "Frederik VII", 1873. Christiansborg Slotsplads.


Wilhelm Bissen & Martin Nyrop:"Absalon". Opstillet 1902 på Højbro Plads.


Abraham - César Lamaroureux: "Christian V", 1688. Kongens Nytorv.


Jacques-Francois-Joseph Saly: "Frederik V", 1755-71. Amalienborg Slotsplads.

Endelig en konge uden hest:

Knud Nellemose: "Frederik IX", opstillet 1982 på Langelinie.

Over en kop kaffe fra mit yndlingskaffested:

Kafferiet, Esplanaden 44, Kbh.K

tænkte jeg lidt over det. To rytterstatuer falder ind under perioden og hvad jeg mener om dem er forbeholdt en dag i munter lag. Måske er jeg simpelthen der, hvor gode ideer er velkomne.
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH