fredag den 28. december 2007

Dagens høst i cyberspace

I Manchester har der siden 2000 hvert år været en digital festival med musik og visuel kunst, Futuresonic. I 2008 er temaet Det Sociale. Festivalen involverer hele byen og hensigten er at trække kunsten ud af gallerierne og museerne, ud hvor folk er. Tilknyttet er også en konference.



Jeg fandt den i en søgen efter spændende projekter på Internettet. Futuresonic foregår ikke i cyberspace, men inddrager teknologiske medier såsom overvågningskameraer, internettet, mobiltelefoner og lignende. Det der tiltaler mig er tanken om at trække kunsten ud af de hellige haller. For eksempel inkluderede festivalen i år et projekt, der bragte kunsten ud i indkøbscenteret og en del af det projekt er The Duellists optaget via centerets overvågningskamerear en sen nattetime.



Et dansk projekt på Internettet er Netfilmmakers. Et projekt jeg desværre synes er ualmindeligt kedeligt. Internettet egner sig ikke til videofilm. De har dog lavet et projekt, som er interessant: BlogArt/Blog_umentary. Det, der gør kunst på Internettet interessant er jo netop, når den arbejder med aktiviteter, der er knyttet til mediet, ligesom kunsten udenfor cyberspace griber fat i den virkelighed vi er omgivet af til daglig. I dette tilfælde griber projektet fat i bloggen og det er der kommet mindst et godt "værk" ud af. Mogens Jacobsen har oprettet bloggen glemsel.net. Kunstneren beskriver selv projektet: "Glemsel.net er en åben og glemsom blog. At den er åben betyder at du kan skrive indlæg uden at registrerer dig. At den er glemsom betyder at indlæg forsvinder ord for ord. Til sidst er der kun indlæggets dato og skribentens navn tilbage."



Mogens Jacobsen har lavet andre spændende projekter og de der jævnligt besøger Museet for Samtidskunst kender helt sikkert Hørbar/Audiobar. På Internettet findes også projektet Kanonkultur, hvor alle kan bidrage med forslag til, hvad en dansk kanon bør indeholde. Endnu et projekt som inddrager mediet og "beskueren" som dermed ikke længere er tilskuer men aktivt deltagende. Projektet er lavet sammen med Jacob Lillemose fra netgalleriet artnode. Tjek Mogens Jacobsens hjemmeside for flere spændende projekter.



Tilsidst en temmelig omfattende side, hvor der jævnligt lægges nye værker ud: Rhizome. Dagens anbefaling må være IPicons af Aaron Siegel. Endnu et interaktivt værk, hvor du selv må deltage for at få det fulde udbytte.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH