søndag den 31. december 2006

Sonia Delaunay



"I have led three lives:one for Robert, one for my son and grandsons, a shorter one for myself. I don´t regret not having given myself more attention. I really did not have the time"

Sonia Delaunay (1885-1979) vigede som så mange andre af datidens kvinder staffeliet for at give plads til sin mand, Robert Delaunay. Det gjorde hende nu på ingen måde inaktiv, blot var der ikke plads til to malere i samme hus. Den farveteori som de i fælleskab udviklede og kaldte simultanisme omsatte hun, mens hendes mand levede, i design. Efter hans død i 1941 tog hun igen maleriet op.
Simultanisme baserer sig i korte træk på Chevreuils bog "On the law of the simultaneous contrast of colours". Ved at overlappe cirkler og flader sat sammen efter teorien om kontrastfarver skabes en dynamisk flade, der udtrykker det moderne livs rytme.
Sonia Delaunays modedesign blev en kontrast til datidens mere konservative og ensformige farver og former.



Hensigten var at forøge kroppens naturlige bevægelser og gennem dem etablere en flimrende bevægelse af farver. Dette budskab gik rent ind hos andre af datidens kunstnere, som tog tråden op med at designe tøj.



Sonia Delaunay kom ud af en rig russisk familie og flyttede til Paris i 1905. Denne rigdom gav hende en hvis form for frihed men efter den russiske revolution blev det en nødvendighed for hende at tjene penge. Den familieformue, der tidligere havde hjulpet hende, blev konfiskeret. Hun udvidede sit repertoire til også at omfatte teaterkostumer, producerede mode kommercielt og åbnede en butik: Den Simultane Boutique. Af mere kontroversielle designs er de hun udarbejdede til biler.



Jeg kan kun anbefale at kigge nærmere på denne Bugatti T35 fra 1924. Sonia Delaunay lavede flere designs for Bugatti. Hvorvidt designet for Citroen B12 fra 1925 blev sat i produktion ved jeg ikke, men det var muligt at iføre sig en matchende dragt bestående af nederdel, frakke og tørklæde.

Når man kigger på Sonia Delaunays aktiviteter, som foruden de nævnte også omfattede bogomslag, plakater, lampeskærme, puder, gardiner og andet til hjemmet, er det ikke svært at se, hvorfor hun "really did not have the time".

Ha´et rigtig godt nytår

lørdag den 30. december 2006

Tre dage-To udstillinger


Regnen slog mod ruden og vinden peb om hushjørnerne - ikke et vejr at jage en kommende kunsthistoriker ud i. Slet ikke når der lå en god stak kunstbøger og ventede foran lænestolen. Så altså ingen udstilling i dag. På sin vis tog vi også to i går idet øverste etage i Kunstforeningen rummer en udstilling med kunstnergruppen "Paint over"(Jonas Hvid Søndergaard, Lars Christensen, Ivan Andersen & Troels Aagaard, læs mere her). Det kan man vist godt kalde en fornyelse af maleriet:flydende maleri. Sjovest er værket Accelerator. 4 skærme, 4 i første omgang ubevægelige malerier og bang ryger en grøn kugle gennem dem alle fire. River fra hvert maleri en genstand eller et fragment med sig som igen river et andet fragment med sig som ind i mellem strander i et hjørne for senere at blive revet videre. Et af de to andre værker der er udstillet har navn efter gruppen. Det spiller mere på grænsen til animation, men du kan selv tjekke det ud ved at et klik artpod. Her kan du også se det tredie udstillede værk: Digitale Interventioner, foruden en række andre værker af danske videokunstere som Jesper Just, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Pernille With Madsen. Artpod er lavet af organisationen Artnode.



En af de kunstbøger der lå ved siden af lænestolen var "Kunstnere på tale" af Lisbeth Bonde. Den havde jeg egentlig glædet mig til at læse, men desværre ved Lisbeth Bonde ikke, at der er et specielt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden- og der er hedt. Så på trods af, at der er tale om interviews med nulevende kunstnere har hun kun taget to kvindelige med nemlig Anna Thommesen og Jane Muus. Fokus er ifølge indledningen rettet mod de sporskift, som den danske kunst oplevede i tiden op til krigen og årtierne lige efter. Ved at interviewe fortrinsvis mandlige kunstnere viser Bonde sig som en kunsthistoriker af den gamle skole, som mener at kun de kanoniserede, hyldede og ærede (Bondes eget ordvalg) er en del af kunsthistorien. Hun gentager dette synspunkt senere i indledningen:....her må man have for øje, at de kvindelige billedkunstnere - i modsætning til deres forfatterkolleger - først i de seneste to årtier er rykket frem i forreste linje på kunstscenen, og det står stadig sløjt til med hensyn til deres museumsrepræsentation. Det er ikke et synspunkt jeg deler. Hverken kunsthistorien eller historien består udelukkende af kanoniserede helte. De kvinder der arbejdede som kunstnere i tiden op til krigen og de årtier lige efter, der i følge Bonde går helt op til 60 ´erne qua interviews med Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen, er også en del af historien. Selvom de er sparsomt repræsenterede på museer skabte de også kunst og er dermed en del af kunsthistorien. Nogle af dem gør det endnu - måske var Ursula Reuter-Christiansen ikke hjemme den dag Bonde tog til Bogø, så hun måtte nøjedes med manden - Henning Christiansen

Det er vist tid til en Guerrilla Girls aktion.

fredag den 29. december 2006

Tre dage - tre udstillinger. Dag 2


Olivia Holm-Møller

Vi er nu nået til dag 2 i min miniferie og dagens udstilling er Moderne Kvinder, Kunstforeningen Gl. Strand (til 28.januar). Det er en lille, men måske dermed så meget stærkere udstilling. Hvor Impressionismens Kvinder har kvinden som motiv i fokus har Moderne Kvinder den kvindelige maler som sit omdrejningspunkt. Vi er rykket frem i tiden, om på den anden side af 1900 og kvindens stilling har ændret sig. Alligevel er kønnet stadig en forhindring for succes (og som Bente Scavenius skriver i sin anmeldelse af udstillingen er der ikke rykket væsentlig ved det faktum selvom vi nu har passeret endnu et årtusindskifte). Det er slående, når man går rundt i udstillingen. Motiverne er ikke væsentligt forskellige fra de motiver deres mandlige kollegaer valgte og hverken teknikken eller udtrykket adskiller sig fra hvad man ser hos periodens berømte mænd. Kønnet er forskellen.
Franciska Clausen, Christine Swane, Ebba Carstensen og Olivia Holm-Møller er blandt de danske repræsentanter og vel nok kendt af de fleste kunstintresserede i Danmark. Alle tre er, så vidt jeg er orienteret, repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling, men hvorvidt de hænger fremme vil morgendagen vise.Desuden er der værker af Astrid Holm og Anna Klindt Sørensen.



Af de øvrige nordiske repræsentanter gjorde finnen Helene Schjerfbeck et dybt indtryk på mig. Hendes rene linier taler direkte til mig. Det afbillede værk er ikke med på udstillingen, men der i mod en række andre i samme stil.

Jeppe Hein i Præstø



Så er den hjemme. Det er lykkedes borgerne i Præstø at samle det rette beløb ind til at købe Jeppe Heins vandkunst. Vandkunsten har stået ved havnen hele sommeren og har været til stor glæde for store og små. Det kan den nu blive ved med og Præstø har fået en attraktion, der er værd at køre efter. Kommunen har givet kr.95.000 og kommune sammenlægningsudvalget kr.100.000.I alt er der indtil videre indsamlet ca.kr.530.000 som altså skyldes flot frivilligt arbejde. Husk at køre forbi til sommer.

torsdag den 28. december 2006

Tre dage - Tre udstillinger


Mary Cassatt La Toilette (kat.11)

Tre dage uden det store frokostbord, snaps, øl og fornøjelige timer sammen med venner og familie efterlader lige dage nok til tre udstillinger, som jeg i et stykke tid har haft på ønskesedlen. Den første blev besøgt i dag: Kvinder i Impressionismen på Ny Carlsberg Glyptotek.
Det er en god udstilling af to grunde. For det første fordi, den med sine temaer sætter fokus på datidens kvinder, deres stilling og forskellige roller. For det andet fordi, det er lykkedes at samle en stor mængde af gode værker af både Berthe Morisot og Mary Cassatt. Jeg husker stadig første gang, jeg så et værk af Morisot. Det var på Statens Museum for Kunst. Udstillingens titel kan jeg ikke længere huske, men jeg kan huske, at jeg ønskede, at de i stedet for det elendige maleri helt havde udelukket hende. Det har Ny Carlsberg Glyptotek nu rådet bod på.


Berthe Morisot Kvinde ved sit toilette (kat.71)

Foruden temaopdelingen har kurator Sidsel Maria Søndergaard lavet et andet interessant greb, i det hun i de første rum har samlet en række værker af henholdsvis Morisot og hendes mentor Manet samt Cassatt og hendes mentor Degas. Værkerne er holdt indenfor tema opdelingen, men det åbner op for at gøre andre betragtninger. For eksempel slog det mig, at hvor kvinderne i Manets Portræt af Jeanne Duval (kat.42)og Damen med vifterne (kat.45)er tydeligt bevidste om, at de bliver portrætterede er der en afslappethed over kvinderne i Morisots Ung kvinde i gråt (kat.73)og Dame med vifte (kat.68).
Cassatt er mere lig sin mentor i fremstillingen af kvinder i færd med at bade, rede sig og klæde sig på. Hvor Morisots kvinder er opstillede er Cassatts og Degas kvinder ikke bevidste om at blive iagttaget. De foretager sig blot dagligdags ting.
Til sidst er det værd at betragte, hvordan Morisots unge kvinder lukker sig om sig selv fortabt i egne tanker, hvor i mod de modne kvinder er udadvendte og åbner sig mod maleren.
Ligesom Peter Plys´ ven Grisling er jeg nu så flov, at jeg overvejer at stikke af til søs. Grunden er, at jeg, da jeg søgte efter billeder af Hammershøis værker stavede navnet med j i stedet for i. Utroligt, at jeg overhovedet fandt nogle. En søgning med den rigtige stavning gav 191 hits - og så taler vi ikke mere om det.

lørdag den 23. december 2006

Glædelig jul

tirsdag den 19. december 2006

Hammershøi


Fik du ikke set Michael Palins udsendelse i går om Vilhelm Hammershøi er der desværre nok ikke så meget at gøre andet end at håbe på en genudsendelse. Programmet formåede at formidle Palins passion for Hammershøi. Hvis det ikke lige var fordi, jeg allerede er en af "Hammershøis Venner", ville jeg være blevet det i går. Et gennemgående tema i programmet er det manglende kendskab til Hammershøi ude i verden, men sørme også herhjemme. Dette troede jeg egentlig havde ændret sig, men da jeg skulle søge et billede til dette indlæg kom Google op med et meget sørgeligt resultat på tre billeder.
Gennem udsendelsen var jeg lidt nervøs for, om vi nu skulle have endnu et program, der handlede mere om kunstneren end værkerne og om motiverne i nutiden som et forsøg på at indleve sig i kunstnerens verden. Udsendelsen handlede en del om dette, men viste sig at ende i den modsatte konklusion. Nemlig, at det er værkerne der er tilbage og taler til os.
Som kunsthistoriker er der selvfølgelig en masse jeg kunne tænke mig, at Palin havde fokuseret på frem for det han gjorde, men som formidler er jeg egentlig ganske tilfreds. Han smed en luns ud og det er op til seeren selv at søge yderligere indsigt i Hammershøis værker og begejstringen manglede ikke.
Note: Efterfølgende har jeg på venlig opfordring ændret stavemåden til den korrekte "Hammershøi" og se det gav et helt andet resultat: 11.200 hits på Google billeder!

Barbara Nati


Todays Picture på Artblogs Myspaceside er i dag af Barbara Nati Da jeg havde lidt svært ved at vælge, hvilket det skulle være, kommer hun nu også her på siden med et andet billede end det på Myspace

tirsdag den 12. december 2006

agnes b


agnes b er mere end bare tøj. Det er også 2 gallerier, et filmselskab og et kunstmagazin, som kommer af en ejer, der brænder for kunst.
Tøjet begyndte hun at sælge for 30 år siden og først i 90érne blev hendes cardigan pression - en jersey cardigan med trykknapper - æret på en udstilling over det bedste inden for fransk design på Centre Pompidou. Hun siger selv i et interview i Art Review (2004), at hun ikke er så interesseret i mode "I love to circulate art, and I like artist to be free to make work". Derfor laver hun sammen med Hans Ulrich Obrist kunstmagazinet Point d´Ironie. I hvert nummer - der kommer seks numre om året - får en kunstner carte blance til at fylde siderne.Magasinet uddeles gratis i agnes b´s butikker, i hendes galleri og på udvalgte museer.I interviewet fra 2004 drømmer hun om at dele det ud i busser og på metrostationer. Tænk sig, hvis du istedetfor Metro, Urban og hvad de nu ellers hedder, fik stukket et kunstmagasin i hånden i morgen, når du søvndrukken kører gennem byen for at komme på arbejde! Desværre kun en drøm.

søndag den 10. december 2006

Documenta og kogekunst

Marina Calamei "Tuffo zen"



Ja, ja, knap har man udskrevet gastronomien af kunstens historie før Documenta med vanlig sans for at gøre det usædvanlige indskriver den. Documenta 12 løber af stablen i Kassel til næste år og har inviteret stjernekokken Ferran Adriá (Rest. el Bulli). En ikke helt almindelig kok med usædvanlige sammensætninger af ingredienser og fantastiske tallerkenkreationer. Ferran Adriá er selv ikke helt sikker på om han deltager. I en samtale mellem ham og museumsdirektør Manuel Borja-Villel (Museum for Samtidskunst Barcelona, MACBA) i kunstmagasinet "art" siger han, som han også tidligere har gjort det, at han er kok, ikke kunstner.Han påpeger, at en så klar forudsætning som, at hans arbejde ikke kan udstilles gør deltagelsen til en stor og vanskelig udfordring. Dette er der dog mange kunstnere, der har været stillet over for tidligere og Borja-Villel fejer da også dette argument af bordet. Til gengæld rejser han spørgsmålet om, hvorvidt et værk, der udelukkende er skabt for at tilfredsstille nydelsen kan finde plads inden for en kritisk kunstpraksis. Der overser han dog en væsentlig ting i det kunst også er at stille spørgsmålstegn ved det givne, sætte tingene anderledes sammen og der ser jeg klart, hvorfor Documenta har valgt Ferran Adriá. Hans tallerkner er nok skabt til nydelse, men han har bragt ingredienser ind i gastronomien som ikke tidligere har været der og sat gamle sammen i nye kombinationer. Dog vil det ikke være muligt for samtlige gæster på Documenta 12 at opleve smagen og dermed vil det kun være muligt at dokumentere værket. Lidt som den performance man aldrig så live og nu må se på video. Det er en interessant diskussion Documenta rejser og om ikke andet fik vi den. Jeg er spændt på, om vi får Ferran Adriás værker at se til næste år og i så fald, hvordan han løser opgaven.

fredag den 1. december 2006

Viva Italia


Kan mad sidestilles med kunst eller høre ind under denne kategori? Nogen vil måske mene det. At lave god mad ér en kreativ proces, at se på mad kan være en æstetisk nydelse eller afsky, men der er én væsentlig forskel: mad indtager vi og den vil derfor altid have den ekstra dimension, at den på denne måde spiller på et følelsesregister, der rækker ud over det æstetiske. Alligevel får maden lov til at komme ind på min blog i dag. Simpelthen fordi god mad er lige så vigtig som god kunst. Vi skal have mad for at overleve fysisk, men for at overleve åndeligt vil jeg vove at påstå, at den mad skal være af høj kvalitet.
Ude på Østerbro ligger det Sicilianske Kulturhus. En lille butik drevet på entusiasme og kærlighed til Sicilien. De afholder nogle vældig hyggelige vinsmagninger, hvor maden er lige så vigtig som vinen. I den usnobbede atmosfære der er over disse smagninger, vil jeg vove at påstå at man lærer mere om vin og sammensætningen af vin og mad end man gør til en hvilken som helst anden vinsmagning, hvor det går ud på at kunne sætte en masse fagudtryk på vinen, gurgle og endelig ikke synke. Man bliver måske også en smule mere beruset, men så går snakken også bedre :-)




Siciliansk rock er ikke det vi hører mest herhjemme, men det er lykkedes mig at finde et band fra Catania, som jo mere jeg hører det, jo mere vinder det. Du kan selv lytte til dem her

Og endelig for at blive i det italienske, så har jeg i dag startet en ny serie på Myspace: Italian Contemporary, som skal køre sideløbende med Danish Contemporary. Todays picture er af Marta Dell Angelo
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH