torsdag den 28. december 2006

Tre dage - Tre udstillinger


Mary Cassatt La Toilette (kat.11)

Tre dage uden det store frokostbord, snaps, øl og fornøjelige timer sammen med venner og familie efterlader lige dage nok til tre udstillinger, som jeg i et stykke tid har haft på ønskesedlen. Den første blev besøgt i dag: Kvinder i Impressionismen på Ny Carlsberg Glyptotek.
Det er en god udstilling af to grunde. For det første fordi, den med sine temaer sætter fokus på datidens kvinder, deres stilling og forskellige roller. For det andet fordi, det er lykkedes at samle en stor mængde af gode værker af både Berthe Morisot og Mary Cassatt. Jeg husker stadig første gang, jeg så et værk af Morisot. Det var på Statens Museum for Kunst. Udstillingens titel kan jeg ikke længere huske, men jeg kan huske, at jeg ønskede, at de i stedet for det elendige maleri helt havde udelukket hende. Det har Ny Carlsberg Glyptotek nu rådet bod på.


Berthe Morisot Kvinde ved sit toilette (kat.71)

Foruden temaopdelingen har kurator Sidsel Maria Søndergaard lavet et andet interessant greb, i det hun i de første rum har samlet en række værker af henholdsvis Morisot og hendes mentor Manet samt Cassatt og hendes mentor Degas. Værkerne er holdt indenfor tema opdelingen, men det åbner op for at gøre andre betragtninger. For eksempel slog det mig, at hvor kvinderne i Manets Portræt af Jeanne Duval (kat.42)og Damen med vifterne (kat.45)er tydeligt bevidste om, at de bliver portrætterede er der en afslappethed over kvinderne i Morisots Ung kvinde i gråt (kat.73)og Dame med vifte (kat.68).
Cassatt er mere lig sin mentor i fremstillingen af kvinder i færd med at bade, rede sig og klæde sig på. Hvor Morisots kvinder er opstillede er Cassatts og Degas kvinder ikke bevidste om at blive iagttaget. De foretager sig blot dagligdags ting.
Til sidst er det værd at betragte, hvordan Morisots unge kvinder lukker sig om sig selv fortabt i egne tanker, hvor i mod de modne kvinder er udadvendte og åbner sig mod maleren.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH