søndag den 10. december 2006

Documenta og kogekunst

Marina Calamei "Tuffo zen"



Ja, ja, knap har man udskrevet gastronomien af kunstens historie før Documenta med vanlig sans for at gøre det usædvanlige indskriver den. Documenta 12 løber af stablen i Kassel til næste år og har inviteret stjernekokken Ferran Adriá (Rest. el Bulli). En ikke helt almindelig kok med usædvanlige sammensætninger af ingredienser og fantastiske tallerkenkreationer. Ferran Adriá er selv ikke helt sikker på om han deltager. I en samtale mellem ham og museumsdirektør Manuel Borja-Villel (Museum for Samtidskunst Barcelona, MACBA) i kunstmagasinet "art" siger han, som han også tidligere har gjort det, at han er kok, ikke kunstner.Han påpeger, at en så klar forudsætning som, at hans arbejde ikke kan udstilles gør deltagelsen til en stor og vanskelig udfordring. Dette er der dog mange kunstnere, der har været stillet over for tidligere og Borja-Villel fejer da også dette argument af bordet. Til gengæld rejser han spørgsmålet om, hvorvidt et værk, der udelukkende er skabt for at tilfredsstille nydelsen kan finde plads inden for en kritisk kunstpraksis. Der overser han dog en væsentlig ting i det kunst også er at stille spørgsmålstegn ved det givne, sætte tingene anderledes sammen og der ser jeg klart, hvorfor Documenta har valgt Ferran Adriá. Hans tallerkner er nok skabt til nydelse, men han har bragt ingredienser ind i gastronomien som ikke tidligere har været der og sat gamle sammen i nye kombinationer. Dog vil det ikke være muligt for samtlige gæster på Documenta 12 at opleve smagen og dermed vil det kun være muligt at dokumentere værket. Lidt som den performance man aldrig så live og nu må se på video. Det er en interessant diskussion Documenta rejser og om ikke andet fik vi den. Jeg er spændt på, om vi får Ferran Adriás værker at se til næste år og i så fald, hvordan han løser opgaven.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH