søndag den 31. december 2006

Sonia Delaunay



"I have led three lives:one for Robert, one for my son and grandsons, a shorter one for myself. I don´t regret not having given myself more attention. I really did not have the time"

Sonia Delaunay (1885-1979) vigede som så mange andre af datidens kvinder staffeliet for at give plads til sin mand, Robert Delaunay. Det gjorde hende nu på ingen måde inaktiv, blot var der ikke plads til to malere i samme hus. Den farveteori som de i fælleskab udviklede og kaldte simultanisme omsatte hun, mens hendes mand levede, i design. Efter hans død i 1941 tog hun igen maleriet op.
Simultanisme baserer sig i korte træk på Chevreuils bog "On the law of the simultaneous contrast of colours". Ved at overlappe cirkler og flader sat sammen efter teorien om kontrastfarver skabes en dynamisk flade, der udtrykker det moderne livs rytme.
Sonia Delaunays modedesign blev en kontrast til datidens mere konservative og ensformige farver og former.



Hensigten var at forøge kroppens naturlige bevægelser og gennem dem etablere en flimrende bevægelse af farver. Dette budskab gik rent ind hos andre af datidens kunstnere, som tog tråden op med at designe tøj.



Sonia Delaunay kom ud af en rig russisk familie og flyttede til Paris i 1905. Denne rigdom gav hende en hvis form for frihed men efter den russiske revolution blev det en nødvendighed for hende at tjene penge. Den familieformue, der tidligere havde hjulpet hende, blev konfiskeret. Hun udvidede sit repertoire til også at omfatte teaterkostumer, producerede mode kommercielt og åbnede en butik: Den Simultane Boutique. Af mere kontroversielle designs er de hun udarbejdede til biler.



Jeg kan kun anbefale at kigge nærmere på denne Bugatti T35 fra 1924. Sonia Delaunay lavede flere designs for Bugatti. Hvorvidt designet for Citroen B12 fra 1925 blev sat i produktion ved jeg ikke, men det var muligt at iføre sig en matchende dragt bestående af nederdel, frakke og tørklæde.

Når man kigger på Sonia Delaunays aktiviteter, som foruden de nævnte også omfattede bogomslag, plakater, lampeskærme, puder, gardiner og andet til hjemmet, er det ikke svært at se, hvorfor hun "really did not have the time".

Ha´et rigtig godt nytår

lørdag den 30. december 2006

Tre dage-To udstillinger


Regnen slog mod ruden og vinden peb om hushjørnerne - ikke et vejr at jage en kommende kunsthistoriker ud i. Slet ikke når der lå en god stak kunstbøger og ventede foran lænestolen. Så altså ingen udstilling i dag. På sin vis tog vi også to i går idet øverste etage i Kunstforeningen rummer en udstilling med kunstnergruppen "Paint over"(Jonas Hvid Søndergaard, Lars Christensen, Ivan Andersen & Troels Aagaard, læs mere her). Det kan man vist godt kalde en fornyelse af maleriet:flydende maleri. Sjovest er værket Accelerator. 4 skærme, 4 i første omgang ubevægelige malerier og bang ryger en grøn kugle gennem dem alle fire. River fra hvert maleri en genstand eller et fragment med sig som igen river et andet fragment med sig som ind i mellem strander i et hjørne for senere at blive revet videre. Et af de to andre værker der er udstillet har navn efter gruppen. Det spiller mere på grænsen til animation, men du kan selv tjekke det ud ved at et klik artpod. Her kan du også se det tredie udstillede værk: Digitale Interventioner, foruden en række andre værker af danske videokunstere som Jesper Just, Lilibeth Cuenca Rasmussen og Pernille With Madsen. Artpod er lavet af organisationen Artnode.



En af de kunstbøger der lå ved siden af lænestolen var "Kunstnere på tale" af Lisbeth Bonde. Den havde jeg egentlig glædet mig til at læse, men desværre ved Lisbeth Bonde ikke, at der er et specielt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden- og der er hedt. Så på trods af, at der er tale om interviews med nulevende kunstnere har hun kun taget to kvindelige med nemlig Anna Thommesen og Jane Muus. Fokus er ifølge indledningen rettet mod de sporskift, som den danske kunst oplevede i tiden op til krigen og årtierne lige efter. Ved at interviewe fortrinsvis mandlige kunstnere viser Bonde sig som en kunsthistoriker af den gamle skole, som mener at kun de kanoniserede, hyldede og ærede (Bondes eget ordvalg) er en del af kunsthistorien. Hun gentager dette synspunkt senere i indledningen:....her må man have for øje, at de kvindelige billedkunstnere - i modsætning til deres forfatterkolleger - først i de seneste to årtier er rykket frem i forreste linje på kunstscenen, og det står stadig sløjt til med hensyn til deres museumsrepræsentation. Det er ikke et synspunkt jeg deler. Hverken kunsthistorien eller historien består udelukkende af kanoniserede helte. De kvinder der arbejdede som kunstnere i tiden op til krigen og de årtier lige efter, der i følge Bonde går helt op til 60 ´erne qua interviews med Bjørn Nørgaard og Henning Christiansen, er også en del af historien. Selvom de er sparsomt repræsenterede på museer skabte de også kunst og er dermed en del af kunsthistorien. Nogle af dem gør det endnu - måske var Ursula Reuter-Christiansen ikke hjemme den dag Bonde tog til Bogø, så hun måtte nøjedes med manden - Henning Christiansen

Det er vist tid til en Guerrilla Girls aktion.

fredag den 29. december 2006

Tre dage - tre udstillinger. Dag 2


Olivia Holm-Møller

Vi er nu nået til dag 2 i min miniferie og dagens udstilling er Moderne Kvinder, Kunstforeningen Gl. Strand (til 28.januar). Det er en lille, men måske dermed så meget stærkere udstilling. Hvor Impressionismens Kvinder har kvinden som motiv i fokus har Moderne Kvinder den kvindelige maler som sit omdrejningspunkt. Vi er rykket frem i tiden, om på den anden side af 1900 og kvindens stilling har ændret sig. Alligevel er kønnet stadig en forhindring for succes (og som Bente Scavenius skriver i sin anmeldelse af udstillingen er der ikke rykket væsentlig ved det faktum selvom vi nu har passeret endnu et årtusindskifte). Det er slående, når man går rundt i udstillingen. Motiverne er ikke væsentligt forskellige fra de motiver deres mandlige kollegaer valgte og hverken teknikken eller udtrykket adskiller sig fra hvad man ser hos periodens berømte mænd. Kønnet er forskellen.
Franciska Clausen, Christine Swane, Ebba Carstensen og Olivia Holm-Møller er blandt de danske repræsentanter og vel nok kendt af de fleste kunstintresserede i Danmark. Alle tre er, så vidt jeg er orienteret, repræsenteret i Statens Museum for Kunsts samling, men hvorvidt de hænger fremme vil morgendagen vise.Desuden er der værker af Astrid Holm og Anna Klindt Sørensen.



Af de øvrige nordiske repræsentanter gjorde finnen Helene Schjerfbeck et dybt indtryk på mig. Hendes rene linier taler direkte til mig. Det afbillede værk er ikke med på udstillingen, men der i mod en række andre i samme stil.

Jeppe Hein i Præstø



Så er den hjemme. Det er lykkedes borgerne i Præstø at samle det rette beløb ind til at købe Jeppe Heins vandkunst. Vandkunsten har stået ved havnen hele sommeren og har været til stor glæde for store og små. Det kan den nu blive ved med og Præstø har fået en attraktion, der er værd at køre efter. Kommunen har givet kr.95.000 og kommune sammenlægningsudvalget kr.100.000.I alt er der indtil videre indsamlet ca.kr.530.000 som altså skyldes flot frivilligt arbejde. Husk at køre forbi til sommer.

torsdag den 28. december 2006

Tre dage - Tre udstillinger


Mary Cassatt La Toilette (kat.11)

Tre dage uden det store frokostbord, snaps, øl og fornøjelige timer sammen med venner og familie efterlader lige dage nok til tre udstillinger, som jeg i et stykke tid har haft på ønskesedlen. Den første blev besøgt i dag: Kvinder i Impressionismen på Ny Carlsberg Glyptotek.
Det er en god udstilling af to grunde. For det første fordi, den med sine temaer sætter fokus på datidens kvinder, deres stilling og forskellige roller. For det andet fordi, det er lykkedes at samle en stor mængde af gode værker af både Berthe Morisot og Mary Cassatt. Jeg husker stadig første gang, jeg så et værk af Morisot. Det var på Statens Museum for Kunst. Udstillingens titel kan jeg ikke længere huske, men jeg kan huske, at jeg ønskede, at de i stedet for det elendige maleri helt havde udelukket hende. Det har Ny Carlsberg Glyptotek nu rådet bod på.


Berthe Morisot Kvinde ved sit toilette (kat.71)

Foruden temaopdelingen har kurator Sidsel Maria Søndergaard lavet et andet interessant greb, i det hun i de første rum har samlet en række værker af henholdsvis Morisot og hendes mentor Manet samt Cassatt og hendes mentor Degas. Værkerne er holdt indenfor tema opdelingen, men det åbner op for at gøre andre betragtninger. For eksempel slog det mig, at hvor kvinderne i Manets Portræt af Jeanne Duval (kat.42)og Damen med vifterne (kat.45)er tydeligt bevidste om, at de bliver portrætterede er der en afslappethed over kvinderne i Morisots Ung kvinde i gråt (kat.73)og Dame med vifte (kat.68).
Cassatt er mere lig sin mentor i fremstillingen af kvinder i færd med at bade, rede sig og klæde sig på. Hvor Morisots kvinder er opstillede er Cassatts og Degas kvinder ikke bevidste om at blive iagttaget. De foretager sig blot dagligdags ting.
Til sidst er det værd at betragte, hvordan Morisots unge kvinder lukker sig om sig selv fortabt i egne tanker, hvor i mod de modne kvinder er udadvendte og åbner sig mod maleren.
Ligesom Peter Plys´ ven Grisling er jeg nu så flov, at jeg overvejer at stikke af til søs. Grunden er, at jeg, da jeg søgte efter billeder af Hammershøis værker stavede navnet med j i stedet for i. Utroligt, at jeg overhovedet fandt nogle. En søgning med den rigtige stavning gav 191 hits - og så taler vi ikke mere om det.

lørdag den 23. december 2006

Glædelig jul

tirsdag den 19. december 2006

Hammershøi


Fik du ikke set Michael Palins udsendelse i går om Vilhelm Hammershøi er der desværre nok ikke så meget at gøre andet end at håbe på en genudsendelse. Programmet formåede at formidle Palins passion for Hammershøi. Hvis det ikke lige var fordi, jeg allerede er en af "Hammershøis Venner", ville jeg være blevet det i går. Et gennemgående tema i programmet er det manglende kendskab til Hammershøi ude i verden, men sørme også herhjemme. Dette troede jeg egentlig havde ændret sig, men da jeg skulle søge et billede til dette indlæg kom Google op med et meget sørgeligt resultat på tre billeder.
Gennem udsendelsen var jeg lidt nervøs for, om vi nu skulle have endnu et program, der handlede mere om kunstneren end værkerne og om motiverne i nutiden som et forsøg på at indleve sig i kunstnerens verden. Udsendelsen handlede en del om dette, men viste sig at ende i den modsatte konklusion. Nemlig, at det er værkerne der er tilbage og taler til os.
Som kunsthistoriker er der selvfølgelig en masse jeg kunne tænke mig, at Palin havde fokuseret på frem for det han gjorde, men som formidler er jeg egentlig ganske tilfreds. Han smed en luns ud og det er op til seeren selv at søge yderligere indsigt i Hammershøis værker og begejstringen manglede ikke.
Note: Efterfølgende har jeg på venlig opfordring ændret stavemåden til den korrekte "Hammershøi" og se det gav et helt andet resultat: 11.200 hits på Google billeder!

Barbara Nati


Todays Picture på Artblogs Myspaceside er i dag af Barbara Nati Da jeg havde lidt svært ved at vælge, hvilket det skulle være, kommer hun nu også her på siden med et andet billede end det på Myspace

tirsdag den 12. december 2006

agnes b


agnes b er mere end bare tøj. Det er også 2 gallerier, et filmselskab og et kunstmagazin, som kommer af en ejer, der brænder for kunst.
Tøjet begyndte hun at sælge for 30 år siden og først i 90érne blev hendes cardigan pression - en jersey cardigan med trykknapper - æret på en udstilling over det bedste inden for fransk design på Centre Pompidou. Hun siger selv i et interview i Art Review (2004), at hun ikke er så interesseret i mode "I love to circulate art, and I like artist to be free to make work". Derfor laver hun sammen med Hans Ulrich Obrist kunstmagazinet Point d´Ironie. I hvert nummer - der kommer seks numre om året - får en kunstner carte blance til at fylde siderne.Magasinet uddeles gratis i agnes b´s butikker, i hendes galleri og på udvalgte museer.I interviewet fra 2004 drømmer hun om at dele det ud i busser og på metrostationer. Tænk sig, hvis du istedetfor Metro, Urban og hvad de nu ellers hedder, fik stukket et kunstmagasin i hånden i morgen, når du søvndrukken kører gennem byen for at komme på arbejde! Desværre kun en drøm.

søndag den 10. december 2006

Documenta og kogekunst

Marina Calamei "Tuffo zen"



Ja, ja, knap har man udskrevet gastronomien af kunstens historie før Documenta med vanlig sans for at gøre det usædvanlige indskriver den. Documenta 12 løber af stablen i Kassel til næste år og har inviteret stjernekokken Ferran Adriá (Rest. el Bulli). En ikke helt almindelig kok med usædvanlige sammensætninger af ingredienser og fantastiske tallerkenkreationer. Ferran Adriá er selv ikke helt sikker på om han deltager. I en samtale mellem ham og museumsdirektør Manuel Borja-Villel (Museum for Samtidskunst Barcelona, MACBA) i kunstmagasinet "art" siger han, som han også tidligere har gjort det, at han er kok, ikke kunstner.Han påpeger, at en så klar forudsætning som, at hans arbejde ikke kan udstilles gør deltagelsen til en stor og vanskelig udfordring. Dette er der dog mange kunstnere, der har været stillet over for tidligere og Borja-Villel fejer da også dette argument af bordet. Til gengæld rejser han spørgsmålet om, hvorvidt et værk, der udelukkende er skabt for at tilfredsstille nydelsen kan finde plads inden for en kritisk kunstpraksis. Der overser han dog en væsentlig ting i det kunst også er at stille spørgsmålstegn ved det givne, sætte tingene anderledes sammen og der ser jeg klart, hvorfor Documenta har valgt Ferran Adriá. Hans tallerkner er nok skabt til nydelse, men han har bragt ingredienser ind i gastronomien som ikke tidligere har været der og sat gamle sammen i nye kombinationer. Dog vil det ikke være muligt for samtlige gæster på Documenta 12 at opleve smagen og dermed vil det kun være muligt at dokumentere værket. Lidt som den performance man aldrig så live og nu må se på video. Det er en interessant diskussion Documenta rejser og om ikke andet fik vi den. Jeg er spændt på, om vi får Ferran Adriás værker at se til næste år og i så fald, hvordan han løser opgaven.

fredag den 1. december 2006

Viva Italia


Kan mad sidestilles med kunst eller høre ind under denne kategori? Nogen vil måske mene det. At lave god mad ér en kreativ proces, at se på mad kan være en æstetisk nydelse eller afsky, men der er én væsentlig forskel: mad indtager vi og den vil derfor altid have den ekstra dimension, at den på denne måde spiller på et følelsesregister, der rækker ud over det æstetiske. Alligevel får maden lov til at komme ind på min blog i dag. Simpelthen fordi god mad er lige så vigtig som god kunst. Vi skal have mad for at overleve fysisk, men for at overleve åndeligt vil jeg vove at påstå, at den mad skal være af høj kvalitet.
Ude på Østerbro ligger det Sicilianske Kulturhus. En lille butik drevet på entusiasme og kærlighed til Sicilien. De afholder nogle vældig hyggelige vinsmagninger, hvor maden er lige så vigtig som vinen. I den usnobbede atmosfære der er over disse smagninger, vil jeg vove at påstå at man lærer mere om vin og sammensætningen af vin og mad end man gør til en hvilken som helst anden vinsmagning, hvor det går ud på at kunne sætte en masse fagudtryk på vinen, gurgle og endelig ikke synke. Man bliver måske også en smule mere beruset, men så går snakken også bedre :-)




Siciliansk rock er ikke det vi hører mest herhjemme, men det er lykkedes mig at finde et band fra Catania, som jo mere jeg hører det, jo mere vinder det. Du kan selv lytte til dem her

Og endelig for at blive i det italienske, så har jeg i dag startet en ny serie på Myspace: Italian Contemporary, som skal køre sideløbende med Danish Contemporary. Todays picture er af Marta Dell Angelo

torsdag den 30. november 2006

Antikke flyveører


Som en af mine venner sagde:"Nu begynder det at ligne noget". Antikke flyveører fra en fresco i Pompeji.

Todays picture på Myspace er af Ursula Reuter Christiansen

tirsdag den 28. november 2006

Samtid og datid - et lille lysbilledshow


Klik på View show for at se lysbillederne

| View Show | Create Your Own

søndag den 26. november 2006

Det net er da uudtømmeligt!

Ulla Lehrskov Uden titel


Her troede jeg, at jeg bare skulle sidde og drømme mig væk i magasinverden. Godt nok uden et glitterende magasin i hænderne, men bare sådan lige orientere mig om der er andet end Country Living der dur. Derfor gik jeg ind på Country Lifes hjemmeside. Det har indtil videre bragt mig forbi The Art Funds hjemmeside, ud i en diskussion om, hvorvidt vi har sådanne kunststøttende medlemsbaserede fonde herhjemme, en tur forbi National Trust , som jeg gerne ville have støttet ved at købe en fantastisk julemus til toppen af juletræet, men de sender umiddelbart ikke ud af landet og nu sidder jeg og hører tekno fra MoMas radioside . Et indlæg på Country Lifes side om kunst , bragte mig til en artikel: Listen online , hvor der foruden linket til MoMas radio er link til blandt andet BBC Arts . På MoMas radioside kan du foruden musik hører adskillige interwiev med kunstnere - blandt andet Guerilla Girls som tidligere har været omtalt her - Artist to Artist talks og meget meget andet.

lørdag den 25. november 2006

Træer - igen

Min samling af flyveører er gået lidt i stå, men her er et bidrag til samlingen af træer - Anne Marie Ploug (1966-) Yellow Wooded .

fredag den 24. november 2006

Nye fund

Ind i mellem dukker der nye fund op, når man søger på Google Billeder. Som nu for eksempel dette maleri af Bertha Wegmann (1847-1926), "Frk. Inger Levin" fra 1916. Det blev udstilliet på Charlottenborg i 1917, men er nu af uransaglige grunde endt i Canada, hvor det er til salg hos en candadisk kunsthandler, Uno Langmann Limited .


I det hele taget var søgningen på Bertha Wegmann noget mere udbytterig end da jeg sidst søgte på hende, hvilket må være 1-2 år siden. For eksempel er det nu muligt at erhverve sig 3 højkvalitets postere med motiver af Bertha Wegmann på AllPosters.com , hvor man også kan købe en poster med Frants Henningsens "Industricafeen" fra 1906


En gennemgang af deres Danish Masterpieces var en interessant oplevelse. Foruden de sædvanlige blå skagensmalerier har de en række i Danmark mindre eksponerede malere fra 1800 tallet: Malthe Engelsted for eksempel som var med til at danne Den Fri Udstilling og Viggo Pedersen, som var inspireret af nabierne. Motivet på posteren må dog være et tidligere værk, da stilen er anderlededs. Der er også enkelte, det ikke er muligt at slå op: Wenzel Thornø for eksempel og en enkelt smutter: Nelly Erichsen som er britisk.

torsdag den 23. november 2006

Todays Picture på Myspace



























For et par dage siden startede jeg en Todays Picture serie på min Myspace side. En oplagt chance til at eksponere danske samtidskunstnere jeg holder af. Dagens billede er i dag af Kathrine Ærtebjerg.

tirsdag den 21. november 2006

Arty


Sveriges Television har gjort det igen. Endnu et godt kulturprogram viser sig på skærmen i aften kl. 20.30 på SVT2. Der er tale om del 4 af i alt 8 programmer om kunst. Du kan se de forrige her.
Skulle du have lyst til at starte lidt tidligere viser samme kanal Musikbyrån kl.19.30.
Og helt ærligt, det blæser og regner, er vådt og koldt, så hvorfor ikke tænde nogle stearinlys, lave en god kop the og fornøje sig med et par gode tv-programmer.

mandag den 20. november 2006

Lise Blomberg Andersen






















I dag faldt jeg lige over dette maleri af Lise Blomberg Andersen og efter en weekend, hvor Søndermarken har vist sig fra sin smukkeste efterårsside fuld af farver, passer det perfekt.

søndag den 19. november 2006

The Guardian



En af mine yndlingsbeskæftigelser har længe været at læse The Guardians kunstsider på nettet. I en periode måtte jeg dog holde en pause, da det gjorde mig opmærksom på alt det jeg gerne ville se i London uden muligheden for at gøre det. Men deres artikler er for interessante til at det skal holde en tilbage. Nu har de også lavet en blog, hvor læserne har mulighed for at kommentere indlæggene. Et indlæg om diskussionen af hvem der købte verdens dyreste maleri Who bought the Pollock hører denne uge til. Man skal være registreret for at kommentere, men det er ganske gratis, så det kan ikke være det der stopper kommentarerne. Dem er der nemlig ikke mange af, men måske er de fleste bare endnu ikke vant til denne debatform.




En boganmeldelse er i dagens Observer blevet til en reflektion over vores manglende betagelse af de udstillede værker, når vi går på udstilling. Menneskemængden, antallet af reproduktioner - I´ve got the postcard - mængden af værker, som kan være overvældende er alle emner som reflektionen berør. Fools rush in giver også en selv noget at tænke over og på trods af at anmelderen finder T.J.Clarks "The Sight of Dead" meget kedelig og søvndyssende, føler jeg mig fristet til læse den. Mest fordi, at jeg synes eksperimentet med hver dag at gå ind og se de samme to værker og føre dagbog over oplevelsen er interessant. Desværre er jeg aldrig kommet igennem en eneste bog af T.J.Clark, da jeg faktisk har været ved at falde i søvn, når jeg forsøgte, men det er vel altid værd at prøve igen. Nu er jeg jo ihvertfald advaret.
De to værker T.J.Clark så på hver dag er Nicolas Poussin: Landscape with a Calm (Getty Museum) og Landscape with a Man Killed by a Snake National Gallery, som jeg også har "lånt" biledet fra)

onsdag den 15. november 2006

Lineker-lugs

Da jeg nu også har fået en profil på Myspace skriver jeg ind i mellem også på engelsk. Det er ikke altid lige så let. For eksempel måtte jeg søge hjælp hos min engelskkyndige kollega på kontoret til at finde det engelske ord for flyveører. Vi fandt dette uddrag af en artikel fra The Independent:"Having large, protruding ears wasn't a problem in the days when men wore their hair long. Many a pair of bat ears, or "Lineker lugs" as they have come to be known..."(Source: The Independent. Author:Roger Dobson). "Lineker lugs" kan kun referere til den engelske fodboldspiller Gary Lineker, så vi googlede straks for at finde et passende billede!


































Man kan ikke beskylde Zidane for at have flyveører, men nu vi alligevel taler om fodbold viste Grand i mandags koncept- og videokunstneren Douglas Gordons Zidane film. Filmen der hedder "Zidane, un porttrait du 21eme siecle" har han lavet sammen med Philipe Parreno og den var et af de store samtaleemner på årets Cannes festival. 17 kameraer følger Zidane under en helt almindelig kamp mod Villareal på en helt almindelig dag foråret 2005. Den lægger sig et sted mellem det at være et videoværk og det at være en dokumentarfilm. Som sådan fungerer den, også når den er allermest kedelig, for det er nemlig en af de helt ordinære kampe, hvor der ikke sker meget og Real Madrid alligevel mander sig op og vinder 2-1. Sådan er fodbold også, både for spiller og tilskuer. Lidt sjovt at se en fodboldkamp med fokus på en spiller og ikke kampen. Alligevel formår Gordon og Parreno med enkle greb at delagtiggøre beskueren i kampens forløb. Hvordan skal ikke røbes her. Et andet greb de benytter sig af er at filtrere lydene. Forestil dig lyden af et spark mod en fodbold eller et par fodboldstøvler der glider hen over græsset afbrudt af en tilbagevend til tilskuerlarmen med fornyet styrke. Mogwai har lavet soundtracket til filmen og deres musik er ligeledes en del af lydbilledet.
Skulle du være interesseret i fodboldfilm, kan jeg anbefale denne artikel fra The Telegraph: Fodboldfilm

tirsdag den 14. november 2006

Viggos flyveører





Mine to studier i oktober af flyveører kan måske udvikle sig til en hel lille samling. Ihvertfald har de affødt, at en god ven sendte mig dette Viggo Johansen (1851-1935) maleri, hvor ørerne bliver et studie i lys både hos moderen og barnet.




Maleriet er fra 1885 og har titlen Sovekammerscene. Viggo Johansen hørte til i kredsen af Skagensmalere og hans vel nok mest kendte maleri er Glade Jul (1891). Selv husker jeg det fra et hæfte med julesange fra Familie Journalen. Maleriet hænger på den Hirschsprungske Samling, hvor også Sovekammerscene i følge Weilbach befinder sig. Jeg husker ikke selv at have set det, men måske har jeg bare ikke været opmærksom på det eller også er det på magasin.

fredag den 10. november 2006

November


"Det bliver november, en måned der ikke fører noget godt med sig, november er tophue og vinterstøvler, regn i stride strømme og blæst og mørke, den er forkølelser fordi man ikke tager den tophue på så snart man er kommet ud fra svømmehallen med vådt hår, men tramper barhovedet hen til stoppestedet på Fersenväg fordi nogle piger, som man har haft et godt øje til i femogtyvemeterbassinet, går ti meter foran én, hueløse også de, men det er piger altid, i hvert fald de piger som fanger ens interesse, og for ikke at skilte med en åndsvag hue på hovedet, lader man dem forsvinde med linje 38 som krænger afsted i mørket med regnen som tårer ned ad ruderne mens man selv venter på den næste, men så kommer der andre piger fra svømmehallen som man også har et godt øje til, og resultatet bliver at man sidder smægtende længst tilbage på bagsædet i bussen med huen i hånden, forelskelsen i brystet og infektionen også naturligvis, og må tilbringe en uge i sengen med feber og snot."
Torbjörn Flygt "Underdog" - en fabelagtig fortælling fra den gang vi der blev født i starten og midten af tresserne voksede op og langsomt nærmede os voksenlivet.
Her tilføjet et maleri af L.A.Ring "Landevejen ved Mogenstrup. Efterår" 1888 som p.t. kan ses på Statens Museum for Kunst på udstillingen "L.A.Ring. På kanten af verden". En udstilling der varmt kan anbefales.

tirsdag den 7. november 2006

The Strawberry Girl


Fans af Helen Mirrens fabelagtige fremstilling af Jane Tennyson i krimi serien "Mistænkt" sad klæbet til fjernsynet i går aftes og vil gøre det igen i aften. The final Act. Ikke flere afsnit, tilbage er efter i aften kun at se de gamle afsnit igen og igen. I gårdsdagens afsnit mødte vi ikke kun en gammel kending fra tidligere afsnit - Bill, men også en af mine gamle bekendte - The Strawberry Girl af Joshua Reynolds. Hun spiller en stor rolle i min beslutning om at læse kunsthistorie. Fire dage i London tog det mig at komme så langt, at jeg vidste det måtte være næste skridt. Dage fuld af kunst. Og, hvorfor skulle så et så nærmest sødladent maleri være en væsentlig faktor? Jo, fordi det er mere end "grædende børn". Maleriet besidder en social indignation bag det "nuttede". Reynolds var præget af oplysningstidens idealer og pigen kigger ikke anklagende på beskueren, blot nærmest resignerende, afventende. Maleriet er et af mange portætter af børn, som han malede i 1770erne og et af de stærkeste. Reynolds har i sine memoirer selv beskrevet maleriet som et af sine bedste. Det er svært at være uenig i det.

mandag den 30. oktober 2006

Flyveører

Jeg nævnte i går Knud Oddes forkærlighed for flyveører.
Her et eksempel.

søndag den 29. oktober 2006

Agnes på Bruun Rasmussen

Hos Bruun Rasmussen er der i næste uge to Agnes Slott-Møller malerier til salg. Det ene signeret, det andet ikke. Malerierne kan ses her . Der er en god zoomeffekt.
Skulle du bo i nærheden af Vejle er der eftersyn på Pedersholm i dag og i morgen fra 10-16.

Marie



Det har lige siden jeg stiftede bekendtskab med Marie Krøyers malerier ægret mig grænseløst, at hun aldrig fik de optimale betingelser for at male. Der er et eller andet over de få der findes, som tiltaler mig. Men jeg skal vel bare være glad for overhovedet at kende dem. Malerierne blev nemlig først kendt i 1980erne og der er i dag kun 20 registrerede værker af Marie Krøyer. Efter sigende skulle det skyldes, at hun syntes det var for svært at bryde igennem og hun kastede sig i stedet for over at indrette hjemmet. Dog ikke på samme måde som, når vi andre køber en ny lysestage eller andet vi synes pepper hjemmet op. Hun designede selv møblerne og var meget interesseret i den engelske arts and craft bevægelse.

Maleriet her af en dreng med flyveører, der bliver oplyst bagfra er absolut en af mine yndlinge. Der er jo altid lidt af os selv i det vi kan lide og det er sjældent ens store ører bliver æret på den måde. Faktisk kender jeg kun en anden kunstner, der har gjort det - Knud Odde.

Vasen med de halvvisne roser har et skær af smukt forfald. Der er måske en ubalance i maleriet som trækker det mod venstre og det vil rent teknisk ikke kunne betegnes som vellykket, men stemningen og farverne opvejer til dels denne skævhed.
Marie Krøyers malerier er meget feminine, men det ligger i stilen og vil også sagtens kunne siges om P.S. Krøyers malerier. Farvevalget og det lettere slørede billede understreger denne feminitet.

lørdag den 28. oktober 2006

Agnes, Marie og Harald


Da jeg skrev om Harald Slott-Møllers billede af Marie Krøyer den anden dag overså jeg lige den væsentlige detalje, at Harald og Agnes Slott-Møller havde et livslangt venskab med Marie Krøyer senere Alfvén. Marie var som udgangspunkt Haralds ven, men der findes en lang korrespondance mellem Agnes og Marie som underbygger, at de to også fandt hinanden. I 1885 opholdt Harald sig om sommeren på Præstø-egnen sammen med Marie og to andre venner. Her malede han blandt andet et studie af Marie, der satte blomster i vand. På dette tidspunkt var ingen af dem gift. Først året efter møder Harald Agnes og trekløveret følges ad til Julius Langes og Georg Brandes´ forelæsninger på Københavns Universitet. Harald og Agnes Slott-Møller forlover sig efteråret 1886 og bliver gift i maj 1888. Det er et beskedent bryllup med kun de nærmeste, men på bryllupsrejsen til Jylland mødes de med Marie. Efter et ophold på Djursland indlogerer trekløveret sig i et lille hus ved Henneberg Ladegård (Fredericia).


Marie rejser med parret til Berlin og Dresden samme sommer, men herefter fortsætter Harald og Agnes sammen ud på deres første store udlandsrejse med Italien som mål. På vejen hjem tager de i 1889 over Paris, hvor de mødes med andre danske kunstnere, her i blandt Marie og P.S. Krøyer, der samme år gifter sig. Som bekendt et ikke helt problemfrit ægteskab og i 1898 tilbringer trekløveret Agnes, Harald og Marie igen en del af sommeren sammen. Efter Harald Slott-Mølers eget udsagn mødes de på Damgård i Jylland de næste 10 somre. Efter Marie Og P.S. Krøyers skilsmisse og hendes bryllup med den svenske komponist Hugo Alfvén har Marie ikke mange af de gamle venner tilbage, men Harald og Agnes er der stadig. I 1914 besøger de hende i Sverige. Her maler Harald blandt andet Søndag Morgen, som er et solskinsinteriør med tre kvinder, hvoraf Marie er den ene.

Maleriet her til venstre er malet af P.S.Krøyer og forestiller Marie. Det er malet i 1889. Året hvor de gifter sig.

onsdag den 25. oktober 2006

Museumsbygningen



Den 6.december afholder Museumsbygningen aktion over en privat samling af Skagens malerier og tegninger. Blandt disse befinder, der sig forunderligt nok et maleri af Harald Slott-Møller(1864-1937). Den store forundring over, hvordan en symbolist kan skifte til at være Skagensmaler går over, når man ser motivet. Titlen, som ikke kommer fra kunsterens hånd, lyder "En dame stående ved husmur, antagelig Marie Krøyer". Der er ingen datering, men det er med meget stor sandsynlighed malet før 1900. Omkring årtusindeskiftet tog uoverensstemmelserne mellem ægteparret Slott-Møller og den øvrige kunstnerverden til og Harald Slott-Møller har næppe været inviteret til Skagen efter denne periode. Samtidig er det et meget atypisk maleri for ham. Det kunne derfor godt være malet af en ung Slott-Møller som et eksperiment.

Et andet atypisk maleri er et efterårsmotiv af P.S.Krøyer: " Kunstnerens hus i Skagen". Det er heller ikke dateret. Det atypiske er naturligvis årstiden. Sjældent ser man et efterårsmotiv fra Krøyers hånd.

Der er eftersyn fra d.24.november - 8.december og der udgives et katalog skrevet af Elisabeth Fabritius og Peter Broe. Dette kan rekvireres ved henvendelse til Museumsbygningen Kunstauktioner og udkommer medio november.

søndag den 22. oktober 2006


Frans Schwartz Selvportr�t Posted by Picasa

Frans Schwartz

På Østerbro ned mod søerne ligger et hus, der længe har fascineret mig. Huset ejes af Soldenfeldts Stiftelse af 1894. Grundlagt for at give et hjem til enlige kvinder som gennem livet havde arbejdet som lærerinder, hus- eller syjomfruer og som tjenstepiger, men som i alderdommen ikke havde de fornødne midler. Helt op til i dag kan lejlighederne kun lejes af enlige kvinder på 50 år eller derover, men der er slækket på den tidligere stillingsbetegnelse og i huset bor i dag også kvinder, der stadig er i arbejde. Selve huset vil jeg vende tilbage til en anden dag. Det der i dag intereserer mig er festsalen. Her malede Frans Schwartz en allergori over lignelsen om de syv gode og syv dårlige jomfruer. Som det sikkert er bekendt gik alle 14 jomfruer ud for at møde Jesus, men kun de syv gode jomfruer havde taget ekstra olie med til deres lamper og var derfor de eneste, der så ham. Frans Schwartz havde jeg aldrig hørt om før jeg begyndte at læse om stiftelsen. Måske ikke så mærkeligt. Et opslag i Weilbach viser, at litteraturen om ham er meget ringe og ikke inkluderer nyere kunsthistoriske værker eller monografier. Senest har han været udstillet på Fyns Kunstmuseum i 1990. Museet har selv 6 værker af Schwartz. Født i 1850 var han en del af den generation, der gjorde oprør mod Kunstakademiet og han var medstifter af De frie Kunstskoler, hvor han fra 1884-85 ledede forberedelsesklassen. Selv gik han dog på Akademiet fra 1866-72. Han havde penge nok til at være økonomisk uafhængig og kunne derfor frit male som han ville. I Weilbach knyttes han til Carl Bloch og den franske salonkunst og der i ligger nok en del af grunden til hans manglende eftermæle. Denne del af kunsthistorien har været betragtet som lettere underlødig og betragtes stadig stort set sådan. Festsalen i Soldenfeldts Stiftelse og Fløjtespillerske på Fyns Kunstmuseum viser muligvis en inspiration, der peger tilbage på præ-rafaelitterne, men uden deres skarphed. Det ville der ikke være noget underligt i, da de kredse Schwartz færdedes i diskuterede og kendte til strømningerne i blandt andet England, men det kræver naturligvis en større undersøgelse at underbygge den strøtanke. Det kunne dog være en ekstra grund til glemslen.

onsdag den 30. august 2006


En anden slags traer - Lyngby kirke Posted by Picasa
"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH