lørdag den 28. oktober 2006

Agnes, Marie og Harald


Da jeg skrev om Harald Slott-Møllers billede af Marie Krøyer den anden dag overså jeg lige den væsentlige detalje, at Harald og Agnes Slott-Møller havde et livslangt venskab med Marie Krøyer senere Alfvén. Marie var som udgangspunkt Haralds ven, men der findes en lang korrespondance mellem Agnes og Marie som underbygger, at de to også fandt hinanden. I 1885 opholdt Harald sig om sommeren på Præstø-egnen sammen med Marie og to andre venner. Her malede han blandt andet et studie af Marie, der satte blomster i vand. På dette tidspunkt var ingen af dem gift. Først året efter møder Harald Agnes og trekløveret følges ad til Julius Langes og Georg Brandes´ forelæsninger på Københavns Universitet. Harald og Agnes Slott-Møller forlover sig efteråret 1886 og bliver gift i maj 1888. Det er et beskedent bryllup med kun de nærmeste, men på bryllupsrejsen til Jylland mødes de med Marie. Efter et ophold på Djursland indlogerer trekløveret sig i et lille hus ved Henneberg Ladegård (Fredericia).


Marie rejser med parret til Berlin og Dresden samme sommer, men herefter fortsætter Harald og Agnes sammen ud på deres første store udlandsrejse med Italien som mål. På vejen hjem tager de i 1889 over Paris, hvor de mødes med andre danske kunstnere, her i blandt Marie og P.S. Krøyer, der samme år gifter sig. Som bekendt et ikke helt problemfrit ægteskab og i 1898 tilbringer trekløveret Agnes, Harald og Marie igen en del af sommeren sammen. Efter Harald Slott-Mølers eget udsagn mødes de på Damgård i Jylland de næste 10 somre. Efter Marie Og P.S. Krøyers skilsmisse og hendes bryllup med den svenske komponist Hugo Alfvén har Marie ikke mange af de gamle venner tilbage, men Harald og Agnes er der stadig. I 1914 besøger de hende i Sverige. Her maler Harald blandt andet Søndag Morgen, som er et solskinsinteriør med tre kvinder, hvoraf Marie er den ene.

Maleriet her til venstre er malet af P.S.Krøyer og forestiller Marie. Det er malet i 1889. Året hvor de gifter sig.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH