På sådanne dage er det rart at læne sig op ad malere som Albert Gottschalk (1870-1905) og Paul Fischer (1860-1934), som fik en regnsvejrsdag til at fremstå poetisk.
Paul Fischer 1916
Hvor Gottschalk holdt sig til den brune farveskala udnyttede Paul Fischer den grå til fulde.
Paul Fischer 1904
Der kan næppe herske tvivl om at han kendte til den franske kemiker Chevreuls (1786-1889)teori om farveharmoni. Fischers malerier er fulde af kontraster. I alt det grå lyser det kridhvide op, rød/grøn og blå/gul udnyttes til at skabe liv. Ikke som dominerende farver, men som nøje afmålte flader på den grå baggrund. Netop denne udnyttelse af kontrastfarverne er en del af grundlaget for Chevreuls teori.
Horace Vernet (1789-1863)
Hvilken indflydelse en maler har været under vil altid være rene gisninger, så det vil jeg holde mig fra.
Ovenstående og følgende er derfor bare illustrative eksempler på Chevreuls teori.
Horace Vernet var en personlig ven, som måske ikke lyttede helt og fuldt, men alligevel tog dele af teorien til sig.
Selv nævnte Chevreul Ingres, som den der beherskede principperne.
Jean Auguste Dominique Ingres (1780-1860)
Da det kom frem, var der en del, der undrede sig, da man i mange år havde antaget, at det var Delacroix
Eugéne Delacroix (1798-1863)
Selv stødte jeg første gang på Chevreul indenfor havearkitekturen, da jeg lærte Gertrude Jekyll (1843-1932) at kende, men det er en ganske anden historie, som handler om kunsten og dens indflydelse på vores daglige liv, fremfor noget, som vi ser om søndagen på et museum.
Den indflydelse Paul Fischer har haft de seneste dage, har været at åbne mine øjne for farverne i mørket og det har bestemt gjort det grå mere udholdeligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar