fredag den 23. november 2007

Niels Gjerdevik i Fields

For ikke så lang tid siden var jeg for første gang i Fields. Storcentre er ikke lige min kop te og jeg havde ikke den store grund til at bevæge mig ud på Vestamager for at se endnu en af slagsen.



Så læste jeg Rune Gade og Camilla Jalvings "Nybrud" og blev opmærksom på, at der nok alligevel var en grund til at pumpe cyklen. Nemlig Niels Gjerdeviks udsmykning af centeret.



Vejen der ud var meget lang, men nu er det jo heller ikke tænkt ind i placeringen, at man skal komme cyklende - bil eller metro tænkte byplanlæggerne. Desværre tænkte de ikke, at lige meget hvilket transportmiddel, der vælges, så skal området omkring Fields fremstå som et attraktivt boligområde. Faktisk troede jeg, at man havde lært af områder som Høje Tåstrup og Ishøj, men det er lige før, at de fremstår attraktive i forhold til de boligområder, der ligger op ad storcenteret.



Det hjalp at komme indenfor. Niels Gjerdevik har løst opgaven fint.
Der er meget, der konkurrerer med kunsten, men lige så stilfærdigt finder den sin plads i arkitekturen. Den prøver ikke at overdøve butikkernes udsmykninger og reklameskilte. I stedet underspiller den sin rolle og vinder der ved.



Samtidig står den i kontrast til alt det hurlumhej, der er i et butikscenteret. Efter en rum tid, måtte jeg trække mig. Ør i hovedet af dårlig popmusik, men en kunstoplevelse rigere.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH