På Kastrupgårdsamlingen vises i øjeblikket udstillingen "Looking for Jerry" med undertitlen: "Den mandlige muse":
"Op gennem kunsthistorien har den mandlige kunstner altid haft kvinden som muse og inspiration. Men hvorfra kommer egentlig den kvindelige kunstners inspiration? Er det faderen, vennen, ægtemanden, sønnen eller?"(fra udstillingens hjemmeside). En række kvindelige kunstnere blev sat på opgaven at udtrykke denne inspiration og det er der kommet en interessant udstilling ud af.
De tre der gjorde det største indtryk på mig var Jeanette Land Schou
Nina Maria Kleivan
Pernelle Maegaard
Jeanette Land Schou er repræsenteret med videoen og fotocollagerne "Pere Ubu Parafraser". Inspireret af den franske forfatter Alfred Jarry, der ikke gjorde meget på samme måde som andre og døde som 33-årig af tuberkulose og druk, er værket en hyldest til alle "de skønne skiderikker" (af katalogteksten) Jeanette Land Schou faldt for i sin vilde ungdom. I videoen optræder gravkøer i en destruktiv men også graciøs og fascinerende dans for to i et landskab der består af bygninger under nedrivning. De fotografiske collager der ligeldes består af billeder fra forskellige nedrivninger og med Jeanette Land Schous ord, simple organiseringer (et begreb lanceret af billedhuggeren Villy Ørnskov), er portrætter af umulige mænd.
Nina Maria Kleivans skulptur "Hochsitz" er inspireret af de høje platforme vi ser i skove, hvor der drives jagt. Et opslag i ordbogen siger det der skal siges om værket:"hochsitz er en kunstigt bygget platform ell. siddeplads anbragt så højt over jorden, at færten af jægeren i bogstavligste forstand går over hovedet på vildtet"
Her en anden stol i skoven af Nina Kleivan
Pernelle Maegaard fangede på denne udstilling min opmærksomhed med en video hun har lavet sammen med Nina Maria Kleivan: "The Search". En række kvinder går rundt om natten i en ukendt og meget tom by trækkende en kuffert efter sig. Kataloget giver ikke megen hjælp til forståelse af værket, men selve værket udtrykker en søgen som både kan være en søgen efter et sted at sætte kufferten eller en søgen efter noget at komme i den, forstået som erfaring, "have noget med i bagagen"
Pernelle Maegaard laver ikke kun video, men også nogle fascinerende malerier
Udstillingens kurator er kunsthistorikeren Marianne Barbusse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar