Venedig Biennalen - Runa Islam

Det mest spændende område på biennalen var Arsenale, hvor den spanske kurator Rosa Martínez havde sat en udstillling op med et umiddelbart feministisk og postkolonialistisk perspektiv. Hendes hensigt har dog i følge hende selv været at vise kunst der med Samuel Beckets ord: "er træt af små ubetydelige bedrifter, er træt af at lade som om, at den kan gøre den samme gamle ting en lille smule bedre, som er træt af at gå længere ned ad en kedsommelig gade" . Hvis det står til mine ledsagere lykkedes det ikke for hende, men jeg er ikke helt enig. Der var mange gode værker som strakte sig lidt længere og Runa Islams var en af dem.

Runa Islam blev født i Bangladesh i 1970, men har fået sin uddannelse i Europa. På den måde adskiller hun sig ikke fra størstedelen af de ikke-vestlige kunstnere, vi kender her i Europa. Der er altså ikke tale om et kontroversielt eller specielt modigt valg og Runa Islam beskæftiger sig heller ikke med en problemstilling, der er specilet ikke-vestlig eller har referencer til sit hjemlands kunst i sine værker. Hun kan nærmere ses som et udtryk for en gammel problemstilling, nemlig den at kunstnere fra lande udenfor de etablerede vestlige kunst metropoler ( p.t. Berlin, London, New York), må tage dertil for at blive verdenskendte. At være bosiddende i London hjælper altså godt på vej og at have The White Cube som galleri er nærmest en garant. Samtidig kan man vælge at se hendes vestlige udtryk som en del af det at være et globalt menneske, der ikke er bundet til sit ophav. En problematik som f.eks. er rejst af yngre grønlandske kunstnere, der føler sig bundet af det grønlandske.
Runa Islam beskæftiger sig med film og hendes værker er ofte genskabelser af kendte film. For at nå dertil dekonstruerer hun den oprindelige film, som f.eks. i værket "Tuin" (1998) hvor hun genskaber en scene fra Fassbinders "Martha". I den oprindelige film er der brugt en kameravinkel på 360 grader til at beskrive et flygtigt møde mellem en mand og en kvinde. I Runa Islams værk er mødet filmet fra tre forskellige perspektiver og på denne måde er den oprindelige scene "brudt op" og sat sammen igen. I det værk der var udstillet på biennalen ( og er det 6 dage endnu) er der en reference til den første film optaget i slow motion. I den ser man en mand der vælter en spand med vand. I værket "Be the first to see what you see as you see it" (2004) ser man i slow motion en række porcelæn falde ned fra en piedestal for at splintres på gulvet. Inden det kommer så vidt, ser man en velplejet kvinde gå rundt om porcelænet i langsomt tempo ,inden hun lige så langsomt skubber til det. Der er altså også for mig at se en historie i værket. Den frustrerede kvinde spærret inde i det pæne repræsenterende hjemmeliv. Det må udløse en reaktion.