Danmarks provinsbyer byder hver i sær på mange arkitektoniske og kunstneriske oplevelser. Enhver by byder på huse fra mange forskellige perioder og ofte en skulptur eller flere. Det sker også at byerne udnytter disse potentialer og udgiver foldere om emnerne. Dette er denne sommer sket i Præstø, hvor du nu kan gå rundt blandt byens bemærkelsesværdige huse med en lille forklaring til en række af dem. Du kan downloade folderen på Præstøs hjemmeside - vælg folderen Antonitterruten.
Hvis du er virkelig interesseret kan du ikke klare dig uden at lave lidt forarbejde ved at læse "Gamle huse i Præstø" udgivet af Fredningsstyrelsen, da folderen ikke giver mange oplysninger om det arkitektoniske, men ligger vægt på det historiske. Det kunne have været et godt supplement med et par nedslag i de arkitektoniske særpræg, som for eksempel vinduet på billedet ovenfor. I stedet for at satse på det velkendte og sikre ville det have været rart at se en folder, som turde gå lidt videre og sprænge rammerne ved lidt nytænkning. Og, jeg tør næsten ikke nævne Flickr i denne sammenhæng. Men folderen er en god vejviser og lægger en god rute.
Et must når du er i Præstø er naturligvis Jeppe Heins vandkunst ved havnen. Springvandet blev skabt til Venedig Bienalen (så vidt jeg husker 2003) og blev forsøgsvis opstillet i Præstø i 2006, hvorefter en indsamling blandt borgere og erhvervsliv muliggjorde en permanent opstilling. Det er et yndet sted for børn og barnlige sjæle.
Kommer du en lørdag eller søndag kan du slå et smut forbi den nye Ole Ring Samling på torvet 10. Ole Ring var søn og elev af L.A.Ring og boede i en periode i Præstø. Han var præget af faderens naturalistiske stil og hans motivverden omfattede landskaber, land- og bybilleder fra i sær Sydsjælland. Du kan læse mere om samlingen på Ugebladet Sydsjællands hjemmeside. Det har ikke været muligt at finde åbningstiderne, så du må slå et smut forbi.
Endelig er der Thorvaldsens Samling på Nysø. Samlingen blev oprettet i 1926 og rummer en række af Thorvaldsens sidste værker. Du kan læse mere om samlingen på Thorvaldsens Museums hjemmeside. Samlingen er åben tirs-fred 14-17 og lør-søn 11-17.
Og, skulle du have behov for at bruge penge, så har Præstø Antik et stort udvalg af møbler og glas samt en specialafdeling dedikeret formgiveren Jens H. Quistgaard.
Bliver du sulten bare ved tanken om al denne aktivitet?, så er Skipperkroen på havnen et godt sted at slå sig ned til frokost og pausekaffen kan du altid indtage på Cafe Mocca, som ligger på samme strøg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar