mandag den 26. oktober 2009

David Shrigley

Den bedste kur mod regn og tiltagende mørke er for mig at krølle sammen i lænestolen med en god podcast i høretelefonerne. Og, det var det, jeg gjorde i går. Podcasten var en TATE artist talk med David Shrigley, som jeg havde fundet på TATEs iTunes kanal. Optagelsen var fra en artist talk, som fandt sted på TATE i december 2008. At lytte til en fremvisnig af værker - Shrigley havde medbragt en række billeder - kræver naturligvis et vist kendskab til kunstneren, men med det in mente fungerede det faktisk ret godt. Først i dag har jeg set, at Shrigleys "talk" også findes som video, men det er altså svært at krølle sammen i lænestolen med computeren på knæet.

Podcasten gav mig appetit på mere Shrigley, så senere gik jeg på Internettet og fandt til min glæde ud af, at han selv har lagt en række animationer på YouTube. Blandt andet denne, som han viste på TATE:



Ydermere fandt jeg ud af, at han p.t. deltager i en gruppeudstilling på Galleri Nicolai Wallner og i november viser en soloudstilling samme sted. Godt nok betyder det, at jeg må rejse mig fra lænestolen og bevæge mig ud i regnen, men det gør jeg gerne. Måske er jeg oven i købet så heldig, at regnen holder op en dag.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH