Eva Öhrling

Eva Öhrlings malerier fascinerer mig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad fascinationen har sin rod i, men det er noget med måden billedrummet er bygget op på. Det er enkelt og det er som om, at det der bryder mønstret - som de to dødningehoveder - står insisterende og påberåber sig en opmærksomhed. Den får de og de rammer mig et eller andet sted, hvor der rent faktisk ikke findes ord. Efter snart fem år med kunsthistorie som videnskabeligt felt går det mere og mere op for mig, at vi som kunsthistorikere forsøger at sætte ord på noget, som der oftest ikke kan sættes ord på. Kunst berører sanserne og hvordan forklare, at det prikker i maveregionen eller hensætter dig i en eller anden stemning. Hvis du følger linket, får du et klasseeksempel på hvordan kunsthistorikeren beskriver det ubeskrivelige. Selv er jeg ikke begejstret for denne måde at beskrive kunsten på. Teksten lukker sig om sig selv og svælger i "lækre" ord, men vurder selv og kommenter gerne.