Flyveører

Jeg nævnte i går Knud Oddes forkærlighed for flyveører.
Her et eksempel.

Agnes på Bruun Rasmussen

Hos Bruun Rasmussen er der i næste uge to Agnes Slott-Møller malerier til salg. Det ene signeret, det andet ikke. Malerierne kan ses her . Der er en god zoomeffekt.
Skulle du bo i nærheden af Vejle er der eftersyn på Pedersholm i dag og i morgen fra 10-16.

Marie

Det har lige siden jeg stiftede bekendtskab med Marie Krøyers malerier ægret mig grænseløst, at hun aldrig fik de optimale betingelser for at male. Der er et eller andet over de få der findes, som tiltaler mig. Men jeg skal vel bare være glad for overhovedet at kende dem. Malerierne blev nemlig først kendt i 1980erne og der er i dag kun 20 registrerede værker af Marie Krøyer. Efter sigende skulle det skyldes, at hun syntes det var for svært at bryde igennem og hun kastede sig i stedet for over at indrette hjemmet. Dog ikke på samme måde som, når vi andre køber en ny lysestage eller andet vi synes pepper hjemmet op. Hun designede selv møblerne og var meget interesseret i den engelske arts and craft bevægelse.

Maleriet her af en dreng med flyveører, der bliver oplyst bagfra er absolut en af mine yndlinge. Der er jo altid lidt af os selv i det vi kan lide og det er sjældent ens store ører bliver æret på den måde. Faktisk kender jeg kun en anden kunstner, der har gjort det - Knud Odde.

Vasen med de halvvisne roser har et skær af smukt forfald. Der er måske en ubalance i maleriet som trækker det mod venstre og det vil rent teknisk ikke kunne betegnes som vellykket, men stemningen og farverne opvejer til dels denne skævhed.
Marie Krøyers malerier er meget feminine, men det ligger i stilen og vil også sagtens kunne siges om P.S. Krøyers malerier. Farvevalget og det lettere slørede billede understreger denne feminitet.

Agnes, Marie og Harald

Da jeg skrev om Harald Slott-Møllers billede af Marie Krøyer den anden dag overså jeg lige den væsentlige detalje, at Harald og Agnes Slott-Møller havde et livslangt venskab med Marie Krøyer senere Alfvén. Marie var som udgangspunkt Haralds ven, men der findes en lang korrespondance mellem Agnes og Marie som underbygger, at de to også fandt hinanden. I 1885 opholdt Harald sig om sommeren på Præstø-egnen sammen med Marie og to andre venner. Her malede han blandt andet et studie af Marie, der satte blomster i vand. På dette tidspunkt var ingen af dem gift. Først året efter møder Harald Agnes og trekløveret følges ad til Julius Langes og Georg Brandes´ forelæsninger på Københavns Universitet. Harald og Agnes Slott-Møller forlover sig efteråret 1886 og bliver gift i maj 1888. Det er et beskedent bryllup med kun de nærmeste, men på bryllupsrejsen til Jylland mødes de med Marie. Efter et ophold på Djursland indlogerer trekløveret sig i et lille hus ved Henneberg Ladegård (Fredericia).


Marie rejser med parret til Berlin og Dresden samme sommer, men herefter fortsætter Harald og Agnes sammen ud på deres første store udlandsrejse med Italien som mål. På vejen hjem tager de i 1889 over Paris, hvor de mødes med andre danske kunstnere, her i blandt Marie og P.S. Krøyer, der samme år gifter sig. Som bekendt et ikke helt problemfrit ægteskab og i 1898 tilbringer trekløveret Agnes, Harald og Marie igen en del af sommeren sammen. Efter Harald Slott-Mølers eget udsagn mødes de på Damgård i Jylland de næste 10 somre. Efter Marie Og P.S. Krøyers skilsmisse og hendes bryllup med den svenske komponist Hugo Alfvén har Marie ikke mange af de gamle venner tilbage, men Harald og Agnes er der stadig. I 1914 besøger de hende i Sverige. Her maler Harald blandt andet Søndag Morgen, som er et solskinsinteriør med tre kvinder, hvoraf Marie er den ene.

Maleriet her til venstre er malet af P.S.Krøyer og forestiller Marie. Det er malet i 1889. Året hvor de gifter sig.

Museumsbygningen

Den 6.december afholder Museumsbygningen aktion over en privat samling af Skagens malerier og tegninger. Blandt disse befinder, der sig forunderligt nok et maleri af Harald Slott-Møller(1864-1937). Den store forundring over, hvordan en symbolist kan skifte til at være Skagensmaler går over, når man ser motivet. Titlen, som ikke kommer fra kunsterens hånd, lyder "En dame stående ved husmur, antagelig Marie Krøyer". Der er ingen datering, men det er med meget stor sandsynlighed malet før 1900. Omkring årtusindeskiftet tog uoverensstemmelserne mellem ægteparret Slott-Møller og den øvrige kunstnerverden til og Harald Slott-Møller har næppe været inviteret til Skagen efter denne periode. Samtidig er det et meget atypisk maleri for ham. Det kunne derfor godt være malet af en ung Slott-Møller som et eksperiment.

Et andet atypisk maleri er et efterårsmotiv af P.S.Krøyer: " Kunstnerens hus i Skagen". Det er heller ikke dateret. Det atypiske er naturligvis årstiden. Sjældent ser man et efterårsmotiv fra Krøyers hånd.

Der er eftersyn fra d.24.november - 8.december og der udgives et katalog skrevet af Elisabeth Fabritius og Peter Broe. Dette kan rekvireres ved henvendelse til Museumsbygningen Kunstauktioner og udkommer medio november.

Frans Schwartz Selvportr�t

Frans Schwartz

På Østerbro ned mod søerne ligger et hus, der længe har fascineret mig. Huset ejes af Soldenfeldts Stiftelse af 1894. Grundlagt for at give et hjem til enlige kvinder som gennem livet havde arbejdet som lærerinder, hus- eller syjomfruer og som tjenstepiger, men som i alderdommen ikke havde de fornødne midler. Helt op til i dag kan lejlighederne kun lejes af enlige kvinder på 50 år eller derover, men der er slækket på den tidligere stillingsbetegnelse og i huset bor i dag også kvinder, der stadig er i arbejde. Selve huset vil jeg vende tilbage til en anden dag. Det der i dag intereserer mig er festsalen. Her malede Frans Schwartz en allergori over lignelsen om de syv gode og syv dårlige jomfruer. Som det sikkert er bekendt gik alle 14 jomfruer ud for at møde Jesus, men kun de syv gode jomfruer havde taget ekstra olie med til deres lamper og var derfor de eneste, der så ham. Frans Schwartz havde jeg aldrig hørt om før jeg begyndte at læse om stiftelsen. Måske ikke så mærkeligt. Et opslag i Weilbach viser, at litteraturen om ham er meget ringe og ikke inkluderer nyere kunsthistoriske værker eller monografier. Senest har han været udstillet på Fyns Kunstmuseum i 1990. Museet har selv 6 værker af Schwartz. Født i 1850 var han en del af den generation, der gjorde oprør mod Kunstakademiet og han var medstifter af De frie Kunstskoler, hvor han fra 1884-85 ledede forberedelsesklassen. Selv gik han dog på Akademiet fra 1866-72. Han havde penge nok til at være økonomisk uafhængig og kunne derfor frit male som han ville. I Weilbach knyttes han til Carl Bloch og den franske salonkunst og der i ligger nok en del af grunden til hans manglende eftermæle. Denne del af kunsthistorien har været betragtet som lettere underlødig og betragtes stadig stort set sådan. Festsalen i Soldenfeldts Stiftelse og Fløjtespillerske på Fyns Kunstmuseum viser muligvis en inspiration, der peger tilbage på præ-rafaelitterne, men uden deres skarphed. Det ville der ikke være noget underligt i, da de kredse Schwartz færdedes i diskuterede og kendte til strømningerne i blandt andet England, men det kræver naturligvis en større undersøgelse at underbygge den strøtanke. Det kunne dog være en ekstra grund til glemslen.