En baby klædt som diktator og lort på dåse

ENGLISH

"Man kan sige sig selv, at "kunst" må være et yderst porøst ord. Det er ikke absolut. Men det er man tilbøjelig til at tro, fordi man er vant til at regne med ordenes pålydende værdi. Man er sikker på, at kunstbegrebet er en cirkel, som en gang for alle er slået med fast hånd af Vorherre, så man kan putte de "rigtige" ting ind i den (f.eks. billeder der "ligner") og lade de "forkerte" blive udenfor. Men så opstår der problemer, fordi der hele tiden dukker "forkerte" ting op  inde i cirklen, som man ikke véd, hvad man skal stille op med. Det skyldes, at man ikke opdager, at det er cirklen selv, der forandrer sig! Cirklen er nemlig snarere en amøbeform med arme, der hele tiden trækker sig ud og ind, forandrer sine omrids og - med andre ord: er højst dynamisk. Den er et dynamisk felt!" Lise Gotfredsen

Pierre Manzoni Merde d´Artiste 1961

(Foto lånt fra blog.art21)

Lort på dåse ligger indenfor denne dynamiske cirkel ligemeget, hvad vores kulturminister Per Stig Møller siger. Det er sikkert ikke nødvendigt at póintere overfor denne blogs læsere, men jeg gør det alligevel. Manzoni bidrog i højeste grad til dynamikken i cirklen. Det er den korte version. På Herning Kunstmuseums hjemmeside står der meget mere om Manzonis kunst.
I en opsummering af debatten skriver DR, at mange læsere har givet udtryk for den samme holdning som kulturministeren. Han er altså helt på linie med "folket", men skal en kulturminister være det? Personligt gør det mig temmelig utryg, at en kulturminister ikke har styr på de mest basale skift indenfor den kunsthistoriske dynamik. At forstå kunst er ofte hårdt arbejde, men man går glip af uendeligt mange indsigter, hvis man bare forkaster det man ikke forstår.

Nina Kleivan Potency 2005

(Foto: Nina Kleivan)

I marts rejste der sig også et andet ramaskrig over et kunstværk. Jeg vil ikke komme nærmere ind på detaljerne i virakken omkring Nina Kleivans serie Potency fra 2005, da jeg formoder de fleste læsere er helt på det rene med den. Men problematikken er den samme. Nogen ser kun en lort i en dåse. Andre ser kun en kunstners baby udklædt som Hitler. Problemet er, at de dermed forhindrer sig selv i at se ideen bag værket. I Manzonis værk er det personlige vigtigt. Det er vigtigt for ideen, at det er kunstnerens egen lort der sælges til skyhøje priser. Hermed sætter Manzoni kunstnerrollen til diskussion. I Nina Kleivans værk er det personlige for mig at se ikke det vigtige. Det vigtige er, at det er en baby. Noget af det mest uskyldsrene vi kender. Men Hitler, Mussolini og andre diktatorer var også en gang uskyldsrene babyer. Det er der fokus skal ligge. Vi bliver langt klogere hvis vi diskuterer, hvad der kan forandre en uskyldsren baby til diktator end, hvorvidt det er legitimt at bruge sin egen baby som model. For det er for mig at se dét kunstnerens baby er. En model. Babyen som begreb og dermed katalysator for ideen bag værket og den diskussion det rejser.