Opfindelsen af landskabet

Nils Büttner Die Erfindung der Landschaft
Vandenhoeck & Ruprecht in Göttingen, Göttingen, 2000
Nils Büttner er f.1967, dr.phil og udstillingskurator på Herzog.Anton Ulrich museet i Braunschweig.

Nils Bütners bog bygger videre på Svetlana Alpers tese fra 1983 om, at landskabsmaleriet i Nederlandene opstår i en tid, hvor der er en almen stor interesse for geografi og kartografi.
Dette gør han grundigt og levende.
Udgangspunktet er Antwerpen som i det 16. århundrede var en levnede og driftig by. Byen var på dette tidspunkt det mest betydningsfulde kunstneriske og kulturelle centrum nord for alperne. Den var den største forlagsby og det vigtigste omladningssted for videnskabelig litteratur. Og Antwerpen var førende indenfor geografi og verdensbeskrivelser. Dette leben betød, at der var en stor købmandsstand, som anlagde sig kunstsamlinger og dermed udgjorde en grobund for et rigt kunstnerisk miljø. Deres ønsker havde en betydning for udviklingen af landskabsmaleriet.
Det 16.årh. er de opdagelsesrejsendes tid og store dele af verden bliver kortlagt, men kortene var lige så dekorative som de kun var delvis anvendelige. Kortene var i begyndelsen af det 16. århundrede fuld af ornamenter og dekorationer. Landområder blev dækket med flora og fauna, oceaner med skibe eller søuhyrer. Et kort over det asiatiske kontinent er befolket med kameler og dromedarer. På Polens kortet er der bjørne, i bjergene grantræer og et kort over Zeeland er dækket af får og køer. Kortene fortæller altså også kulturelt om de egne linierne afgrænser. Det er blandt andet disse tegninger, der danner grundlaget for det rene landskabsmaleri, som det opstår efter midten af det 16.århundrede.
Det var i sær de store forlag som Aux Quatre Vents/ Til de fire vinde, der var ejet af Hieronymus Cock der udgav landkortene. De kunne fås både i en farvelagt og i en sort/hvid udgave. Som den første samler geografen Abraham Ortelius i 1570 flere landkort i et atlas: "Theatrum Orbis Terrarum", som bliver meget udbredt.
Ikke kun landkort beskæftigede sig med landskabet, men også byprospekter fra alverdens lande. Disse kunne ligesom landkortene erhverves som et samlet sæt: "Civitates orbis Terrarum".
Der til føjer sig den samling landskaber Hieronymus Cock i 1559 og 1561 udgiver under titlen "Små landskaber".
Atlas, byprospekter, landskabsstik og rejsebeskrivelser udgjorde den perfekte blanding til "en rejse i lænestolen" fri for alverdens farer og anstrengelser, for dem som ikke selv vovede sig ud på eventyr.
Men det var ikke kun borgeren der kunne bruge kunstnerens evner. Militært og juridisk var der også brug for landkort. Og når slaget var ovre kunne kunstneren skildre det heroiske slag i landskabet.
Det var en almindelig antagelse at kunstnerens visuelle udtryk kunne understøtte det trykte ord. Det gjaldt indenfor videnskab, for eksempel geometri, men også som understøttelse af fortællinger om fjerne lande.
Det er en af Nils Büttners pointer at, hvor kunsthistorien har en tendens til at se disse visuelle skildringer som billedet på et ideal-landskab, så mente datiden at de skildrede virkeligheden. Der derfor heller ikke tale om skjulte religiøse budskaber i billederne. Büttner går social historisk til værks og har ikke meget til overs for hverken den æstetiske tilgang eller den ikonografiske. Han argumenterer godt for sine synspunkter og har et rigt kildemateriale til at hjælpe sig. Der vil altid være mulighed for en kritisk læsning, men alt i alt slugte jeg bogen som via det levende sprog gør tørre historiske facts levende og af og til også ufrivilligt morsomme.