torsdag den 6. oktober 2005

Pipilotti Rist i Venedig

Som en del af programmet under Biennalen i Venedig udstiller videokunstneren Pipilotti Rist i Chiesa San Stae. Liggende på gulvet i kirken kan man opleve Pipilotti Rist´ fortolkning af et loftsmaleri. Ingen hemmelighed - det glæder jeg mig til! Kunstnernavnet Pipilotti er en sammenstilling af kaldenavnet Lotti ( hun hedder Elisabet Charlotte) og navnet på en af barndommens helte: Pippi. Og hendes videoværker er til dels som Pippi. På samme tid meget poetiske, æstetisk smukke og så foruroligende, forstyrrende, farverige og med en prikken til konventionerne. Der er flere kommentarer til 70er feminismen og dens "Kvinde kend din krop". Et værk fra 2000 hedder Closet Circuit. Det består af et toilet med glasbund , et kamera monteret under glasbunden og en monitor placeret foran kummen - toiletbesøg live! Men også værker der direkte refererer til hendes egen generation ( f.1962). Et værk som det hun var repræsenteret ved under Louisianas blomsterudstilling ( hvad hed det?) går rent ind hos mig. En kvinde går nynnende ned ad gaden med en blomst i hånden. Uden motivation begynder hun at smadre bilruder med blomsten. Sammenstillingen af det poetiske og det rå rammer for mig et af de kvindebilleder, der er skabt i vores generation. Også i det visuelle udtryk rammer hun rent samtiden. Der er ofte lidt MTV over det. Både det lige nævnte værk, men også et værk fra 1986 " I´m not the girl who misses much" giver associationer til musikvideoer. I "I´m not......." bliver der hældt grus i maskineriet ved at fremstille en syngende kvinde, der for det først står uskarpt i billedet og for det andet synger med en stemme der går fra det dybeste, dybe til det mest skingre Mickey Mouse leje. At hun trods det uskarpe billede tydeligt har blottede bryster er endnu en feministisk kommentar.
Der kan læses mere om Pipilotti Rist i Lars Movins "Videologier 2", hvorfra mange af informationerne her er hentet.

Andre blogindlæg om Pipilotti Rist:
Pipilotti Rist Homo sapiens sapiens på Louisiana
Du bist eine Butterblume
Mød Pipilotti Rist på Louisiana

2 kommentarer:

Anonym sagde ...
Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.
Anonym sagde ...

Video-installationen, der blev udstillet på Louisiana, hedder "Ever is Over All" (1997)

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH