søndag den 26. februar 2006

Miss Universum - Catti Brandelius

På udstillingen Konstfeminism var en af de, der gjorde indtryk, Catti Brandelius. Med ironisk bid tager hun fat på emner som fertilitet, shopping og ikke mindst kunstverdnen. Hun startede som korpige i popbandet Doktor Kosmos i 1991 og musikken spiller en stor rolle i hendes videoer. En blanding mellem B52, Bridget Jones og rigtig meget sig selv sætter mig i et vældigt godt humør samtidig med, at hendes bid rammer et sted i mig, hvor de samme emner tumler rundt. Miss Universum, som er hendes alter ego, tog form i 1997, hvor Catti Brandelius studerede kunst og begyndte at lave performances. Samtidig udtrykte hun sig i gennem blandt andet kronikker i radioen og dagspressen.
Miss Universum er egentlig en modpol til skønhedsdronningen, i det hun ikke vil behage verden, men lave verden om , så den behager hende. Det er der behandlingen af begrebet adskiller sig fra 70ernes. Den gang overskyggede skønhedskonkurrencerne i langt højere grad kvindebilledet end i dag. Skønhedskonkurrencer eksisterer som bekendt stadig, deres mål er ikke synderligt forandret. Netop derfor er det muligt at bruge symbolerne og vende dem om, men samtidig har vi også fået så mange andre kvindebilleder, at vi kan forholde os ironisk til skønhedsidealet som et middel til at behage.
Catti Brandelius´ nye alter ego er Profesora, som hun blandt andet turnerede med i foråret 2005.
Følg linket til Miss Universums hjemmeside og klik dig ind på "Ladda ned/Shoppa" for at se et udvalg af hendes videoer. Rigtig god fornøjelse.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH