En af de mere spændende arrangementer, vi oplevede i vores sommerferie, var en aften i Galleri Ankerhus på Klintholm Havn, Møn.
Her viste og fortalte Ursula Reuter Christiansen blandt andet om hendes film "Skarpretteren", som lige har været med på udstillingen "WACK! Art and the feminist revolution" på Museum of Contemporary Art i Los Angeles.
Det var vist også meningen, at Edith Marie Rosenmeier fra Møns Museum skulle have fortalt om udstillingen "Fire kvindelige kunstnere fra Møn", men efter 3 timers film og foredrag af Ursula Reuter Christiansen var publikum møre og selv om der havde været pause med kaffe og fiskekringle var det tid til at køre hjem.
Lene Adler Petersen "Dråben"
Udstillingen på Museumsgården i Keldbylille er ret usædvanlig. De fire kvindelige kunstnere Lene Adler Petersen, Ellen Hyllemose, Ane Mette Ruge og Ursula Reuter Christiansen er gået i dialog med ungkarlen Hans Hansens gård, som er præget af fraværet af kvinder og børn og af datidens rumindretning.
Ursula Reuter Christiansen
Lene Adler Petersens "Dråben" tager blandt andet udgangspunkt i gårdens fugtige rum og hænger derfor naturligt i stadsstuen og spisekammeret.
Ursula Reuter Christiansen har arbejdet med et tema, som er velkendt i forbindelse med hendes kunst, nemlig Grimms eventyr. Lige så velkendt er den feministiske vinkel og hendes dialog med gården er derfor et eventyr om kvindens socialisering til voksenlivet på landet med alle de faldgruber og drømme denne har indeholdt.
Ellen Hyllemose
Ellen Hyllemoses værker referer til husflid, men modsat bondekulturens manglebrætter og lignende er de funktionsløse.
Ane Mette Ruge
Ane Mette Ruge sætter datid og samtid på spidsen og dialogen bliver både en gentagen af datidens genstande på museet, i samtidens fotomedie og som fragmenter, samt en tilføjelse af samtidens genstande, som her pc´eren på bondens skrivebord.
Udstillingen løber så vidt jeg husker efteråret ud, men du må ringe til Museumsgården for at finde ud af det. Der er nemlig intet på internettet om udstillingsperioden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar