tirsdag den 26. juni 2007

Tåbelige politikere er der nok af

Tåbelige politikere er der nok af - også over på den anden side af sundet.
Torsdag morgen blev chefen for Dunkers Kulturhus, Niels Righolt fyret.



Det var blandt andet ham, der fik Chapman brødrene til Helsingborg i 2004 med udstillingen "äktenskapet mellan förnuft och elände" og som sørgede for at vi fik et indblik i udviklingen indenfor feministisk kunst med udstillingen Konstfemism i 2005/2006.



Fyringen skyldes officielt omorganisering, skriver blandt andet Sydsvenskan, som også har en bidende kommentar til omstruktureringen.
Lokalt snæversyn er nok nærmere sandheden for byen, der har skabt sig en profil, der går udover svensk provinsby ved hjælp af Dunkers Kulturhus´ åbne og internationale horisont. Med oplægget til en mere lokal profil for byens kulturinstitutioner er vi tilbage til et barndomsminde, hvor min vildeste erindring om Helsingborg er, at det var der jeg første gang spiste grøn flødeis. Det skyldes ganske enkelt, at Falster var endnu mere proviensielt og pistacieisen i 70´erne endnu ikke havde nået Stubbekøbing.



Der er ikke andet for end at drage til Helsingborg mens, der stadig er liv. Og lige nu viser Dunkers en udstilling skabt af Mark Dion "Mussets Naturalhistoria". Absolut værd at drage over sundet for.

fredag den 22. juni 2007

fredag den 8. juni 2007

Uncertain States of America

Som tidligere nævnt på denne blog, brillerer Herning Kunstmuseum indtil 30.6.2007 med udstillingen "Uncertain States of America" kurateret af Daniel Birnbaum, Hans Ulrich Obrist og Gunnar B. Kvaran.



Et af de værker der gjorde størst indtryk på os var Paul Chans video "1st Light". Light bør her være gennemstreget, men funktionen findes ikke på bloggen. Når ordet lys skal være gennemstreget, skyldes det, at gennemstregningen indikerer en dobbeltlæsning af videomediet som komponeret af lys og mangel på samme. Værket består af en 14 minutter lang digital animation, der simulerer et lys og skyggespil på gulvet fra et uset vindue. En telefonpæl og et gadelys er de eneste faste objekter, der angiver rumorienteringen i en verden, hvor objekter som mobiltelefoner, bærbare computere, cykler og lastbiler ses svævende opad. Denne ro fra de yndefulde, drømmelignende opstigende objekter brydes, lige så snart silhuetten af den første krop ses falde ned fra himlen.



De faldende figurer vil for mange genkalde de frygtindgydende billeder af de faldende ofre fra angrebet på World Trade Center, men de knytter sig også til en vestlig kunsthistorisk tradition for apokalyptiske visioner.

Paul Chan er født i Hong Kong 1973. Bor og arbejder i New York.
Du kan læse mere om værket i netkunstmagasinet Big RED & Shiny



Hannah Greelys "Muddle" fra 2004 reducerer menneskets bedste ven til en dørmåtte. Muddle betyder forvirring/roderi og det er netop det der opstår, når hunden, der ligger på trappestenen, viser sig ikke at være en imødekommende logrende hund, der ligger og soler sig, men beregnet til at tørre fødderne af, inden man går ind. Hannah Greelys værker er inspireret af popkunstens Ready mades, hvor genstande blev taget ud af deres normale sammenhænge og blev behandlet som kunstgenstande, men hun går skridtet videre og får os til at tænke over de følelser og tanker, vi tillægger de ting, vi omgiver os med.
Hannah Greely er født 1979 i Dickson, Tennessee. Bor og arbejder i Los Angeles.



Christina Lei Rodriguez´ skulpturer lader sig absolut ikke gengive på foto. De mister deres rumlige dimension, men jeg synes alligevel de skulle med, da de hører til de værker, der gjorde indtryk. Kombinatinen af glamour og forfald giver skulpturerne en uro, som giver associationer til temaer som natur/kultur og ikke mindst liv/død. De minder os om, at der også i det smukke ligger et forfald. Som en ældre dame med alt for meget pudder og make-up, overstrøet med smykker, i et forsøg på at dække det naturlige forfald, der kun alt for tydeligt fremhæver det.
Christina Lei Rodriguez er født i Miami 1974. Bor og arbejder i Miami.

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH