torsdag den 17. juni 2010

Franciska Clausen på Laboratorium

På udstillingen Laboratorium er der et ganske særligt værk af Franciska Clausen. En lille collage, som jeg her vover at gengive i håb om, at gengivelsen er så dårlig, at jeg ikke får problemer med copyright loven.


Det er nemlig fuldstændig umuligt at beskrive værket, som er en sammensætning af malede flader og udklip. Først da jeg havde stået et stykke tid og kigget opdagede jeg, at der optræder en række leverpostejmadder og canapeér. De indgår ret raffineret i kompositionen, som i sig selv er temmelig dynamisk og ikke uden humor.

Dette er typisk for Franciska Clausens collager. Hun arbejdede først og fremmest med formen og kombinerede udklippende ud fra deres kompositionelle træk fremfor deres genkendelighed som objekter.


Fra opbygningen af udstillingen

I collagerne fra de senere år opnås i gode øjeblikke en syntese af det stoflige, belysning, gennemlysning, intense og meget døde farveflader, fotografiske og grafiske virkninger, plastiske virkninger, en disharmonisk harmoni, poesi, det saliggørende. Alle disse ingredienser afføder en "einmalig" stemning.
Jeg forsøger at skabe en slags liv, som kun findes der.
Franciska Clausen


Fra udstillingen

Franciska Clausen lavede collager gennem det meste af sin karriere, men indtil omkring 1950 levede de en skjult tilværelse og meget få blev udstillet. Efter 1950 koncentrerede hun sig i højere grad om collagerne og havde konstant flere i gang.

Illustration til Kirsten Hüttemeiers Påskekage fra midten af 50´erne
Foto fra Spise Med Mormor

I reklametryksager og illustrerede ugeblade er farverne tit fantastisk smukke, også på emballager, f.eks. iskartoner. De folk der laver disse tryk, ved ikke,  hvilke værdier de skaber. Mange illustrationer til mad- og bageopskrifter kunne man ligefrem hænge op på væggen i stedet for malerier. Der findes stoflige virkninger i de illustrerede magasiner, som det ville tage for lang tid at gengive detaljeret i oliemaleriet.
Franciska Clausen

Af de kunstnere Franciska Clausen udstiller sammen med på Laboratorium er der ingen tvivl om, at ovenstående vil vække genklang hos Milena Bonifacini, som selv er inspireret af hverdagens husgeråd. Hos Pernelle Maegaard og Ferdinand Ahm Krag er det helt andre former, som er på spil.


Lyst til at vide mere?
Franciska Clausen af Troels Andersen og Gynther Hansen (F.C.s citater er gengivet fra denne bog)
Franciska Clausen af Finn Terman Frederiksen


Værkerne på udstillingen er venligst udlånt af Trapholt.

 






Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH