tirsdag den 8. juni 2010

Laboratorium på Kunsthal Brænderigården - Viborg

For mere end to år siden fik Nina Kleivan og Pernelle Maegaard en ide til en udstilling. De manglede bare lige en der kunne skrive projektbeskrivelsen. Det blev mig. Oprindeligt skulle jeg bare gøre det og så ville Nina og Pernelle fortsætte derfra, men jeg syntes, at ideen var så god, at jeg blev mere og mere engageret. Nu er vi så i Viborg og sætter udstillingen op.

Nina og Pernelle kigger Albert Mertz værkerne i gennem.

Det som jeg syntes så godt om var de tre bærende elementer i udstillingen:

  1. Den skulle udelukkende være med værker af/på papir
  2. Der skulle både være samtidskunstnere og ældre kunstnere med
  3. Titlen Laboratorium skulle samtidig være en arbejdstitel kunstnerne kunne arbejde ud fra. En illustration af det eksperiment, som papiret i høj grad tillader, fordi det er så tilgængeligt og billigt.
Da jeg så hvilke kunstnere Pernelle og Nina som udgangspunkt havde valgt begyndte der at tegne sig tre temaer: Formen, Fragmentet og Tegnet. Dem gav jeg følgende ord med på vejen:

Formen
Formen skaber orden i kaos. Den er systemer, strukturer og veje. Former kan blive til bygningskonstruktioner og landskaber, men kan også danne ornamenter og bearbejde geometriske figurer. Beskuerens blik følger linierne og roen falder over hende.

Fragmentet
Fragmentet er det løsrevne. Der, hvor beskueren selv må lægge til, for der er ingen fuldendt fortælling, kun et brudstykke.
Historien kan være absurd, melankolsk, mystisk eller humoristisk. Det er op til beskueren selv at lade sig inspirere af fragmentet og fortælle en historie.

Tegnet
I tegnet forenes formen og fragmentet. Stregernes linier og buer danner ord og begreber, som beskueren bearbejder og skaber mening i. I samspil med former og figurer leger kunstneren med ordene og hjælper beskueren på vej til selv at digte videre og skabe nye billeder. Det kan være løsrevne ord og det kan være mere eller mindre absurde former for tegneserier.

   
De gode folk fra Brænderigården bygger

Så arbejdede vi videre ud fra det og endelig var kunstnerne valgt og projektbeskrivelsen skrevet. Tid til at sende ansøgninger ud. Vi sendte en del, modtog mange søde og venlige afslag og så lige midt i sommerferien 2008 lå der en e-mail afsendt af Karen Lintrup fra Kunsthal Brænderigården i Viborg. Hun var meget interesseret.


Vi pakker Arthur Köpcke ud

Resten er historie og så alligevel ikke. For i mellemtiden har Pernelle og Nina knoklet med at tage kontakt til de steder vi ønskede at låne værker fra (af Arthur Köpcke, Albert Mertz, Franciska Clausen og J.F. Willumsen). De har haft kontakt med de samtidskunstnere, som er med på udstillingen og har i høj grad været bindeleddet mellem Brænderigården og os. Imens har jeg i kulissen arbejdet med at lave video interview med kunstnerne til YouTube og har udarbejdet en plan for udstillingens Facebook side.

Nu er der mindre end 3 dage til, at udstillingen åbner med fernisering på fredag kl.16.00 og den ide der blev født for mere end 2 år siden er blevet til virkelighed.

Hvis du har lyst til at følge udstillingens opbygning, så klik på dette link hver dag i denne uge.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH