onsdag den 25. januar 2006

Min vestlige kanon

Det undrer vel ikke, at jeg ikke er helt tilfreds med kanonen for billedkunst. Hein Heinesen begrunder udvalgets valg med, at det skal være værker, vi kan blive ved med at tale om. For demokrati er samtale.Og, som danskere berør danske kunstnere os mere end internationale, og det er derfor dem, vi kan blive ved med at tale om. Som danskere berør mænds værker os åbenbart også mere end kvinders, og dem kan vi blive ved med at tale om. Én kvinde har fået lov at komme i det gode selskab, og blive ved med at blive snakket om. Men det er bare ikke godt nok. Det er nogle ganske udmærkede værker, der er valgt. Jeg har intet at udsætte på værkerne isoleret set, men jeg synes, det er problematisk, at vi skal blive ved med at tale om lige dem. Det har vi gjort i årevis. For eksempel er der to værker med fra 1900. Omkring samme tidspunkt malede Bertha Wegmann et maleri af sin veninde Jeanna Bauck, som jeg kan blive ved med at tale om. Det viser en kvinde, der sidder i en stol. Hun er et selvstændigt menneske på et tidspunkt, hvor kvinder ikke havde så stort et grundlag at være selvstændige på. Derfor appelerer hun til at tale om alt det, der berør kvindelivet både historisk og samtidigt. Hun siger os stadig noget i dag.
Et andet punkt er det noget falmede standpunkt, at vi som danskere taler bedst om danske kunstnere. Vi lever ikke i en isoleret stat, der skal beskytte sit territorium mod de andre stater. Vi lever i en verden, der er præget af internet og åbne vidder ud til resten af verden. Vi er medlem af EU. Vi rejser ud i verden. Sikke nogle samtalepartnere vi bliver, hvis vi kun kan tale om danske kunstnere. Og sikken et snævert syn på verden.
Derfor kommer her min kanon. Den er vestlig, fordi jeg må tilstå, at min viden om kunsten udenfor vesten er mangelfuld. Den er præget af kvinder, fordi det er vigtigt at vise, at verden er ikke skabt af mænd alene. Og, det sker oftere, at kvindelige kunstnere arbejder med emner, som har relevans for en snak om kvinders del af verden. Det nytter ikke kun at snakke om støvfnug i solen, tåge ved Sortedamssøen og drivende skyer i Rom. Det er ikke den samtale , demokrati er skabt af.

Bayeux tæppet, 1066
Mandevilles rejse: Voldby, Dalbyneder og Råby kirke o. 1500
Artemisia Gentileschi: Judith, der slagter Holofernes, ca.1620
Marie-Louise-Élisabeth Vigée-Lebrun: Selvportæt med turban og barn, 1786
Julia Margaret Cameron:The Rosebud Garden of Girls, 1868
Bertha Wegmann: Den svenske malerinde Jeanna Bauck, 1887
Agnes Slott-Møller: Jomfru Blidelil, 1899
Camille Claudel: Valsen, 1905
Anne Marie Carl-Nielsen: Løveporten, Ribe Domkirke, 1904
Tina Modotti: Kvinde med sort banner, 1928
Sonja Ferlov Mancoba: To levende væsner, 1935
Meret Oppenheimer: Objekt, 1936

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH