fredag den 20. januar 2006

Skulp-tur 6

Niels Hansen Jakobsen: Trold der vejrer kristenblod, 1896 - Pladsen foran Jesuskirken, Valby.

På pladsen foran Jesuskirken er Niels Hansen Jakobsens (1861-1941) Trold der vejrer kristenblod igen kommet op at stå. Lidt for sig selv, men alligevel synlig og i dialog med kirken og Jerichaus kors. Den gamle hedenske tro truer den kristne. Om den står, hvor brygger Jacobsen oprindeligt havde tænkt sig, ved jeg ikke, men det var den gang for stærk kost for menighedsrådet. Derfor kom den til at stå på en grund ved siden af, der i mellemtiden er blevet bebygget. Skulpturen blev flyttet til haven ved Glyptoteket, hvor den står endnu. Hvornår den nye kopi er fra, ved jeg ikke. Foran Vejen Museum står trolden i sine fuldkomne omgivelser. Nemlig som hovedfigur i en fontæne, hvor den er omgivet af vandspyende tudser og slanger. Inspirationen stammer fra Hansen Jakobsens tid i Paris, da de gotiske groteske figurer på Notre Dame danner baggrund for udformningen. Denne inspiration er blevet til en meget ekspressiv skulptur. Kroppens muskuløse linier er blevet til furer og hænderne til kløer. Fødderne er store og kantede. Ansigtet ligner en maske, der er sat på et ansigt, vi ikke kan se. Vi ved altså ikke, hvem der gemmer sig bag. Der er vildskab i formen og den understreges både af halen, der slynger sig vildt og forsøges tæmmet og af skulpturens fremadstræbende hældning.

Ingen kommentarer:

"DET ER TUSIND GANGE BEDRE IKKE AT VIDE ET KUK OM "KUNST, END AT HAVE DEN HALV-VIDEN, DER LEDER IND I SNOBBERIET" E.H.GOMBRICH